Tulipa ‘Purissima’

Nu er det for alvor blevet tulipantid. Jeg ved godt, at det egentlig har været det et stykke tid, for de herlige små botaniske tulipaner tyvstarter altid sæsonen. Men de er ved at være færdige for i år, mens de storblomstrede sorter er begyndt at indtage scenen. Som nu her i det ellers ret jomfruelige jordstykke, der skal blive til et gult sommerblomstbed i år. Nu er vi ligesom i gang og har slået farvetemaet an. De sjove “juletræer” er den toårige korsvortemælk, Euphorbia lathyris, der blev sået sidste år og som det første plantet ud i det nye bed.

Er den ikke bare dejlig, den her Tulipa ‘Purissima’, der kom til at indlede årets tulipantid her i haven. Løgene blev lagt sidste efterår, så det er førstegenerationstulipaner, som plante- og blomsterstørrelsen da også indikerer.

Tulipa ‘Orange Emperor’

Det er jo desværre ikke så mange af de forædlede tulipansorter, der er flinke til at komme igen. Men den her orange Tulipa ‘Orange Emperor’ er nu dukket op lige til tulipantid tre år i træk. Blomsterne er ikke så store og desværre heller ikke så talrige, som det første år, men de er der da endnu. Og de er stadig fine 🙂

Havens ældste tulipaner kommer igen og igen i bedstriben bag køkkenhaven. Sortsnavnene fortaber sig i historien, jeg kan bare huske, at der blev lagt en bunke blandede bolsjer, der var blevet til overs. Jeg ved ikke hvorfor, de lige synes, de skal komme igen og igen lige her, for der, hvor løgene ellers blev lagt, er de for længst forsvundet. Mystisk. Men jeg er nu glad for, at de kommer så fint og så talstærkt hvert år til tulipantid, og jeg har ikke det mindste imod, at de med årene har udviklet sig til minitulipaner.