Årstiden byder på planter med sære strukturer, som for eksempel sølvtråd, Calocephalus brownii, bedre kendt som vindheks. Og haven er fyldt med smukke og eventyragtige frugter, bær og frøstande, som fortjener at blive nydt og beundret på lidt nærmere hold. Så nu har jeg samlet en lille hyggebakke, der står og pynter i drivhuset, hvor der stadig er rart at sidde med et uldtæppe om benene. Det var egentlig den søde miniudgave af vindheks, der inspirerede mig til at gå i gang. Det er altså en besynderlig, næsten overnaturlig skabning med det gitteragtige, sølvfarvede løv, der næsten ikke ligner en plante. Jeg bruger den meget i årstidens krukkegrupper, hvor den anderledes struktur og farve skaber et fint blikfang. Og så holder den utroligt længe. Det er Elvira Plants, der står bag de fine mini’er – se mere på Instagram på @elviraplants 🙂Ellers har jeg været rundt i haven og finde mos og agern til bakken og hos naboen og stjæle kastanjer. Det lille mispel træ, Mespilus germanica, står lige nu fuld af de sære mispler, der af indlysende grunde går under populærnavnet aberøv. Læs mere om mispel her.Sommerens dejlige flor af opiumvalmue, Papaver somniferum ‘Dark Plum’ er kun tilbage i erindringen, men heldigvis minder de dekorative frøstande mig flittigt om, hvor smukt det var. Der er rystet tusinder af frø ud af kapslerne, både i bedet og til senere udsåning, så den kommende generation skulle være sikret.