Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Vinter-snebolle er et bekendtskab værd uanset årstiden

Vinter-snebolle er en smuk stedsegrøn busk, der i år diverterer med de fineste juleblomster. Den er en af mine absolutte yndlingsplanter, fordi den kan noget, uanset årstiden.

Vinter-snebolle, Viburnum tinus

Efterhånden har jeg en del eksemplarer af den kønne stedsegrønne busk rundt om i haven, for ligesom med Skimmia, kommer jeg næsten altid til at købe en vinter-snebolle i potte, når der skal noget kønt i vinterkrukkerne.

Hvis der blev udskrevet en konkurrence blandt planterne her i haven om at være vinterens yndlingsplanten, ville vinter-snebolle helt sikkert være med i feltet af nominerede. Det er ikke mange buske, der står med så fine juleblomster, og erfaringen siger, at de holder i månedsvis.

Jamen, Lotte … jeg hører allerede protesterne … den busk er da alt for sart til at satse på. Men her er modbeviset. Det første eksemplar har snart ti år på bagen her på matriklen, der godt nok ligger lunt i svinget. Den har fået svedet topskuddene et par gange, hvor det har frosset meget, men den klarer sig gennemsnitligt strålende, og gør mig glad hver eneste vinter, når blomsterne begynder at folde sig ud. Og det endda selv om den står meget skyggefuldt ved indgangen til skovhaven.

Når man ser bort fra det lidt sarte gemyt, er vinter-snebolle faktisk en nem og taknemmelig plante, der trives både i sol og skygge. Busken er smuk hele året rundt med sine blanke, stedsegrønne blade, blomster i utide er en dejlig karakteregenskab og så får den også fine, stålblå bær. Den her blev plantet midt i et staudebed for to år siden, hvor den sørger for, at der er andet end brunt og gråt at kigge på i haven i vinterhalvåret. Det, synes jeg, er en her masse værd 🙂

 

Previous

Mange ønsker for en smuk og dejlig jul til alle

Next

Programmet for årets Havefestival tager form

2 Comments

  1. Det er en meget fin plante, der står på indkøbslisten. 😊

    • Lotte Bjarke

      Den er super dejlig og kan kun anbefales 🙂
      Godt nytår til jer.
      Mange hilsner
      Lotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén