Haveglæder, tips og tricks

Uundværlige bladplanter til krukkerne

Måneskinskrukker-7

Jeg er vild med at gå og flytte rundt på krukkerne, til kombinationen af farver og former lever op til mine forventninger. Da den seneste krukkeforsamling med overvejende hvide blomster tog form i weekenden, slog det mig, hvor vigtige bladplanter er i den sammenhæng.

Bladplanterne er simpelthen det kit, der binder helheden sammen. I gruppen af måneskinskrukker fungerer kombinationen af bladplanter med sølvgråt og limegrønt løv til ug, synes jeg. Forrest er det en fantastisk sort af sød kartoffel med lysende limegrønne, hjerteformede blade. Ipomoea batata ’Sweet Heart Light Green’ hedder den. Lige bag den grå evighedsblomst, Helichrysum petiolare, med lette, sølvgrå ranker af små, ovale blade. Den går man aldrig fejl af, så forbruget er stort her i haven.

 

Trifolium Dark Debbie-2

I krukkerækken på kanten af terrassen er farveholdningen mørkerød og dyb violet. Jeg synes det er for hidsigt, når den røde vingetobak, Nicotiana alata, og den violette hornviol, Viola cornuta, står lige ved siden af hinanden. Men når den mørkløvede hvidkløver, Trifolium repens ’Dark Debbie’ kommer imellem, er virkningen fluks en helt anden.

Salvia officinalis Icterina-1

Gule blomster kan være svære at passe ind i en sammenhæng, men bladplanter med gulgrønt og limefarvet løv gør tricket. Her er det en gulløvet salvie, Salvia officinalis ’Icterina’, der bløder helheden op. At den så også er en velsmagende krydderurt gør ikke terrassearrangementet ringere.

Previous

3 x salvie i blomst

Next

En ganske særlig sommerfuglebusk

2 Comments

  1. Jeannie Vogt

    Hej Lotte, må jeg spørge om du har en særlig planteskole du kommer meget på. Du har så mange planter jeg ikke har set før hos de par forhandlere der ligger tæt på mig, jeg vil så gerne besøge et sted der kan tilfredsstille min trang til at sige ih og åh og næh.

  2. Hej Jeannie
    Jeg handler en del hos Family Garden i Horsens, der er god til at finde spændende planter og også producerer en del selv. Desuden farer jeg jo en del rundt i landet og tjekker tit lokale havecentre ud, og så kan man jo være heldig. Nu ved jeg jo ikke, hvor du bor, men Heides Planteskole i det nordjyske er altid god for ih og åh oplevelser.
    Det er altid en god ide at spørge efter de planter, man ønsker sig i butikkerne. Der er mange spændende planter i produktion, som har svært ved at nå ud i butikkerne, fordi indkøberne ikke tror, forbrugerne vil have dem.
    Mvh Lotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén