Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Langtidsholdbar forårsazalea får selskab af slægtninge i haven

Rhododendron Hortinno Vintage ‘Lime Green’

Jeg har gået og hygget mig vældigt i drivhuset, hvor kaos hersker, mens regndråberne trommede så dejligt mod glastaget. Ud over at servicere børnehaven på plantebordet har jeg glædet mig over den her fantastiske forårsazalea, Rhododendron Hortinno Vintage ‘Lime Green’. Det har jeg faktisk gjort i næsten to måneder nu, for det var, som det fremgår her, den 22. marts, planterne fik plads som forårsbebudere i drivhuset.

Den forårsazalea kan man da kalde en langtidsholdbar potteplante. Den har hængt lidt med ørerne fra tid til anden, når “nogen” har glemt, at den er tørstig, men den retter sig altid hurtigt op igen og blomstrer videre, når den har fået vand. Jeg er helt vild med blomsternes sarte, limegrønne nuance.

Rhododendron ‘Schneekrone’

Faktisk har min forårsazalea blomstret så længe, at den nu har fået selskab af slægtninge ude i haven. Her er det den smukke Rhododendron ‘Schneekrone’, der for alvor er sprunget ud. Især den ene busk snød mig lidt sidste år med en tam blomstring. Det udløste et tilskud af rododendrongødning, og det har tydeligvis haft effekt, for blomstringen er ret overdådig i år.

Blomstrene har et lækkert, støvet rosa touch i knopstadiet men er helt hvide i udspring bortset fra de karrygule tegninger i svælget og ganske sarte lyserøde strejf, der ser ud som, de er blevet ramt af en akvarelpensel ført med let hånd. De er bare så fine.

En anden slægtning til min forårsazalea, der så småt er begyndt at tage del i festen, er den løvfældende azalea, Rhododendron ‘Irene Koster’, der står med smukke knopper på spring i det livgivende regnvejr. Jeg glæder mig, til de springer ud, for de dufter noget så dejligt.

Previous

Nyt nips, tulipaner og ribs til havebuket

Next

Fra drømmen om det gule bed til virkelighed

4 Comments

  1. Jette Palstrøm

    Kære Lotte.
    Hvor er det altid smukt, det du viser, jeg fatter ikke, hvordan alting altid kan være så frodigt hos dig. Altid smukke og spændende sammensætninger.

    Mange hilsener fra Jette.

    • Lotte Bjarke

      Kære Jette
      Tusind tak – det er ingen sag, når man har masser af fotgene, dansk producerede kvalitetsplanter i haven 🙂
      KH Lotte

  2. Lis Madsen

    Hej Lotte.
    Jeg vil tilslutte mig ovenstående kommentar. Og oveni det er det altid med en dejlig og informerende tekst, når du laver et opslag på din blog. Man er ikke i tvivl om, at du virkelig elsker din have.🌸🌼🌺
    Kh Lis

    • Lotte Bjarke

      Kære Lis
      Tusind tak for dine altid så søde og positive kommentarer. De luner 🙂
      KH Lotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén