Sommertid, hurraaaa! Et sikkert tegn til, at de havemøbler, der har overvintret i drivhuset, skal fordeles på havens diverse terrasser, så man kan slå sig ned i lejlighedsvise solstråler i de forskellige hjørner.Det kalder på lidt blomsterhygge til havebordet, mens vi venter på, at træer og buske springer ud. Derfor blev det lige til en ny bakke med plantestilleben 🙂 Jeg ved godt, hvor formiddagskaffen skal indtages i dag, selv om der er gået kludder i tidsregningen på grund af sommertiden.Midt på bakken troner en fantastisk Primula ‘Victoriana’ med blomster, der næsten ser ud som om, de er malet på. Mørkt rødbrune med fin, hvid kant og sart lysegult center. Den lysegule nuance passer perfekt til krinolinenarcisserne, Narcissus bulbocodium ‘Spoirot’, der nu har blomstret i tre uger under åben himmel. Ligesom krinolinenarcisserne er fjeldarve, Androsace septentrionalis ‘Subaru’ på prøve i år i Gartneriet Pedersen. Jeg håber, de begge består prøven, for de er da ikke til at stå for 🙂