Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Toårige sommerblomster overrasker altid

Toårige sommerblomster er en spændende plantegruppe, der giver dynamik og gode overraskelser i havens blomsterbede. Det første år spirer de frem og danner en form for bladroset. Først året efter kommer blomsterne, og når planten har dannet frø, dør den og overlader scenen til næste generation.

Judaspenge, Lunaria annua ‘Alba’

Mange af de toårige sommerblomster er virkelig gode til det med at sætte frø og efterfølgende så sig selv. Det er her overraskelserne kommer ind i billledet. Frøene spirer, men planten gør ikke meget væsen af sig i begyndelsen for så året efter at blomstre overdådigt på steder, hvor man sket ikke havde ventet det. Det er en charmerende evne at have, synes jeg. Jeg holder i hvert fald meget af, når blandt andet fingerbøl, kongelys og som her judaspenge, Lunaria annua ‘Alba’, vandrer rundt i haven og blander sig i den mere planlagte beplantning.

Skovangelik, Angelica sylvestris

En af de toårige sommerblomster, der lystigt vandrer rundt her i haven, er den rødbladede skovangelik, Angelica sylvestris. Det er mange år siden, jeg plantede den første plante, men nu er den stabilt – og iøjnefaldende – inventar i staudebedene hvert år. Bladrosetten er flot allerede første år, og det er noget af et show, den statelige skærmplante fyrer af, når den blomstrer. Se bare her.

Alexanderurt, Smyrnium olusatrum

En anden smuk skærmplante blandt de toårige sommerblomster er et nyt bekendtskab for mig. Ja, nyt og nyt, jeg har haft den i flere år, men den har åbenbart ikke helt forstået konceptet toårige sommerblomster. Alexanderurt, makedonsk persille eller sort løvstikke hedder den. Kært barn har mange navne. Det botaniske navn er Smyrnium olusatrum. Jeg købte engang en pose frø og fik lige nøjagtigt en plante ud af mine anstrengelser. Den så til gengæld glad og livskraftig ud og blev plantet ud i haven. Siden er der kommet fine, skinnende grønne blade hvert år, men den har aldrig blomstret før.

Derfor var det noget af en overraskelse, da jeg midt i min lugeterapi fik kigget op og opdagede den næsten meterhøje plante stå og blomstre højt hævet over tulipanerne. Den gør jo ikke så meget væsen af sig med de gulgrønne blomsterskærme, men de er virkelig fine, når man får kigget nærmere efter. Den har titel af oldgammel krydderurt, og stort set hele planten skulle kunne spises på forskellige måder. Det ved jeg nu ikke, om jeg nænner, for den pynter så vældigt i bedet på kanten, hvor stauderne kun er tittet de første 10 cm op af jorden. Nu håber jeg bare, at den vil så sig og komme hyggeligt og overraskende igen sammen med havens toårige sommerblomster.

Previous

Opgradering af småplanter og vilde planer for skærehaven

Next

Tadaaa drivhus med tilbygning klar til indflytning

3 Comments

  1. Susanne Nielsen

    Hej Lotte
    Først tak for alle de hyggelige, smukke og informative nyhedsopdateringer du laver. Jeg elsker dem. Dernæst et spørgsmål som jeg ikke har kunne finde svar på. Hvordan tager man stiklinger af senecio Angel wing? Jeg har en fra sidste år, som trænger til en opfriskning. Det ser ud som om min plante har 4 grene ud fra hovedplanten. Skal man klippe disse af og sætte i vand/jord? Eller…..
    Mange hilsner Susanne Nielsen

    • Lotte Bjarke

      Hej Susanne
      Tak for din hilsen og søde ord.
      Jeg har ikke selv prøvet at stiklingeformere ‘Angel Wings’, men jeg har læst mig til, at det er muligt. Samtidig får du beskåret moderplanten, der bliver pænere af det. Stiklingerne rodes på vanlig vis i gennemfugtet spiremuld. Der er ingen grund til at sætte dem i vand. De rødder, stiklinger danner i vand, er ikke stærke nok til at vokse i jord siden hen, så planten er nødt til at starte forfra, når den bliver plantet. Sæt en plasticpose eller lignende over stiklingerne for at nedsætte fordampningen, mens de danner rødder. Held og lykke med projektet. Jeg tror også, jeg vil prøve, for jeg har også et overvintret eksemplar, der står og stritter.
      Mange hilsner Lotte

      • susanne Nielsen

        Mange tak for dit svar, jeg tager en dyb indånding og klipper min plante fra hinanden 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén