Da jeg sammen med niecen lagde blomsterløg til forårsfloret i efteråret, var det med en meget klar forestilling om, hvor smukt det ville blive inde i hovedet. Grundideen var orange og purpurfarvede nuancer i et bredt bånd gennem bedet, som det er beskrevet her. Men sådan kom det sket ikke til at se ud. Heldigvis fungerer det selvbestaltede tulipantræf ganske fint.

Her er det simpelthen den blodappelsinfarvede tulipan, Tulipa ‘Cairo’, der har fundet Tulipa ‘Spring Geen’ til et kønt men for haveejeren noget uventet tulipantræf. Historien er den, at netop dette bed sidste år skulle være fotogent sommerblomstbed med henblik på at kunne levere billeder til min nye bog om at dyrke sommerblomster i haven, ‘Sommerblomster – Fra frø til fryd’. Derfor gjorde jeg det onde ved tulipanerne i bedet for at kunne komme godt fra start med anlæggelsen af sommerblomstbedet uden nedvisnende tulipaner til at skæmme billederne.

Men det har ‘Spring Green’ tydeligvis ikke ladet sig gå særligt meget på af. Tulipanernes veje er godt nok uransaglige. Her plejer man at gå og hæge om tulipanerne, mens de visner ned, i håbet om at de vil komme igen til næste år. Ofte er anstrengelserne ganske forgæves. Men når man så øver decideret vold mod dem stik imod alle anbefalinger, så kommer de bare igen til sådan et i øvrigt meget velkomment tulipantræf. Der er også enkelte af den gulgrønne Tulipa ‘Formosa’, der sporadisk giver en omgang mere, men det er især ‘Spring Green’, der insisterer. Herligt, for den er en af mine yndlingstulipaner, og jeg havde aldrig selv fundet på at kombinere den med ‘Cairo’.

Tulipan , Tulipa ‘Cairo’

‘Cairo’ burde have haft selskab af en anden orangeblomstret tulipan, Tulipa ‘Dutch Dancer’ og af purpurfarvede prydløg. Men de er simpelthen kommet bagud, så forhåbentlig er det endnu et blomstertræf – omend ikke et tulipantræf – på vej i bedet.
Det lykkedes heldigvis at tage en del billeder af sommerblomstbedets tilblivelse, der er kommet med i bogen ‘Sommerblomster – Fra frø til fryd’, som jeg da ikke lige kan lade være med at fremhæve som en oplagt Mors Dags gave til mødre, der elsker blomster 🙂 Læs om bogen her, og bestil den der, hvor du køber  bøger.