Tvillingegården 14-12

Gårsdagens gartneribesøg i selskab med en flok søde kolleger var en ren vitaminindsprøjtning for novembersjælen. Gråt og grumset uden for, men inde under glastagene er juleblomsterne helt klar til at sætte kursen mod vindueskarme i hele Europa. Det føles godt helt ned i tæerne, når man træder ind til sådan et syn. Gartneriet Tvillingegården dyrker og pakker alpevioler, Cyclamen, i blandede farver, så man selv kan vælge sin favorit. Så længe det ikke er frostvejr, er alpeviolerne lige så gode i krukkerne ude som inden døre.

Møllerhøj 14-44

I Gartneriet Møllerhøj er det julestjerner i titusindvis, der er rejseklar. Her fra lød de grønne råd at tjekke, om julestjernen har blomsterne i behold, før man falder for et billigt tilbud. Blomsterne er de små knopper i midten mellem de farvede blade. Mangler de, får man ikke meget fornøjelse af julestjernen. Og så skal man huske, at julestjerner ikke tåler frost og kulde. Slet ikke.