Det har sneet det meste af dagen, og haven er tryllet om til det smukkeste Narnia landskab, man kan tænke sig. Helt uden fejl og mangler og rod i krogene. Desværre har medaljen en bagside. For de snedækkede træer og buske – især de stedsegrønne – har svært ved at bære vægten af den tunge tøsne, og grenene tynges mod jorden og risikerer at knække.Nu truer meteorologerne oven i købet med isslag med risiko for at vægten bliver endnu tungere, så jeg har lige været på en inspektionsrunde for at yde førstehjælp til de mest udsatte planter. Det gælder blandt andet rækken af laurbærkirsebær, Prunus laurocerasus, der skærmer haven så fint og forårsgrønt af ud mod vejen hele året rundt. De skulle nødig lide overlast, så nu har jeg brudt Narnia trolddommen og rystet sneen af grenene.Til min skræk opdagede jeg også, at den gamle hebe, Hebe pinguifolia, der normalt står som en smuk, stram kugleformet busk, var faldet helt fra hinanden under vægten af sneen.Heldigvis rejste den sig så nogenlunde efter en rystetur, så mon ikke den klarer skærene.Havens rododendronbuske står og fryser med anstand men klarer sig også, selv om knopperne allerede er langt fremme. Det er sjovt at se, hvordan de tilpasser sig til frostvejret ved at lade bladene hænge, så det nærmest ser ud som om, de mangler vand.Troldnød, Hamamelis x intermedia ‘Arnold Promoise’ har rullet sine krøllede serpentineblomster lidt sammen, men står alligevel og lyser dejligt op i haven, der ellers mest er i sort-hvid på sådan en snevejrsdag. Den bliver simpelthen udnævnt til ugens yndlingsplante endnu engang med stor tak for udholdenhed og optimisme.