Haveglæder, tips og tricks

Vinterblomstrende planter er en gave fra haven

Der er langt mellem de blomstrende træer og buske i haven i december, men heldigvis er der nogle få vinterblomstrende mønsterbrydere, der trodser kalenderen. En af dem er oktoberkirsebær, Prunus subhirtella ‘Autumnalis’, der længe har stået med svulmende blomsterknopper og altså nu er begyndt at springe ud. Det virker tosset, og blomstringen går da også i stå, når der kommer frost, men knopperne lader sig ikke gå på, så når vejret bliver mildere igen, er der nye knopper parat til at springe ud. Sådan et blomstrende træ på en vinterdag er simpelthen som at få en gave fra haven.I kategorien vinterblomstrende buske er vintersnebolle, Viburnum tinus, en af årstidens absolutte favoritter her i haven. Den smukke, stedsegrønne busk danner knopper i efterårets løb, og nu er de blomsterskærmene begyndt at springe ud. Busken har ry for at være sart, men her i det østjyske går det fint. Den ældste af buskene er nok tre meter høj og har blomstret hvert eneste år.Vintersnebolle danne også fine, langtidsholdbare blåsorte bær, der er en smuk sidegevinst til blomstringen. Her i haven kommer der en ny vintersnebolle til næsten hvert år, for det er også en oplagt plante til jule- og vinterkrukkerne, der er nem at genbruge i haven.Julerose, Helleborus niger, er en anden af årstidens mønsterbrydere, der i år meget passende blomstrer lystigt nu, da juletiden nærmer sig. Havens efterhånden ret store bestand stammer også fra tidligere års julekrukker. De bliver planet ud, når krukkekarrieren er forbi, og trives tydeligvis strålende med havens sandede jord, bare de bliver plantet i lidt skyggefulde omgivelser.

I øvrigt er det værd at notere sig, at netbutikken Plantetorvet lige nu holder flytteudsalg. Der er masser af gode tilbud i alle kategorier fra planter til havetilbehør og med garanti også et par julegaveideer til haveglade. Besøg den her.

Previous

Sæson for armchair gardening og ønskesedler

Next

Julehavehygge krydret med træfældning

1 Comment

  1. God oversigt. Viburnum tinus kendte jeg ikke. Ser spændende ud.
    Mange hilsener, Lisbeth

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén