Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Drivhuset leverer citrongræs til tonic sirup og basilikum til pesto

Som altid, når datter Anne aflægger visit, har der været hektisk aktivitet i køkkenregionerne her i eftermiddag, hvor vi har haft gang i produktionen af diverse delikatesser i kategorien havemad til vinterlageret. Efterårshindbærrene, Rubus idaeus ‘Autumn Bliss’ er lige begyndt at bære, og det passer med, at den lækre hindbæreddike fra sidste år er ved at være brugt op. Så nu er en ny årgang sat i søen. Man tager et glas fuld hindbær og tilsætter klar lagereddike. Lader det trække et par uger, og så har man den lækreste, aromatiske og sødmefyldte eddike til salaten. (OBS – ved jeg har nævnt dem før, men Posca tuscher kan altså også skrive på glas).I drivhuset har citrongræs, Cymbopogon flexosus, klaret skærene trods voldsom konkurrence fra den viltre agurkplante. Jeg har klippet de nederste blade af agurkplanten efterhånden for at sikre lys og luft til citrongræs, og det har været nok hjælp til, at der nu kan høstes ganske pæne stængler af fantastisk duftende citrongræs. Ikke så tykke som dem man kan købe sig til fra fjerne lande men absolut anvendelige i køkkenregionerne til mangt og meget.

En meget fornuftig anvendelse af citrongræs er til produktion af hjemmelavet tonic sirup, opdagede jeg sidste sommer. Tonic sirup, der bare skal tilsættes danskvand og gin og en lille skive citron for at blive til lækre drinks 🙂 En anden vigtig bestanddel af tonic sirup er kinabark fra kinabarktræet, Cinchona succiruba, der giver tonic’en den karakteristiske bitre smag. Der går grænsen desværre for, hvad der kan dyrkes i egen have her til lands, men heldigvis kan man købe sig til barken her  Det skal siges, at en pakke kinabark rækker til umådelig meget tonic sirup. Opskriften på tonic sirup fandt jeg her.

I drivhuset er basilikum, Ocimum basilicum, gået lidt amok, og nu vil planterne også til at blomstre. Så det er på høje tid at få høstet til præcis det, der var meningen med at plante den, nemlig basilikum pesto. Det blev til et ordentligt bundt, der også efter sortering og vask rakte til en solid portion pesto ved hjælp af hvidløg fra haven, parmesan fra Italien, pinjekerner fra Bilka og olivenolie fra Grækenland. Dermed er der selvfølgelig pesto på menuen i dag og mange små bøtter og glas i fryseren, som vi bliver rigtig glade for til vinter 🙂

 

Previous

Sensommer i det spiselige staudebed

Next

Frøhøst til næste års sommerblomster

6 Comments

  1. Imponerende aktiviteter I har gang i.

    • Lotte Bjarke

      Hej Morten
      Det går altid lidt i selvsving, når den køkkenglade datter aflægger visit 🙂 Det er så hyggeligt og ret lækkert bagefter.
      Mvh Lotte

  2. Hvor lyder det altså lækkert, når du beskriver og fotograferer. For en gangs skyld kan jeg være med på selvproduktionen – vi har nemlig en masse basilikum, så der må laves pesto.

    • Lotte Bjarke

      Hej Lisbeth
      Go’ arbejdslyst med pestoen. Det er super dejligt at have i depot til de mørke vinteraftner.
      Mvh Lotte

  3. Joy

    Pesto glas i fryseren ? Anede jeg ik man ku 😱

    • Lotte Bjarke

      Hej Joy
      Det kan varmt anbefales. Så kan man lave store portioner, nøjes med en oprydning, og have pesto til hele vinteren. Jeg laver den lidt til den tørre side og rører op med ekstra olivenolie, når den skal bruges. Det smager som frisklavet og meget bedre end det, man kan købe sig til.
      Mvh Lotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén