Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Væltebuket

Søndagsbuket af væltede sommerblomster

Når man nu er sådan en kæmpe klovn, at man har fået placeret de høje sommerblomster i kanten af bedet, så må man lære det på den hårde måde: De vælter. Til min undskyldning må jeg sige, at jeg fik byttet om på nogle småplanter i den hektiske udplantningsfase, så jeg troede faktisk, jeg plantede rosa sommerasters i det pink bed og ikke solgule håret solhat, Rudbeckina hirta. Suk.Det går meget bedre med de eksemplarer, det lykkedes at få plads til længere inde i bedet, hvor de kan støtte sig til buske og stauder. Ret fine, synes jeg, også selv om de giver farvekoordineringen i bedet et ordentligt skud for boven.I bedet på kanten, hvor jeg endnu har til gode at se de rosa sommerasters springe ud, har mexicanerhat, Ratibida columnifera, været lidt af et hit denne sommer. De har blomstret og blomstret i gule og orange farvenuancer, så det har været en ren lyst. De holder sig pænt på benene, men siger ikke nej tak til lidt støtte fra stauderne.

I køkkenhavens række af blandede blomster til tørring har den sjove tragtbæger, Molucella laevis, det også lidt svært med at holde sig oprejst. Men skuddene er altså også blevet meget lange efterhånden – og meget tunge – så der skulle ikke meget byge til at få dem til at lægge sig. Til gengæld søger de hurtigt opad igen, når de er tørre, så de har efterhånden fået en temmelig spøjs facon, og de andre blomster i rækken er ret trætte af dem.For ikke at skulle gå og ærgre mig over de væltede blomster, har jeg nu fået ryddet lidt op. Og der er jo ingen grund til, at de fine sommerblomster skal gå til spilde, så nu blev de til en hyggelig søndagsbuket i glade sommerfarver.

Sensommer væltebuket mod blomsterspild

Smilet kan godt blive en smule anstrengt, når endnu en heftig byge slår endnu flere af sensommerens blomster til jorden. Dahlia med store, tunge blomsterhoveder er nogen af dem, det går hårdt ud over, men de har en forbløffende evne til at genrejse sig. De store planter ligger mange steder hen ad jorden, men der går ikke lang tid, før skud med nye knopper drejer stænglen 90 grader og fortsætter optimistisk opad.

I bagklogskabens klare lys kan jeg godt se, at jeg burde have sørget for en form for støttepædagog til Dahlia ‘Lesotho’, som, jeg jo godt ved, bliver alt for høj til at holde sig oprejst i uvejr. Det må blive næste år. Knoldene er overvintret i flere omgange, så de helt fantastiske og i virkeligheden alt for store sort-røde blomster er et dejligt gensyn.En rundering i haven med løftet saks resulterede i en hel bakke fuld af væltede blomster plus lidt forskelligt, der har holdt skansen, men som ville passe fint i en væltebuket, så de væltede blomster kommer til ære og værdighed og ikke bare går til spilde. Det hjælper lidt på irritationen.

En af de stauder, der aldrig vælter, er kærtepileurt, Polygonum amplexicaule. De fine røde blomsteraks var også med som staffage i en væltebuket i begyndelsen af august, som det ses her. Det siger lidt om, hvor dejligt længe den blomstrer. Det er virkelig en staude, der giver valuta for pengene.

Således dagens havebuket, der nok ikke var blevet til, hvis ikke dahlia, hortensia og kinesisk skt. hansurt havde tabt hovedet. Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget… God søndag derude.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén