Haveglæder, tips og tricks

Spindemider i brusebad

Capsicum Sweet banana-1

I dag kunne der både høstes et par skoleagurker og de to første chili’er af sorten Capsicum ‘Sweet Banana’ i drivhuset. Dejligt, men jeg må indrømme, at glæden i nogen grad blev overskygget af krisestemning.

Spindemider-1

Jeg har længe været træt af, at chili og peberplanterne ikke rigtig ville komme fra start i år. Helt rutinemæssigt har jeg tilskrevet situationen det kolde forår.

Lup-1

Men så, i forbindelse med høsten, kom jeg til at se nærmere på planterne. Frem kom farfars gamle lup og oh ve og klage. Spindemiderne myldrede rundt på bladene. Ikke så underligt, planterne har set lidt trætte ud. Heldigvis er der også friske skud, så nu har jeg klippet alle de hårdest angrebne blade af og forsigtigt lempet dem ned i en plasticpose med det samme for ikke at sprede de bittesmå, kravlende spindemider. Spindemider søger mod toppen af planterne, men æggene sidder (i hundredevis) på blade længere nede i planten. Spindemider kan ikke flyve men er gode til at kravle, og så har de deres fine spindelvæv, som vinden kan sprede fra plante til plante.

Insektsæbe-1

Derefter fik spindemiderne et ordentligt brusebad med masser af shampoo i form af insektsæbe, der forhåbentlig kan kvæle de tilbageværende. Insektsæben skal ramme skadedyrene for at virke, så hvert et blad blev vendt og sprøjtet på undersiden, hvor de typisk huserer. Insektsæbe er ikke egentlig giftigt men tilstopper skadedyrenes åndedrætsorganer, så de dør. Det føles præcis som sæbe at få på fingrene. Ingen tvivl om, at der skal behandles et par gange i de næste uger, hvor der også vil blive holdt intenst øje med agurk- og tomatplanter, så et eventuelt angreb kan blive taget i opløbet.

 

 

Previous

Dræbersnegle frit salatbed 3.0

Next

Smukke ærteblomster i køkkenhaven

6 Comments

  1. Overbrusning med almindeligt vand har også en effekt, da spindemider ofte angriber ved tørke og lav luftfugtighed. Pøj-pøj med bekæmpelsen.

  2. Finn Colmorn

    Hej Lotte, jeg har tidligere haft problemer med spindemider, men efter at jeg har plantet 3 grupper af regnfan i mit drivhus, er der ikke flere mider, jeg bruger en overbrusning (spuling) med vand, for at holde bladlusene nede. Regnfanen er også en udmærket snapseplante, så tilstedeværelsen i drivhuset, er ikke kun “spild af plads”, der er også plads til chili, tomater, agurker, basilikum og laaange bønner. Drivhuset er 16,5 m2, og fyldt op ;o)

    • Hej Finn
      Tak for din hilsen. Det lyder spændende med regnfan erfaringerne. Jeg planter hvert år fløjlsblomst og basilikum i drivhuset i håbet om at duftforvirre bladlusene og har faktisk aldrig (7-9-13) haft problemer med bladlus. Heller ikke med spindemider før nu 🙁 Jeg har nu også sat rovmider ud for at komme bæsterne til livs, så jeg håber, angrebet er slut for i år. Jeg kan huske, at jeg har farvet garn med regnfan som barn – så det er da en på alle måder nyttig plante.
      Mvh Lotte

  3. Jeg har i flere dyrker både chili og peberfrugt og aldrig haft, hverken spindemider eller bladlus på planterne, idet jeg altid planter en persille under hver plante.

  4. Ole Møller

    Hej. Har i mange år plantet agurker i hullet i en randform, som holdes fyldt med vand. Det forhindrer spindemiderne i at komme til planterne, og det virker!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén