Haveglæder, tips og tricks

Tag: Tulipa

Lave temperaturer booster blomsterholdbarhed

Nu vil der helt sikkert være nogle, der ryster på hovederne. Men med et akut behov for at få julekrukkerne sendt på ferie og mildt vintervejr af den slags, der booster blomsterholdbarhed for kuldetolerante planter, har jeg frisket op med en ny lille opstilling på bakkebordet i krukkeforsamlingen ved fordøren.

Fra julestemning til forårsfornemmelser

Den skønne tulipantid er begyndt

Tulipa ‘Purissima’

Nu er det for alvor blevet tulipantid. Jeg ved godt, at det egentlig har været det et stykke tid, for de herlige små botaniske tulipaner tyvstarter altid sæsonen. Men de er ved at være færdige for i år, mens de storblomstrede sorter er begyndt at indtage scenen. Som nu her i det ellers ret jomfruelige jordstykke, der skal blive til et gult sommerblomstbed i år. Nu er vi ligesom i gang og har slået farvetemaet an. De sjove “juletræer” er den toårige korsvortemælk, Euphorbia lathyris, der blev sået sidste år og som det første plantet ud i det nye bed.

Er den ikke bare dejlig, den her Tulipa ‘Purissima’, der kom til at indlede årets tulipantid her i haven. Løgene blev lagt sidste efterår, så det er førstegenerationstulipaner, som plante- og blomsterstørrelsen da også indikerer.

Tulipa ‘Orange Emperor’

Det er jo desværre ikke så mange af de forædlede tulipansorter, der er flinke til at komme igen. Men den her orange Tulipa ‘Orange Emperor’ er nu dukket op lige til tulipantid tre år i træk. Blomsterne er ikke så store og desværre heller ikke så talrige, som det første år, men de er der da endnu. Og de er stadig fine 🙂

Havens ældste tulipaner kommer igen og igen i bedstriben bag køkkenhaven. Sortsnavnene fortaber sig i historien, jeg kan bare huske, at der blev lagt en bunke blandede bolsjer, der var blevet til overs. Jeg ved ikke hvorfor, de lige synes, de skal komme igen og igen lige her, for der, hvor løgene ellers blev lagt, er de for længst forsvundet. Mystisk. Men jeg er nu glad for, at de kommer så fint og så talstærkt hvert år til tulipantid, og jeg har ikke det mindste imod, at de med årene har udviklet sig til minitulipaner.

Langtidsholdbar tulipanbuket på havebordet

I dag har jeg været så heldig at blive forkælet med en kæmpe tulipanbuket af sprøde, forårsfine, hvide tulipaner af min søde familie. Jeg elsker tulipaner 🙂 så nu går jeg og smiler lige så stille, hver gang jeg får øje på buketten.Faktisk var der så mange tulipaner, at jeg ikke kunne finde en vase, der var stor nok. Derfor blev det til en tulipanbuket nr. 2, og jeg kom til at tænke på, at jeg for et par år siden i en lignende situation havde meget stor succes med at sætte den ene buket udenfor. Den holdt simpelthen i ugevis, som den stod der og spredte glæde og forårsstemning omkring sig i krukkegruppen ved fordøren.

Så nu har en ny tulipanbuket gjort de langtidsholdbare hyacinther, der har stået der siden begyndelsen af december, selskab. Jeg synes, det ser mega hyggeligt og forårsagtigt ud og glæder mig allerede over at kunne nyde synet i flere uger, hvis bare ikke det bliver alt for meget frostvejr. Hvis det trækker op til det, må jeg flytte de sarteste af planterne + min tulipanbuket ind i drivhuset.

Blomsterløg med fart på

Lav sol og travle tulipaner, der bare vil frem, er en dejlig kombination. Sikke et farvespil, der bliver tryllet frem. I det hele taget vælter det op af jorden med spirer af alverdens blomsterløg. Det er umuligt ikke at blive glad i låget ved det syn. Forventningerne tårner sig op. Bare de nu kan holde til presset. 🙂 Her er det de super elegante spirer af det smukke prydløg, Allium ‘Purple Rain’, der er på vej. Dejligt, for de blev sat forrige år og ser altså heldigvis ud til at komme igen.En anden Allium, der tydeligvis vil frem, er også noget at glæde sig til. Allium ‘Millennium’ er en plantenyhed fra sidste år, som jeg fik lov at prøve. En smuk, staudeagtig og sommerblomstrende plante, der stod med sine fine, lilla blomsterbolde i en lang periode. Den skulle for alvor komme i handlen i år. Se den i blomst her.I efteråret satte jeg for første gang løg af kejserkrone, Fritillaria imperialis, i et lønligt håb om, at de kunne skræmme mosegrise væk med deres lugt. Om det virker, ved jeg ikke, men de enorme spirer ser nærmest ud som om, de kan overfalde en sagesløs gnaver. De vokser, så man næsten kan høre det, så jeg er noget spændt på, hvor voldsomme de bliver.

Millioner af tulipaner

Billede

Det er ingen sag at gå på arbejde, når man kan blive mødt af syn som dette 🙂 Gartneriet Leif Larsen driver hvert år 30 millioner tulipaner og er i disse dage godt i gang med at skrive historie. Der plukkes og pakkes nemlig godt 1,2 millioner sprøde, danske tulipaner, der sendes i lastbiler til Moskva, hvor de skal sælges i forbindelse med den internationale kvindedag den 8. marts, der er stor i Rusland.

Billede

I parantes bemærket er det ikke kun de russiske kvinder, der kan glæde sig over TulipanLarsens tulipaner. Langt de fleste sælges i danske butikker over hele landet, hvor de i sagens natur slår importerede med flere længder, når det gælder friskhed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén