Ægte blåkant, Nepeta x faasseniii

Havens umådelig mange eksemplarer af ægte blåkant, Nepeta x faassenii, også kendt som katteurt, har blomstret som en drøm i mange uger til stor fornøjelse for bier og sommerfugle. De gør det for så vidt endnu, men de er begyndt at vise deres imperialistiske tilbøjeligheder og begynder desuden at se lidt slidte ud, som de ligger der med skuddene ud over det hele.

Da jeg samtidig var begyndt at spekulere over, hvor flere tilsyneladende forsvundne stauder mon var blevet af, blev det i dag, hver enkelt blåkant fik en sommerjustering. En varm omgang, kan jeg hilse og sige, for nedklipningen foregik med langskaftede handsker, for det tilfældes skyld, at der skulle være en enkelt bi eller to, der ikke helt forstod, at manøvren er til deres eget bedste. Sagen er jo den, at når man klipper blåkant ned nu, er der rigtig gode chancer for, at planterne kommer igen og giver en ekstra blomstring senere på sommeren.

Den første forsvundne staude, der dukkede op, efter at det store virvar af blåkant var blevet tæmmet, var den smukke, næsten sorte Heuchera, der ikke ser ud til at have lidt skade af det påtrængende naboskab. Den rigtig gode nyhed er, at bedet egentlig ikke kom til at se så afpillet ud efter nedklipningen af blåkant, som jeg havde frygtet. Da alle de yderste, nedliggende stængler var klippet af, dukkede der en pæn, lille blomstrende plante op i midten af hver tue.

Rank potentil, Potentilla recta ‘Sulphurea’

En af de stauder, der havde brug for lidt kunstigt åndedræt efter overvoksning, var den høje staudepotentil med de fine, lysegule blomster, rank potentil, Potentilla recta ‘Sulphurea’. De høje, blomstrende stængler havde lagt sig hen ad jorden som følge af trykket, men nu har de fået en støttepædagog. Dermed er de kommet op i lyset, hvor de hører til.

Fjerkløver, Trifolium rubens

Den sjove fjerkløver, Trifolium rubens, var også blevet ganske overvældet af naboskabet og måtte have en hånd i form af et højere staudestativ, end den havde fået i første omgang. Nu er god ro og orden genoprettet, så de dunbløde blomsterstande, man virkelig får lyst til at røre ved, kan nydes på passende vis.