Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Veronicastrum virginicum

Havens bedste biplanter skaber kaos

Virginsk ærenpris og rød skovangelik

Havens bedste biplanter lige nu må være virginsk ærenpris, Veronicastrum virginicum, og den røde skovangelik, Angelica sylvestris. Førstnævnte skaber i øjeblikket kaos i haven på flere niveauer. Dels fordi den i øvrigt meget velkomne regn har fået de lange skud til at falde ud til alle sider. Dels fordi der ikke er nogen, der kan komme til at rette op på uordenen, fordi blomsterne døgnet rundt er fyldt med bier, der holder et brag af en fest.

Virginsk ærenpris, Veronicastrum virginicum

Bier af alle slags simpelthen elsker virginsk ærenpris, der måske i det hele taget er en af havens absolut bedste biplanter. Der er en nærmest larmende summen omkring planten i dagtimerne, og humlebier i stort antal overnatter i blomsterne – enten fordi de vil komme først om morgenen, eller fordi de har brug for at sove en brandert ud.

Rød skovangelik, Angelica sylvestris

Den røde skovangelik, der er en nær men knapt så voluminøs slægtning til rød kvan, Angelica gigas, blander sig dog i kampen om at være blandt havens bedste biplanter. Den tiltrækker et stort antal insekter af alle mulige slags, så det er noget af en trio, vi har her, med både sommerfuglebusk, virginsk ærenpris og skovangelik. Sikke en buffet 🙂

Skovangelik er en to-årig plante, der sår sig selv fra år til år. Det er mange år siden, det første eksemplar blev plantet ud, men efterhånden har bestanden etableret sig, så der er blomster i de fantastisk dekorative planter hvert år.

Der er jo tale om frøplanter, og derfor falder de ret forskelligt ud. Enkelte falder ligefrem tilbage til den oprindelige knapt så røde form og er også lidt kraftigere i væksten. Men de er nu da også flotte. Planterne er nemme at flytte rundt på, når de fejlplacerer sig og heldigvis for det. Der skal nemlig beregnes en del plads til hver enkelt plante, der ikke bare er høj, men også har en omfangsrig bladroset, der kræver sin plads.

Blomsterbedet er et Eldorado for insekter og sommerfugle

Blomsterbedet nede i haven på kanten af skrænten har fået et markant lydspor, nu hvor sommerblomster og stauder nærmest blomstrer om kap. Der er simpelthen en evig summen af et mylder af insekter og lydløse, yndefuldt flagrende sommerfugle. Jeg skal med det samme indrømme, at bedet er blevet og bliver vandet på fornuftig vis om natten, når fordampningen er lav, for at sikre blomstringen. Som nævnt forleden (her), synes jeg, det er vigtigt at huske, at naturen er hårdt presset af den tørre sommer, og insekterne, der er livsvigtige for os alle sammen, har det som bekendt ikke for nemt i forvejen. Blomsterbedet fungerer som en oase, hvor der kan tankes op på den nektar, der er livsnødvendig for insekterne.Den røde skovangelik, Angelica sylvestris, der er knapt så voldsom som sin fætter rød kvan, Angelica gigas, men har de samme lækre, mørkerøde blade og smukke blomsterskærme, virker som en magnet på både bier, humlebier og blomsterfluer. Skærmene får besøg, så snart de stikker den første miniskærm ud af den store blomsterknop, der altid får mig til at tænke på et rumskib fyldt med aliens.Det er spændende at følge, hvordan forskellige insekter har deres præferencer blandt de nektarholdige planter. Humlebierne er for eksempel fuldstændig fjollede med virginsk ærenpris, Veronicastrum virginicum, som de nærmest besætter dag og nat. Om morgenen sidder de stadig i blomsterne og ser ud som om de sover en ordentlig brandert ud.Sommerfuglebuskens, Buddleja davidii, tiltrækningskraft på sommerfugle er legendarisk. Den er lige begyndt at springe ud og har hurtigt fået fint besøg. Foreløbig især af de hvide kålsommerfugle, men enkelte eksemplarer af alle de andre almindelige arter er også dukket op, og jeg er sikker på, at der er flere på vej, når det rygtes, at blomstringen er begyndt.De nyttige svirrefluer, der er kendt for at bekæmpe bladlus, huserer i de fleste af de blomstrende planter, men de er særligt glade for skærmplanter og kan tydeligvis ikke stå for den smukke gulerodsblomst, Daucus carota ‘Dara’.

Også den sjove sommerblomst mexicanerhat, Ratibida columnifera, som jeg har prøvet at så for første gang i år, er svirrefluerne virkelig glade for. Jeg troede egentlig, at det var frø af en orange sort, jeg købte i foråret, men mexicanerhattene har alle mulige gule og orange farver, der lyser op som lysglimt i blomsterbedet.

Himmelstræbende stauder med fine spir

Aks- og spirformede blomsterstande er en stor gevinst for helheden i blomsterbedene efter min mening. En af de stauder, jeg har stor glæde af i den sammenhæng er kærte-pileurt, Polygonum amplexicaule, der lige er begyndt at blomstre med sine fine, blegrøde lys, der klæder den rødbladede japansk ahorn, Acer palmatum, superbt. Kærte-pileurt er simpelthen en fantastisk staude, når man som jeg må leve med ultra sandet undergrund, der skaber barske betingelser for planterne med ekstremt, tør jord (ja, ikke lige nu selvfølgelig … men ellers). Jeg ved ikke, om den kan blive for voldsom på bedre jord, men her brillerer den ved at klare hvad som helst, så den bliver brugt mange steder. Selv helt her ude på det yderste af haven vokser den og giver det indtrængende græs kamp til stregen, og samtidig skaber sådan en overgangszone, hvor staudebed og vilde vækster fusionerer, så haven bliver til natur og omvendt.En anden staude, der klarer sig eminent på kanten af afgrunden er virginsk ærenpris, Veronicastrum virginicum. Nu har den blomstret i mere end en måned uden at de tårnhøje stængler har ladet sig anfægte af vind og vejr. Der er altid en lystig summen omkring planterne, for humlebierne er helt vilde med blomsterne. De beruser sig i dem fra morgen til aften, og som regel bliver en hel del hængende natten over – det ser simpelthen ud som om, de sover rusen ud.I dagens trilogi af himmelstræbende stauder, må spydverbena, Verbena hastata, være nummer tre. Det er endnu en god plante til den tørre jord her i haven, selv om man aldrig rigtig ved, hvor man har den. Den enkelte plante lever sjældent i årevis, men til gengæld sår den sig selv og dukker op rundt omkring, hvor den har lyst. Den  er høj, robust og længeblomstrende og så har den de sødeste små blomsterspyd, der slet ikke er til at stå for. Den findes i øvrigt både i rosa, blå og hvid. Verbena hastata ‘Pink Spires’ hed den oprindeligt plantede forældreplante til denne her.

Tusind tak for besøgene

En fantastisk weekend er ved at være forbi, og familien her er ved at være en anelse mat i sokkerne. Men hold op hvor har det været dejligt at have haven fyldt med så mange så glade havefolk. Tusind tak for alle besøgene, alle de pæne ord og alle de gode spørgsmål.

Der er nogle af havens planter, som rigtig mange har spurgt til. En af dem er voksurt, Cerinthe major, der lige nu lyser vældigt op med sin sære, blågrønne højblade, som de små, rørformede, lilla blomster putter sig i. Det er en enårig sommerblomst, jeg har forspiret i vindueskarmen og siden plantet ud. Nogle af gæsterne har fortalt mig, at den gerne sår sig selv. Det krydser jeg fingre for 🙂

En anden plante, der virkelig har fanget opmærksomheden, er ikke uventet Senecio candicens ‘Angel Wings’. De smukke krukkeplanter med blade så hvide og bløde som englevinger, er prøveplanter fra Gartneriet Pedersen, der blev plantet i krukkerne i april og siden har udviklet sig både smukt og elegant. Mon ikke de har bestået prøven, så gartneren tager dem i produktion til næste år. Jeg er sikker på, at vi er mange, der håber på det.

Sidst men ikke mindst er der mange, der har spurgt til den høje graciøse staude, virginsk ærenpris, Veronicastrum virginicum. En høj og graciøs staude, der lige er sprunget ud og i øvrigt er utroligt nem at have med at gøre, selv her på et vindomsust hjørne på sandjorden. Den vælter ikke, trods højden, og den blomstrer i månedsvis. En af mine absolutte yndlingsstauder.

Vandkunst i haven

Regnvejrshave-28

Det kræver gummistøvler og regnfrakke, men det er nu alligevel besværet værd at gå en tur i haven og forsøge at glæde sig over, at planterne har godt af regnvejret. Regnen skaber nye oplevelser, der ikke plejer at være der. Den har fx forsynet den nyudsprungne virginsk ærenpris, Veronicastrum virginicum, med blonder af vandperler.

Regnvejrshave-27

Og flerårig ærteblomst, Lathyrus latifolius, har på kunstnerisk vis fået slyngtrådene forvandlet til perlekæder.

Regnvejrshave-31

Den lækre, sorte Petunia, der har blomstret så flot indtil nu, bryder sig ikke meget om vejret. Men da alle de ødelagte blomster blev fjernet og de længste ranker klippet lidt tilbage, viste der sig masser af nye skud og knopper, så mon ikke den genfinder formen, når vejret bliver lidt bedre.

Juli1527-14

Endnu en god grund til at gå ud er, at krukkerne jo, regnvejr eller ej, skal vandes. Det er ikke meget regnvand, der når ned til rødderne i en tæt tilplantet krukke, og slet ikke noget, når mange af krukkerne som her er placeret under et bredt udhæng. Det føles lidt fjollet at stå der og vande i regnfrakke, men krukkeplanterne bliver glade.

Klip gi’r bedre blomstring

Verbena bonariensis 100-12

I år lykkedes det at få rigtig godt gang i de hjemmelavede kæmpeverbena, Verbena bonariensis. De står nu i drivhuset i kø til udplantning. Kæmpeverbena skal selvfølgelig være kæmpe, så blomsterne kan svaje elegant i vinden over bedene, men de behøver ikke være alt for kæmpe, og de må gerne få en masse blomster. Derfor får de koldt og kynisk klippet toppen af nu. Det sætter gang i sideskuddene, der allerede sidder på lur i bladhjørnerne. Planterne bliver lige knapt så høje efter overgrebet, men til gengæld får de flere skud at blomstre på.

Veronicastrum-100

Ude i haven er der fuld gang i stauderne, hvor blandt andet virginsk ærenpris, Veronicastrum virginicum, skyder med raketfart. Dermed er tiden inde til at iværksætte “the Chelsea chop”. Et engelsk begreb, der hedder sådan, fordi det udføres omkring det tidspunkt, hvor det verdensberømte Chelsea Flower Show afholdes.

Veronicastrum-102

Det går i al sin enkelhed ud på at afkorte cirka halvdelen af skuddene med to tredjedele af deres længde. Også her sætter indgrebet gang i sideskuddenes vækst, og når man kun klipper cirka halvdelen af skuddene, kan man i princippet få to blomstringer på en plante.

Veronicastrum virginicum-13

De afklippede skud blomstrer cirka seks uger efter de uberørte, der til den tid kan klippes ned. Så nu er det bare at glæde sig til den lækre – og langvarige – blomstringsperiode.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén