Da jeg bestilte frø hjem i det tidlige forår, blev jeg i et nostalgisk øjeblik fristet af en pose blandede frø af blomster til tørring. Normalt er jeg ikke meget for frøblandinger, for jeg vil gerne vide, hvad jeg sår, men her var muligheden for at få et gensyn med en hel stribe af planter, som jeg dyrkede i vildskab i den glade gymnasietid og fyldte loftet i mit værelse med. Frøene blev sået i køkkenhaven, og nu er der godt nok gang i planterne.Min fascination af de sære, papiragtige blomster som den rigtige kæmpeevighedsblomst, Helichrysum bracteatum, med de lækreste brændte farver, og som her rosenvinge, Helipterum roseum, er intakt. Jeg må bare finde på noget nyt at bruge dem til… Evighedsblomster og Co. skal høstes, lige når knoppen begynder at folde sig ud. Ikke før, for så folder den sig ikke ud, og ikke senere, for så vender blomsten nærmest vrangen ud på sig selv under tørring og bliver knapt så pæn. Derfor må blomsterne høstes hen ad vejen og tørres efterhånden. Nu projektet var sat i søen, blev dagens høst lige suppleret med lidt lavendler, Lavandula angustifolium, og med skærme fra de utidigt blomstrende kepaløg, Allium cepa. De ligner også nogle, der kan klare en tørring.Inden evighedsblomster hænges til tørre, er det en god ide at pille de grønne blade af. De egner sig i hvert tilfælde ikke til tørring, som blomsterne gør.Og så er det ellers bare op at hænge med hovedet ned, så stænglerne bliver stive nok til at holde hovederne højt, når den tid kommer. Det bliver sjovt at eksperimentere med evighedsblomster anno 2018, så høsten fortsætter lystigt i den kommende tid, for der er flere knopper og også flere arter på vej.