Det der med at dyrke fine, store hvidløg, der kan deles i fed, ligesom dem man køber, går ikke så godt her i haven. Det har hverken haveejer eller hvidløg disciplin til. Til gengæld er vi selvforsynende med hvidløg stort set året rundt.

Billede

For nogle år siden blev der sat en række hvidløg, men eftersom de ikke blev taget op til tiden, delte de sig og blev til mange. Og nu myldrer de frem mellem hinanden uden smålig skelen til række- og køkultur. Netop nu skyder friske blade frem, der kan bruges som det grønne drys, og nedenunder er der små, fine portionshvidløg til dagens ret.

Billede

De gullige skud foran hvidløgene er kinaløg, der også er klar til køkkenet allerede. De smager lidt a la hvidløg, bruges som purløg og er bedst, før de bliver for grove. Til gengæld blomster de smukt og meget hele sommeren, tiltrækker svirrefluer i massevis og er fantastiske i buketter. Rækken blev sået for flere år siden og kommer stabilt igen år efter år.

BilledeBillede