Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Vagtskifte mellem vinterkrukker og forårskrukker

Vinterkrukkerne omkring spejlbassinet har måttet vige pladsen for forårskrukker med friske blomster og rækken af miniaturetræer i krukker, der har stået i venteposition langs husmuren hele vinteren.

Det er jo ikke fordi vinterkrukkerne med diverse stedsegrønne ikke tager sig godt ud længere. Men de passer bare ikke særligt godt til årstiden, synes jeg. Nu skal der forårskrukker til i stedet. Dels fordi det løfter forårsstemningen på terrassen, dels fordi det er dejligt opmuntrende at kigge ud på inde fra stuen. De fleste af de fine krukkeplanter kan heldigvis genbruges, så de har kurs mod det nye muromkransede haverum i et hjørne af haven, hvor der er behov for rigtig mange planter.

Baggrunden for dagens krukkerokade var, at de forskellige miniaturetræer, der overvintres i krukkerne på en række helt tæt ved huset, er begyndt at røre på sig. Især hvidtjørn, Crataegus laevigata, er lige ved at springe ud og blive til det fineste lille, lysegrønne træ, der bestemt fortjener en plads i rampelyset. De fleste af de små træer, der efterhånden tæller det meste af et fodboldhold, er frøplanter fundet rundt omkring på grunden, hvor de er gravet op og plantet i krukker. Under de snævre forhold i krukkerne, vokser de ikke ret meget, og de er super gode til at skabe zenstemning på jysk omkring spejlbassinet ikke bare som forårskrukker men hele sommeren.

For at løfte forårsstemningen yderligere har miniaturetræerne fået følgeskab af andre overvintrede krukkeplanter som den lystigt skydende hortensia, Hydrangea ‘Magical For Seasons’ i baggrunden. Den gør klar til tredje sæson i krukken. Den smukke bladplante i midten, Heucherella ‘Pink Fizz’ har faktisk været med i vinterkrukkegruppen også, men den passer perfekt blandt mine forårskrukker i grønne og purpurfarvede nuancer, så den får i sagens natur lov at blive stående. Det samme gælder den mystiske slangeskæg, Ophiopogon planicapsus, med de smalle næsten sorte blade i forgrunden.

Hornviol, Viola cornuta

Desuden er der selvfølgelig tilsat nogle forårsfriske hornvioler, Viola cornuta, i de helt rigtige farver og diverse løgblomster for at understrege den dejlige spirende vår. Tja, og så selvfølgelig også fordi, det er vigtigt at forkæle sig selv lidt med dejlige, danske forårsblomster i disse Corona-tider, der er svære for os alle sammen – i høj grad også for de danske gartnere. Det er så trist at tænke på blomster, der ender på kompostbunken, fordi de ikke bliver solgt. Sikke et plantespild 🙁

Vortemælk, Euphorbia ‘Silver Swan’

Endnu en overlever, der hører naturligt hjemme i både vinterkrukker og forårskrukker, er den smukke måneskinsløvede vortemælk, Euphorbia ‘Silver Swan’. Den har gjort det til et 12-tal hele vinteren, og nu er den ovenikøbet begyndt at blomstre. Er den ikke bare lækker 🙂

(Der er altid nogle, der spørger, så her kommer lige en liden reklame: Spejlbassinet har jeg købt hos Zinkbakken, der kan besøges med et klik lige her).

 

 

 

 

 

 

Previous

Bliv klar til sommertid med små, mobile forårshaver

Next

Højt aktivitetsniveau i planteværkstedet

5 Comments

  1. Jette Király

    Hej Lotte, jeg er meget betaget af din -Fjeldarve setentronalis, men jeg kan ikke finde, hvor den kan købes, kan du hjælpe
    med venlig hilsen
    Jette

    • Lotte Bjarke

      Hej Jette
      Jeg har tjekket med gartneren, der fortæller, at han især sælger dem til grossister, hvorfor han har svært ved at sige, hvor de bliver solgt i butikkerne. Men grossisterne sælger typisk til for eksempel planteskoler og havecentre.
      Mvh Lotte

  2. Natalie Lundquist

    Hej Lotte,
    Jeg går med planer om at lave et mindre bed med pæoner og liljer. Jeg vil gerne undgå en hæk rundt om bedet og nøjes med barkflis, så man ikke ser den bare jord. Tror du, jeg får brug for en form for bunddække eller en lavere fyldig staude for at gøre bedet tæt?

    • Lotte Bjarke

      Hej Natalie
      Smag og behag er jo heldigvis forskellig, og personligt har jeg en inderlig aversion mod barkflis i bedene 🙂 Så hvis du spørger mig, vil jeg helt klart mene, at der skal bunddækkeplanter til.
      God påske til dig.
      Lotte

  3. Lonnie Børsting

    Jeg har også et spejlbassin i cortenstål, men vandet deri er rødt af rust. Hvordan har du undgået det med dit?
    Mange hilsner Lonnie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén