Haveglæder, tips og tricks

Planteværkstedet arbejder på højtryk

Der er opstået trængselsproblemer i potterne med forskellige sorter af tobaksblomst, Nicotiana alata, så tiden er inde til at sørge for, at hver enkelt plante får lys og luft nok til at kunne udvikle sig ordentligt. Der må gang i planteværkstedet 🙂 Første skridt på vejen er fremstilling af små priklepotter af avispapir ved hjælp af den smarte lille potteformer, som jeg er mega glad for. Papirpotterne er selvfølgelig sarte og går i opløsning efterhånden, men når bare de står tæt sammen, plejer det at gå fint, og det er vældig rart at kunne plante hele potten ud i jorden senere, så rødderne ikke bliver forstyrret af endnu en omplantning.Processen med det hyggelige navn, prikling, er pillearbejde på højt niveau. Det gælder om at få skilt de tætstående planter fra hinanden, uden at nogle mister rødderne, og så få dem plantet over i gennemfugtet spiremuld i papirpotterne. Hold nu op, hvor jeg nyder at få jord under neglene igen, mens jeg kærligt håndterer de små plantebabyer.Nu er planterne klar til at vokse videre og har i hvert fald for en tid, den plads, der skal til. Bliver de for store, må de pottes op engang mere, inden det bliver varmt nok til at plante dem ud i haven, men foreløbig er det dejligt pladsbesparende at have dem i de små papirpotter.Tobaksblomsterne blev sået for en måneds tid siden, for de er altid længe om at udvikle sig, men nu er tiden også inde til at så nogle af de lidt hurtigere sommerblomster, jeg kom til at købe frø af i januar. Jeg synes frø er en fascinerende opfindelse. Tænk, at der kan komme smukke sommerblomster ud af de små, tørre frø med mange forskellige former og størrelser. Inde i mit hoved er billedet af, hvor smukt det bliver til sommer, allerede ved at tage form. Men nu må vi se. Der er mange førstegangsbekendtskaber i planteværkstedet i år, så jeg tør ikke garantere for, at det lykkes. Foreløbig er frøene blevet dækket med lidt spiremuld, sat i bakker, der er puttet i en plasticpose og placeret på gulvet i badeværelset, der har perfekt spiretemperatur. Snart er der forhåbentlig endnu flere plantebabyer at tage sig af.

Previous

Små mobile forårshaver flytter ud og ind

Next

En dag til stueplanter og armchair gardening

4 Comments

  1. Det ser godt og flittigt ud. Det er sjovt at skabe planterne fra frø selv .-)

    • Lotte Bjarke

      – og så giver det mulighed for at få mange flere spændende planter 🙂 🙂
      🙂

  2. Lis Madsen

    Hej Lotte.
    Ih hvor hyggeligt at høre om din glæde ved at så frø. Jeg nyder at læse din bog, dejlige billeder men også din tekst er fremragende.
    Påskehilsen fra Lis

    • Lotte Bjarke

      Hej Lis
      Tusind tak skal du have, det er jeg super glad for. (Jeg håber, du fortæller det til alle dine venner 😉 )
      Glædelig påske.
      Mange havehilsner
      Lotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén