Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Solsikker sensommer i haven

August er blevet til september, og dermed var det den sidste officielle sommerdag i går. Men jeg nægter at kalde september for efterår, så længe vejret er, som det er, og haven ser ud, som den gør. Så skal vi ikke bare være enige om, at det er blevet sensommer. Efteråret kan sagtens vente lidt endnu med at komme til. Sensommeren er sæson for havens kæmpestauder, ikke mindst de herlige solsikker: Den monumentale pilebladet solsikke, Helianthus salicifolius, til venstre i billedet og staudesolsikken, Helianthus hybrid ‘Lemon Queen’, til højre.

Staudesolsikke, Helianthus hybrid ‘Lemon Queen’

Staudesolsikken har lige begyndt sin blomstring og sørger for, at man lægger knapt så meget mærke til, at mange af dens staudekolleger for længst har toppet for i år.

Den står der med masser af lysende lysegule mini solsikkeblomster, der giver solskin i haven, også når det er overskyet. Sådan får man solsikker sensommer i haven 🙂

Pilebladet solsikke, Helianthus salicifolius

En anden af mine favoritter blandt havens solsikker er pilebladet solsikke, der endnu ikke er begyndt at blomstre på sine tårnhøje skud. Men det skal nu nok komme. Planten er vældig skulpturel synes jeg, så den er også en masse værd uden for den sene blomstringsperiode. Og så er den så stor, at man får helt jungleassociationer, når man går forbi og føler sig lille. Ufatteligt, at den startede helt fra bunden for bare nogle måneder siden.

Solsikkebusk, Helianthus Unbelievable ‘Brown Eyed Girl’

Den sidste af dagens solsikker er ikke nogen staude, men den skal nu alligevel have et ord med på vejen. Det er solsikkebusken, Helianthus Sunbelievable ‘Brown Eyed Girl’, der er blevet stor og fin og fortsat blomstrer lystigt. De visne blomster skal klippes af løbende, og den kræver masser af vand og gødning til den frodige vækst og blomstring. Men den er da godt nok dejlig 🙂

Previous

Klokkeranke og hjerteblomst på afveje

Next

Fredagsmad med figner fra haven

2 Comments

  1. Natalie

    Hej Lotte!
    Jeg har selv et eksemplar af solsikkebusken på sidste billede. Den har været et fantastisk bekendtskab! Er der noget, jeg kan gøre for at sikre dens overlevelse til næste sommer, eller må jeg bare acceptere, at jeg skal gå på jagt efter en ny til den tid?

    • Lotte Bjarke

      Hej Natalie
      Desværre er det en etårig plante – så vi må nok starte forfra næste år.
      Mange hilsner Lotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén