Hosta-200

Det er blevet plantetid for alvor og dermed tid til at gøre noget ved det nye skovbed, der kom til ved en dejlig tilfældighed for et par måneder siden. Der er blevet plantet nogle Rhododendron ‘Cunninghams White’ til at give lidt stedsegrønt rygstød i bedet, og nu gælder det så forkanten mod skovstien, hvor der er blevet plantet en stribe livskraftige Hosta i den skyggefulde skovbundsjord.

Hosta001

Jeg ser sådan en frodig Hosta kant som den her i den hollandske besøgshave Boomkamp Gardens for mig. Det lykkes forhåbentlig. Planterne er i hvert fald flotte og i fuldt vigør.

Convallaria majalis-9

Det gælder om at træde varsomt, når man færdes inde i skovbedet, for der er hundredevis af raketter på vej op. Det er dejlige liljekonvaller, Convallaria majalis, der helt dækker skovbunden, hvis de får lov.

Lonicera periclymenum-9

Mens jeg venter på, at de nyplantede Clematis skal blive til Clematis gardiner, må jeg konstatere, at vild kaprifolie, Lonicera periclymenum, allerede har fundet fidusen og hænger nok så dekorativt fra egetræets grene med udsprungne forårsskud.