Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Vagtskifte mellem dahlia knolde og kejserkrone løg

Jeg kan se på diverse sociale medier, at den første frost ramte trindt om land sidste nat. Det er et tegn til, at tiden er inde til et vagtskifte mellem dahlia knolde og kejserkrone løg.

Dahlia

Set her fra haven, kan det godt være lidt svært at forstå, at det allerede er ved den tid, for dahlia’erne står stadig nok så fint og lyser op i forskellige abrikosfarvede nuancer, og eftermiddagen har budt på det herligste solskinsvejr.

Fritillaria raddeana

Men jeg kan jo godt regne ud, at den ikke bliver ved med at gå, selv om haven ligger lunt i svinget. Tiden er inde til optagning af dahlia knolde og kejserkrone løg skal i jorden snarest muligt. Jeg har længe ledt efter løg af den smukke, sart lysegule fætter til kejserkronen, Fritillaria raddeana, som jeg købte et par stykker af for nogle år siden. Og nu lykkedes det mig endelig at lokalisere dem i webshoppen Blomsterverden, hvor jeg faktisk ledte efter noget helt andet i det spændende sortiment af blomsterløg og -knolde. De kommer til at stå så smukt i det nye bed ved indgangspartiet, der for første gang skal forsynes med blomsterløg, så det også kan blive forårsfint.

Løg af lysegul kejserkrone, Fritillaria raddeana

De store kejserkrone løg med den særlige duft, der siges at kunne holde muldvarpe og mosegrise på afstand, er lidt hule. Derfor plejer jeg at lægge dem på siden, for at de ikke skal blive fyldt med vand og risikere at rådne op. Og så skal de lægges 25-30 cm dybt, hvis man vil have fornøjelse af dem mere end en enkelt gang. Og det vil man selvfølgelig gerne 🙂
Lad mig til slut lige minde om, at min nye bog, “Sommerblomster – fra frø til fryd”, udkommer 4. november. Den kan forudbestilles med fragtfri levering frem til udgivelsesdagen hos Forlaget Linnea Skriv Fryd i rabatkode feltet.
Læs mere om bogen her, hvor du også kan se, hvordan du deltager i konkurrencen om tre eksemplarer friske fra trykpressen.

Previous

Sommerblomster – Fra frø til fryd

Next

Gode gule farver i efterårshaven

1 Comment

  1. Anonym

    Tak for info om hvid fritallaria. Den vil jeg måske også bestille.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén