Haveglæder, tips og tricks

Tag: Ukrudt Page 1 of 4

Blomstrende lyspunkter på dagens havevandringer

Det bliver i øjeblikket til en del flere havevandringer i løbet af dagen, end det plejer at gøre. Heldigvis betyder det frembusende forår, at havevandringerne får flere og flere blomstrende lyspunkter at byde på.

Kejserkrone, Fritillaria raddeana

Uregelmæssigheder i haven og forbudt ukrudt

I forlængelse af det gule sommerblomstbed blev der plantet en hassel, Corylus avellana, som afløser for et gammelt piletræ. Den har udviklet sig til en stor og fyldig busk, og i år bærer den hasselnødder for første gang. Eller skulle jeg sige bar. Der foregår uregelmæssigheder i haven. Dette var synet, der mødte mig på min morgenrunde. Nogen har plukket alle nødderne og deponeret dem på græsplænen i en rodet bunke.

Torskemund og bakkestjerne klæder hinanden

Jeg bliver dagligt overrasket over, hvor meget der sker i det nytilplantede bed langs trappen efter vinterens massakre på nogle gamle, tyndbenede fyrretræer. En af de gode overraskelser er, at det myldrer frem med selvbestaltede lysegule torskemund, Linaria vulgaris, blandt de fine bakkestjerner, Erigeron , der også virkelig har fået fat efter at være kommet ud af fyrretræernes skygge. De to planter er simpelthen et skønt makkerpar, set med mine øjne. Så gør det jo ikke noget, at jeg ikke selv er kommet på kombinationen 🙂

Almindelig torskemund, Linaria vulgaris

Jeg er med på, at almindelig torskemund almindeligvis ikke regnes som en haveplante. Det har dens finere slægtninge patent på. Men jeg synes nu, den vilde model er mindst lige så sød som den mere frembusende løvemund, Antirrhinum majus, som den ligner en miniudgave af. Det er i øvrigt sjovt at se, hvordan humlebierne tiltvinger sig adgang til blomsterne for at få fat i deres nektar, som de tydeligvis er vilde med, og lige fikser bestøvningen samtidig.

Purpurtorskemund, Linaria purpurea

Jeg har faktisk allerede en fætter til almindelig torskemund i haven, og jeg troede nok i virkligheden, at det var den, der kom myldrende frem. Ellers kan det da godt være, at jeg var kommet til at luge bedet. Men det gjorde jeg heldigvis ikke. Purpurtorskemund, Linaria purpurea, hedder den autoriserede staude, der i øvrigt også sår sig selv i øst og vest, så jeg aldrig er helt sikker på, hvor de dukker op.

Fjergræs, Stipa pennata

Beplantningen i det nyetablerede bed er allerede ved at lukke godt sammen takket være stauder, sommerblomster, roser, og hvad vi ellers har. Ind igennem bedet har jeg plantet fjergræs, Stipa tenuissima, også kendt som Thorvaldsens Hår. Det er et usansynligt finstrået prydgræs, der nærmest lægger et slør over bedet og giver det et let og blomsterengagtigt præg. Det er den grønne tobaksblomst, Nicotiana langsdorfii, der her gemmer sig bag sløret.

Tobaksblomst, Nicotiana langsdorfii ‘Tinkerbell’

En anden tobaksblomst, der er begyndt at blomstre i bedet, er Nicotiana langsdorfii ‘Tinkerbell’, der har blomster i en virkelig lækker farvekombination af limegrønne og teglrøde nuancer. Dejligt at min lidt uhæmmede produktion af tobaksblomster i drivhuset tidligere på året nu giver valuta for pengene rundt om i haven.

Projekt skærehave er udfordret af biodiversiteten

Skærehave

Det går egentlig rigtig fint med projekt skærehave, men enkelte rækker af sommerblomster er nu alligevel lidt udfordrede. Nu ligger det mig jo fjernt at sige noget ondt om begrebet biodiversitet i haven. Men jeg synes alligevel det er lidt skrapt, når en vinbjergsnegl metodisk guffer halvdelen af række med mørkerøde kornblomster, Centaurea cyanus, i sig og grådigt udvælger sig de pæneste eksemplarer af håret solhat, Rudbeckia hirta. Førstnævnte må vist eftersås, solhatten ser heldigvis ud til at klare skærene og kommer nedefra.

Der er også et meget lidt genert rådyr, der hygger sig i haven i øjeblikket og gør det lidt svært at være velsmagende sommerblomster og stauder. De udplantede solsikker bliver aldrig til solsikker, for der står kun pinde tilbage. Og så har jeg fået grundig hjælp til knibning af den fine fløjlsblomst, Tagetes patula ‘Ildkongen’. Hjælp jeg egentlig hellere ville have klaret mig foruden. Derfor er der nu blevet installeret bambuspinde omviklet med gammel t-shitog dyppet i hjortetakolie. Håbet er, at den meget markante lugt får Bambi og Co. til at gå uden om projekt skærehave.

Blomsterkarse, Tropaeolum majus

Man kan argumentere for, at blomsterkarse, Tropaeolum majus, hører fint og naturligt hjemme i en have med sommerblomster. Men det er altså ikke tilfældet i det omfang, de selvsåede planter myldrer frem. De bliver luget i hundredevis sammen med det forårskåde fuglegræs, der lige i øjeblikket kalder på en ugentlig ukrudtshakning.

Udtynding af jomfru i det grønne

Det er oven i købet ikke bare ukrudtet, der skal luges lige nu. I de rækker, der er sået direkte, er der en del, der som sædvanlig står for tæt, fordi det er svært at dosere de små frø. Så der er ikke andet at gøre end at få luget de overskydende planter væk, selv om det gør lidt ondt. Her er det jomfru i det grønne, Nigella damascena, det går ud over.

Men alt i alt begynder projekt skærehave for alvor at antage den projekterede vifteform, der blev født som streger på et stykke papir, som det ses her. Der er lidt, der skal efterplantes, men det når jeg nok til. Jeg er absolut glad for resultatet indtil nu.

Stolt kavaler, Cosmos bipinnatus ‘Pink Popsocks’

Så foreløbig vil jeg glæde mig over, at den allerførste blomst er sprunget ud i skærehaven. Et lidt unseligt eksemplar af stolt kavaler, Cosmos bipinnatus ‘Pink Popsocks’, der er en sjov fyldt version af den traditionelle kavaler. Der kommer forhåbentlig mange flere.

Til slut lige en efterlysning: Jeg mangler adressen på vinderen af to billetter til Cph Garden. Pia Løbner, det er dig der er den heldige. Send din adresse til post@lottebjarke.dk, så kommer billetterne susende med posten.

Krudt, ukrudt og midtimellem i det store staudebed

Det store staudebed

I det store staudebed midt i haven er frodigheden nærmest overvældende efter at planterne har fået både vand og varme at vokse af. Det skal også siges, at den sædvanlige forårslugning samtidig med nedklipning af stauderne var udfordret på grund af frost. Så for at være helt ærlig, er jeg kommet bagud, og det er det, der afspejler sig i den aktuelle frodighed.

Døvnælde, Lamium album

Der vokser både krudt, ukrudt og noget midtimellem i det store staudebed. Men grænserne er nok temmelig flydende. Til kategorien ukrudt hører i hvert fald døvnælde, Lamium album. Ikke fordi planten ikke er køn eller ikke passer i farveholdningen i bedet. Det gør den nemlig fint, og derfor er det også lidt svært at blive sur på den lige nu. Men den har altså nogle temmelig imperialistiske tilbøjeligheder, og den skal ikke slippes af syne alt for længe af gangen, så koloniserer den hele bedet.

Blomsterkørvel, Orlaya grandiflora

Men heldigvis vokser der trods alt flest planter i kategorien krudt i det store staudebed. En af mine yndlingsblomster lige nu er blomsterkørvel, Orlaya grandiflora. Det er en tidlig sommerblomst, jeg forspirede, udplantede og hægede om for nogle år siden. Det har så ikke været nødvendigt siden, for blomsterkørvel er super god til at så sig selv i passende doser, så den nok så fint og naturligt dukker op mellem stauderne.

Hjertegræs, Briza maxima

Jeg ved ikke, om det er rimeligt at give hjertegræs, Briza maxima, prædikatet midtimellem. Men det er dog venligere end at kalde den ukrudt. Hjertegræs er også en enårig sommerblomst, som jeg på samme måde selv har forspiret og udplantet for et par år siden. Den er både sød og lækker med sine fine, dinglende aks, der ligner små hjerter.

Hvad jeg ikke lige havde overvejet var, at hjertegræs simpelthen er specialist i selvsåning og på ingen måde har blomsterkarsens finfølelse, når det gælder dosering. Det er ikke til at se det, men jeg har faktisk allerede luget en del hen ad vejen. Alligevel har jeg nu en decideret hjertegræsskov, der infiltrerer både stauder, roser og buske i bedet. Det ser ganske godt ud lige nu, men jeg vil helt sikkert være over dem, så snart stråene begynder at gulne, for jeg kan ikke overskue yderligere familieforøgelse til næste år.

Fra fældet egetræ til forlænget svævende hegn

Jeg er meget glad for det lette, nærmest svævende hegn, der markerer, hvor til have-haven går, og hvor natur-haven begynder. Dels skaber det rum at have en form for hegn, selv om det er nok så let og nemt at vælte, dels har det stor psykologisk effekt på både mig og skvalderkålen, at vi ved hvis side af hegnet, der er hvis. Ja, okay, skvalderkålen er lidt svær at opdrage til at respektere fordelingen, men jeg arbejder på sagen.

Det svævende hegn sluttede lidt brat midt i skyggebedet, fordi gemalen, der har designet og konstrueret hegnet stærkt inspireret af de kastanjehegn, man kan købe sig til, løb tør for egegrene i passende tykkelse, sidst han var i gang. Men nu er der blevet ryddet lidt op i skovhaven, og dermed er der friske grene at arbejde med både til reparation af det gamle hegn, der sine steder er temmelig frønnet, og til forlængelse.

Egehegnet består i al sin enkelhed af grenstykker i passende længde. Enkelte er banket ned i jorden og danner hegnets skelet, mens resten bare er bundet sammen med kraftig ståltråd.

Det pyntede rigtig meget at få forlænget hegnet, så hele skyggebedet nu fremtræder som en del af haven. Nu kan indtrængende skvalderkål bare vente sig. Faktisk myldrer de første spæde skud allerede frem i jordoverfladen. Jeg må straks i gang med hakken på min side af det svævende hegn.

Omelet med fuglegræs med inspiration fra ny bog

Forlaget Muusmann har lige udgivet bogen ‘Sanke – Det gastronomiske måltid med omtanke’ af Githa Bennorth. Jeg tyggede mig igennem et anmeldereksemplar i går eftermiddags, mens regnen slog mod ruderne, vintermørket hvilede over haven, og tekoppen var inden for rækkevidde. Det var rigtig hyggeligt. Eneste problem var, at jeg ikke kunne fare ud og realisere al den inspiration til at fremstille smukke og lækre delikatesse med råvarer fundet i det fri, bogen fyldte mit hoved med.
Ghita Bennorths gode ide er at tage på sanketure i naturen og finde unikke ingredienser til kogekunsten, der ikke bare kan købes i supermarkedet. Der er guide til at sanke, til hvad man kan sanke, og der er frem for alt et hav af gode ideer til anvendelse af de indsamlede urter, bær og så videre. Som inkarneret plantenørd kan jeg sagtens finde på mange flere vilde planter, krydderurter med mere, der kan omsættes til smagfulde olier og eddiker, til mayonnaise, pesto, blonde-tuile (det skal jeg helt sikkert prøve), brombærperler (også noteret) og meget mere inklusive spændende hovedretter, snacks og desserter. Opskrifterne løfter sig lige et niveau eller to op over det, der plejer at foregå i køkkenregionerne her i huset, men de er nemme at gå til og kræver ikke alverdens mystiske ingredienser, der ikke er til at få fat på her ude på landet. Så det er vist bare om at komme igang 🙂

Forfatterens baggrund i smørrebrøds- og restaurationsbranchen spinder sig som en rød tråd gennem bogen, og man – eller i hvert fald jeg – får umådelig lyst til at komme i gang, teste og prøve af. Desværre er det jo ikke lige højsæson for at samle spændende urter i skoven, men det skal man ikke lade sig slå ud af. Nu hvor køkkenhaven nærmest ligger brak, har der bredt sig en sand fuglegræs-zunami mellem de sidste porrer og kålplanter. Og netop fuglegræs er på listen over vilde planter – for nu ikke at sige ukrudt – der kan sankes til køkkenbrug. Fuglegræs, Stellaria media, er en lille, levestærk og hårdfør urt, der december måned til trods skyder med masser af friske skud og også blomstrer sporadisk. Det ser da fristende ud 🙂Jeg klippede mig en skålfuld friske fuglegræs-skud til frokostbrug med min bonsaisaks, der også er ganske glimrende til at nippe urter med.Dermed fik jeg mit livs første fuglegræsomelet til frokost. Ikke så ringe endda. Fuglegræs smager friskt og ikke af alverden, men det er skønt at kunne hente sig nogle grønne vitaminer ude i haven nu, og det pynter gevaldigt på tallerkenen, hvor omeletten blev pyntet med både fuglegræs og rosenblade fra en af årets sidste rosenknopper. Jeg glæder mig, til det for alvor bliver sankesæson, så jeg kan prøve nogle af bogens spændende opskrifter af. Og jeg skal helt sikkert en tur til stranden, for jeg har voldsom lyst til at smage strandsennep og strandarve – og måske tang, hvis jeg bliver vild.
Bogen kan købes hos Saxo her. Det gælder selvfølgelig også min havebog, ‘Slip haveglæden løs – fryd, facts og fiduser’, der er en fin julegaveide til både nybagte og garvede havefolk. Min bog kan også bestilles direkte hos Forlaget Linnea, hvor du i december måned får en julegave med i købet, når du bestiller bogen. Du kan for eksempel vælge den fine bonsaisaks, jeg brugte til at klippe fuglegræs med. Tilbudet gælder, så længe lager haves. Læs mere her.

Kampen om skyggebedet står mellem storkenæb og skvalderkål

For nogle år siden plantede jeg bølgekronet storkenæb, Geranium phaeum i skyggebedet, fordi det forlyder, at den tætte og kraftigtvoksende staude til højre i billedet er i stand til at holde skvalderkål i skak. Sagen er nemlig den, at skvalderkålens domæne begynder lige på den anden side af hegnet, og det er ikke helt gået op for det imperialistiske ukrudt, at der eksisterer en grænse mellem haven og skvalderkål-land. Egentlig har jeg ikke været særligt imponeret over bølgekronet storkenæb indtil nu, men i år er der pludselig begyndt at ske noget.Der skal selvfølgelig stadig fjernes skvalderkål, men selvsåede planter af bølgekronet storkenæb er begyndt at dukke op og tage kampen op med skvalderkålen. De store blade dækker jorden godt, så der kommer i hvert tilfælde ikke skvalderkål op under dem. Jeg synes, den har sådan nogle fine blomster med en fantastisk farve og fikst tilbagebøjede kronblade. Nu er det så spørgsmålet, om der opstår et nyt, selvskabt ukrudtsproblem, fordi stauden breder sig for meget. Jeg satser på en god balance. Foreløbig ser det rart og frodigt ud.En anden plante, der flittigt sår sig selv i det skyggefulde hjørne af haven er miliegræs, Millium effusum ‘Aureum’. Den passer perfekt til den skovagtige stemning, jeg stræber efter i skyggebedet, og lyser dejligt op med sit smukke, limegrønne løv.Når jeg ser på skjoldblad, Darmera peltata ‘Nana’ i skyggebedet får jeg ikke bare associationer til skov men til urskov eller eventyrskov. De kæmpe store, parasollignende blade ser både eksotiske og lidt magiske ud, og her får hverken bølgekronet storkenæb eller skvalderkål lov at komme for tæt på, så der opstår risiko for udkonkurrering.

Hjemmedyrkede østershatte og friskt grønt fra haven

Det er ved at være et stykke tid siden, jeg skrev om mit forsøg med at dyrke østershatte i vindueskarmen ved hjælp af en Svampebox fra TagTomat. Nu er det ikke fordi, det tager enormt lang tid, at jeg ikke er kommet tilbage til historien. Det er mere fordi min første portion svampe snød mig og tørrede ud, før de nåede at blive spist. Ikke noget at prale med, men det går altså hurtigt, når svampene begynder at vokse. Sådan her så næste portion ud for tre dage siden.Og sådan ser den ud i dag. De svampe er helt klar til at blive høstet, så nu står den på omelet med østershatte i dag. Udfordringen i svampeproduktionen er helt klart at holde på fugtigheden. Jeg overbruser jævnligt mine østershatte med en forstøver, og lige efter at der er skåret hul i mælkekartonen, har jeg fundet ud af at vande voksemediet ved hjælp af et sugerør ved nærmest at puste vand ind i halmen.Det tegner lækkert med den omelet, for det er også tid til årets måske allermest værdsatte høst i haven: De første sprøde, kraftfulde, græsgrønne stængler af purløg, Allium schoenoprasum, kan plukkes. Det er virkelig smagen af forår 🙂

Et andet sikkert forårstegn er, at skvalderkål, Aegopodium podagraria, har fået ny energi og pibler frem både her og der. De helt spæde skud smager dejligt og krydret, så der ryger en håndfuld med på menuen. Det er ikke nogen driftssikker udryddelsesstrategi at forsøge at spise sig fra senere ukrudtsproblemer, men det kan da altid hjælpe lidt, og så er de friske skud garanteret fyldt med vitaminer.

 

Ulovligt og ondsindet ukrudt afsløret

En ting er, at ukrudt kan være ondartet. Men når det så også er decideret ondsindet, kan det godt ødelægge den gode stemning. Sådan en slags ukrudt er bynke-ambrosia, Ambrosia artemisifolia. Planten er oven i købet ulovlig, da den er på Miljøministeriets liste over invasive arter, der skal bekæmpes. Så da jeg afslørede et enligt eksemplar under foderbrættet, blev der selvfølgelig gjort kort proces. Bynke-ambrosia er voldsomt allergifremkaldende og kan brede sig voldsomt, så det gælder om at få den udryddet. Ved første øjekast er den nem at overse, for den minder en del om den helt almindelige gråbynke, Artemisia vulgaris, som det latinske navn da også fortæller. Artemisifolia betyder noget i retning af med blade som bynke. Læs mere om plantens vej til haven her.Ondsindet men ikke ligefrem ulovlig er pigæble, Datura stramonium, der desværre har det med at invadere vores “kartoffelmark”, hvor den vokser sig stor i ly af kartoffelplanterne. Pigæble har meget smukke, hvide blomster, men man kan ligefrem se på frøstanden, at den ikke har gode hensigter. Hele planten er voldsomt giftig.Desværre bliver den ved med at dukke op, selv om den bliver luget med hård hånd. Kapslerne indeholder et hav af meget spiredygtige frø, og der ligger med garanti også en masse i jorden, der vågner op til dåd, når den årlige fræsning af kartoffelstykket bringer dem op i lyset.Apropos giftigheder, så er der også dukket et par eksemplarer af den smukke men dødeligt giftige fluesvamp op i haven. I det hele taget vælter det med forskellige svampe efter en sensommer med udpræget svampevejr.At stor nælde, Urtica urens, er ondsindet ved ethvert barn. De fleste steder i haven arbejder jeg da også på at få dem ned med nakken, selv om det er en kamp med kvæstelser på begge sider. Men i de vilde hjørner får nælderne nu alligevel lov at stå, for der er så mange sommerfugle, der har brug for nældeblade til opfostring af deres larver. Sommerfuglene vil jeg jo nødigt undvære, og tanken om, at larverne gnaver løs af nælderne, er da meget rar.

Page 1 of 4

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén