Sidste sommer gik det rigtig godt med at få passionsblomst, Passiflora caerulea, til at slynge sig hele vejen på tværs af drivhuset oppe under taget. Så jeg har egentlig gået og ventet på, at der skulle vise sig forårstegn i den overvintrede plante. Men da jeg nu var så heldig at få en frisk passionsblomst på bøjle forærende, blev jeg enig med mig selv om at springe ventetiden over og gentage tricket fra sidste år. Det går i al sin enkelhed ud på at vikle passionsblomsten af den bøjle, gartneren møjsommeligt har gået og viklet den op om. Lad det blive mellem os 🙂 Det er lidt hærværksbetonet, men det må være et af de tilfælde, hvor målet helliger midlet.

Det er en øvelse, der kræver tålmodighed og forsigtighed, for det viser sig, at den frodige passionsblomst på bøjlen består af én lang ranke, der er viklet og viklet. Derfor gælder det selvfølgelig om ikke at knække ranken. Der ryger et par slyngtråde undervejs, men det gør knapt så meget.

Snorene med hulsten, der fungerer som første base af klatrestativet, der leder ranken fra krukken på gulvet og op under taget, hang der fra sidste år. Dermed var det bare at lede den utroligt lange ranke på rette vej.

Faktisk er ranken så imponerende lang efter udviklingen, at den nye passionsblomst allerede fra dag et når hele vejen på tværs af huset. Nu mangler den bare at vokse sig til lidt fylde, så det bliver lige så fint og frodigt som sidste sommer, som det ses her.

Passionsblomst, Passiflora caerulea

Det bedste af det hele er, at passionsblomsten allerede har mange, store knopper, så det varer ikke længe, før sommerstemningen indfinder sig i drivhuset.