Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Vaser

Vasen der får skvalderkål og tidsler til at ligne en million

Jeg er blevet den heldige ejer af den nye In Bloom – Lush & Lovely vase, som Dorthe Kvist har designet for Erik Bagger A/S, så i anledning af weekenden står der selvfølgelig havebuket og afprøvning af vasen på dagsordenen.Den fine metalkugle, som Dorthe kalder en Flowercharm, er et væsentligt element i konceptet. Kuglen lægges ned i vasen, og blomsterstilkene stikkes en for en ned i hullerne. Jeg fandt hurtigt ud af, at det er smartest at begynde med de blomster, der har de tykkeste stængler, men ellers fungerer det simpelthen fantastisk, når man gerne vil have en let og løst opbygget buket.Den dekorative Flowercharm omfavner blomsterstænglerne og holder dem på plads, så enhver får mulighed for at trylle med blomster til lækre buketter.Jeg gik på rov i folden på den anden side af vejen og fandt de fineste tidsler og græsser, som nu er kombineret med skvalderkål og andre skærmplanter fra haven, lodden løvefod, Alchemilla mollis, og hvad der ellers er at plukke af lige nu. Så her er min debut buket i Lush & Lovely vasen, der næsten får skvalderkål og tidsler til at ligne dyre snitblomster fra blomsterhandleren. Det bliver helt sikkert ikke den sidste.Lige da jeg hørte om Lush & Lovely vasen med den tilhørende Flowercharm første gang, fik jeg et flash-bach til min barndom. Min mor havde en fakir. Det er en mærkelig sætning og i virkeligheden temmelig misvisende. Hun havde snarere en taburet til en mini-fakir. En tung, stikkende sag beregnet til at lægge ned i vasen til at holde på blomsterne. Jeg fik fat i mine forældre, der fik gravet fakiren frem af gemmerne. Oven i købet i original emballagen. Så nu er jeg lige nødt til også at få den prøvet af.Fakiren kan også det der med at holde på en enkelt blomsterstængel, så man ikke behøver mere end to hænder for at skabe en buket. Men den er selvfølgelig noget mindre fiks end den fine Flowercharm og gør sig nok bedst i en vase, der ikke er gennemsigtig.Dermed blev det også til en weekendbuket til driverthuset, for Lush & Lovely buketten har selvfølgelig fået ærespladsen på spisebordet.
I kan opleve, hvordan Dorthe Kvist selv tryller med vasen her.

Botanisk galleri med egetræsbaby

Det er for alvor blevet sæson for indoor gardening, og så er det ret belastende, at huset er ualmindelig dårligt forsynet med vindueskarme og lignende plantevenlige placeringer. I mangel af bedre har jeg indrettet et lille botanisk galleri på væggen over hyggekrogen i stuen ved hjælp af et par billedhylder. Det giver plads til en pæn flok miniplanter med fine former og strukturer.Forleden opdagede jeg, at der lå et hav af agern og spirede i græsplænen. Stærkt inspireret af den svenske Instagramprofil @ekhemmet samlede jeg en håndfuld agern sammen og fandt de gamle kuvertvaser frem fra af gemmerne. Vand i vaserne, så bunden af agernet næsten men ikke helt rørte. Der har de stået siden og bare fået skiftet vand en gang imellem, og se nu her. Det virker 🙂 Den første lille, søde egentræsbaby har set dagens lys og har selvfølgelig fået ærespladsen i det botaniske galleri.For at skabe lidt variation er potterne med planter kombineret med små vaser. Jeg har snuppet et par blade fra stueplanterne fingerfilodendron, Monstera deliciosa, og parasolpilea, Pilea peperomoides, til vaserne. Det tager planterne ingen skade af, og bladene holder længe i vaserne.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén