Dagens krukkerokade har givet krukkegruppen ved fordøren et nyt udtryk og en ny farveholdning. Krukkerne med hvide blomster er blevet flyttet, mens krukkerne med sart gule blomster eller gulligt løv har fået lov at blive stående. Og så er der kommet lidt blåt til – og det er ikke bare hornviolerne, der kan endnu.

Klokkeblomst, Campanula ‘Blue Ocean’

Næææh, der er skam også en vaskeægte plantenyhed, der er blevet integreret i gruppen på bedste vis. Det er en helt ny klokkeblomst, Campanula ‘Blue Ocean’ som er nyt medlem i serien af Flowers for you by Thoruplund. Det fynske gartneri har forædlet og udviklet sorten, og de første eksemplarer er nu ude i butikkerne. Så fin, med de smukke lille blomsterstjerner – og perfekt til krukkerne. Gartneriet lover endda, at klokkeblomsten, der jo er en staude, er vinterhårdfør, så den skal helt sikkert genbruges i haven.

Indisk viol, Exacum ‘Sapphire’

Den betagende blå sag på bænken er en plantenyhed, der har være nogle år undervejs, men nu er den i sortimentet fra Flowers for you by Thoruplund. Det er en hybrid af indisk viol, Exacum ‘Sapphire’, der adskiller sig markant fra den gængse stueplante ved sine kæmpestore, dybblå blomster. En spændende stueplante eller krukkeplante. Vælg selv.

Spøgelsestræ, Corokia cooneaster

Dagens krukkerokade bød også på noget af en overraskelse. For havens måske mest portrætterede plante, mit efterhånden aldrende spøgelsestræ, Corokia cotoneaster, blomstrer! Det har jeg aldrig oplevet før. De fineste små gule blomster har det lille træ, der nogenlunde fast indtager hæderspladsen på bakkebordet i krukkegruppen ved fordøren. Spøgelsestræet, der også lyder navnet sølvtræ, står ude året rundt og hygger sig tilsyneladende fint med sin plads under udhænget tæt ved huset. Bakkebordet, som jeg er mega-glad for, fandt jeg her.

OBS OBS – nu er der kun et par timer, til jeg trækker lod om to billetter til sommerens store havefest, Cph Garden. Du kan stadig lige nå at være med. Se hvordan her.