Småbladet buddleja, Buddleja alternifolia

Småbladet buddleja, Buddleja alternifolia, er en nær slægtning til sommefuglebusk, Buddleja davidii, der bare har det med at springe ud, før der er skyggen af en sommerfugl på vingerne. Men ikke i år. Netop som de sart lyslilla blomster i lange, lange stande begyndte at springe ud i går, var haven pludselig fyldt med flaksende sommerfugle. Jeg turde næsten ikke tro mine egne øjne

Tidselsommerfugl, Vanessa cardui

Men den var god nok, en hel sværm af tidselsommerfugle var landet i haven og gav sommerstemning på et splitsekund. Det var nu ikke småbladet buddleja, de havde fundet, men de mange eksemplarer af ægte blåkant, Nepeta x faassenii, der blomstrer i vilden sky i haven lige nu. Det var i går. I dag var sommerfuglene væk.

Så nu har jeg læst lidt på lektien. Tænk engang. Tidselsommerfugle er træksommerfugle, der ikke kan overvintre her til lands, men kommer flyvende sydfra. Det vidste jeg slet ikke, var en ting. Men jeg er da glad for, at de fandt min ægte blåkant og hyggede sig med den. Tidselsommerfuglen behøver ikke overraskende tidsler som føde til deres larver, så her er alle tiders undskyldning for at lade lidt tidsler stå i et hjørne af haven. Vi skal da nødig gå ned på tidselsommerfugle, vel?

Ægte blåkant, Nepeta x faassenii ‘Walkers Low’

Ægte blåkant er en skøn staude, der vokser i mange af havens bede, hvor den giver den fuld gas lige nu med myriader af lyslilla, duftende blomster. Det er, som navnet antyder, en super god kantplante til staudebedene, hvis man som jeg godt kan lide en glidende overgang fra fx plæne til blomsterbed.

Og så har den en fantastisk evne til at harmonere med det meste. Her har den mødt den limegrønne blærespiræa, Physocarpus opulifolius ‘Angel Gold’. Det samme farvematch gentager sig med lodden løvefod, Alchemilla mollis. Mmm lækkert. Men ægte blåkant er også perfekt sammen med rosa, lyserøde, ferskenfarvede, orange og hvide blomster. Stop mig bare, for jeg kan blive ved 🙂 En virkelig super anvendelig staude, der ovenikøbet kan klippes ned efter det første flor for så hurtigt at komme pænt igen.