Tulipansæsonen er heldigvis lang, hvis man sørger for at lægge løg af mange forskellige sorter. Her i haven begyndte den første tulipanbølge midt i marts med små, botaniske tulipaner. Og nu, mere end to måneder senere, er sidste bølge for i år i gang.

Den ene tulipanbølge efter den anden spiller de store hovedroller i forårshaven. Lige nu kan jeg blive helt trist over, at det snart er forbi, selvom jeg nyder sidste bølge i fulde drag. Heldigvis er der jo stauder og sommerblomster på vej til at tage over, men lige nu ville der være mest grønt i haven, hvis det ikke var for tulipanerne, der i den grad slår forårsstemningen an på en dejlig dag som i dag.

Tulipan, Tulipa ‘Antoinette’

Fremtrædende i årets sidste tulipanbølge er et nyt bekendtskab i den absolut charmerende kategori. Tulipa ‘Antoinette’ hedder sorten, der blomstrer med ikke bare én men en hel skærm af blomster på hver stængel. Ret usædvanligt i tulipanverdenen. Farven er cremegul med et strejf af hindbærrødt. Også ret lækker, synes jeg. De befolker højen ved trappen op til huset sammen med lyserøde og sart lysegule kolleger.

Botanisk tulipan, Tulipa ‘Honky Tonk’

Første tulipanbølge begyndte med små botaniske tulipaner, som jeg holder så meget af. Og de er stadig med her i sidste bølge. Her er det den lysende citrongule Tulipa ‘Honky Tonk’, der i øvrigt breder sig lystigt.

Klippetulipan, Tulipa saxatilis ‘Lilac Wonder’

Også den lille klippetulipan, Tulipa saxatilis ‘Lilac Wonder’ venter med at blomstre til tulipansæsonen næsten er forbi.

Og nu jeg er i gang med tulipan-spam, er jeg også lige nødt til at præsentere et par af mine yndlingstulipaner, der lader vente på sig til allersidste tulipanbølge. Her er det Tulipa ‘Spring Green’, der danner forgrund til den overdådigt blomstrende rododendron, Rhododendron ‘Schneekrone’.

Tulipan, Tulipa ‘Queen of Night’

Og endelig er der jo forestillingens absolutte primadonna: Tulipa ‘Queen of Night’ med de fløjlsagtige dybt, dybt mørkerøde blomster. Uhh, den er bare så smuk, synes jeg. Og den er heldigvis god til at komme igen 🙂