Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Stiklingeformering Page 1 of 3

Overvintret pelargonie til genbrug

Et sikkert tegn på, at vi har haft en usædvanligt mild vinter, er, at jeg har en overvintret pelargonie, Pelargonium zonale, fra sidste sommers krukkehave. Den har simpelthen klaret sig igennem vinteren i det uopvarmede drivhus. Køn er den ikke, men hvor der er liv, er der håb, så nu har den fået en forårskur og kan forhåbentlig blive fin og blomstrende igen.

Kuren bestod ganske enkelt i at fjerne visne blade og stængler og klippe hele planten ned. Jeg klipper skuddene lige over et blad, for der er masser af sideknopper, der er helt klar til at bryde i bladhjørnerne. Forhåbentlig resulterer det i en flot, stor og godt forgrenet plante.

Pelargonien har tilbragt hele sidste sommer i krukken, så der er med garanti ikke mere næring i jorden. Derfor har jeg forkælet planten med Pindstrup gødningstabletter med langtidsvirkende gødning, der frigives over fem-seks måneder og forsyner planten med alle de næringsstoffer, den har brug for. Det er ret smart, når man er en knold til at huske at gøde sine krukkeplanter.

Faktisk bliver den selv samme pelargonie genbrugt på mere end en måde. Tidligere på året, da jeg ikke troede på projekt overvintret pelargonie, tog jeg nemlig stiklinger af planten og satte dem ind i sikkerhed i vindueskarmen. Stiklingerne slog fint rod og er nu ved at udvikle sig til nye planter, der kan gøre deres mor med selskab i sommeren krukker. Foreløbig har de fået plads på plantebordet med indlagt varme i drivhuset.

Flere dahlia planter på flere måder

I efteråret gravede jeg nogle dahlia knolde op i forventning om at kunne genbruge dem i år og dermed få endnu flere dahlia planter. De blev sendt på vinterferie i det kølige værksted emballeret i tør spagnum i store potter, for knoldene, der er genbrugt flere gange, er efterhånden temmelig store. Nu fik jeg så lige kigget til dem og opdagede, at en af dem tydeligvis er blevet træt af at holde vinterferie. Den er simpelthen i fuld gang med at skyde med friske skud og trænger tydeligvis til både lys og vand. Sikke nu noget. Babu babu gik det til drivhuset, så der kan komme skik på dahlia situationen.

Egentlig var tanken jo, at jeg skulle have delt de efterhånden ret voluminøse knolde i flere enheder, netop for at få flere dahlia planter. Det kræver en skarp kniv og et øje for de nye spirer, der dukker op ved sidste års stængler. En knold i sig selv er ikke nok til at sikre familieforøgelsen, for en knold uden stængel spirer ikke.

Efter den temmelig voldsomme operation er de nye, individuelle planter lige sat tilbage i værkstedet til tørre, for jeg tør ikke plante knoldene, der jo har friske sår, lige nu. De risikerer bare at blive angrebet af skumle svampesygdomme. I næste weekend, når sårene er helet, bliver de plantet.

Jeg nænner ikke at dele den ivrigt skydende plante, men værksteds-skuddene er alt for bløde til, at der kommer noget godt ud af dem. Derfor har jeg nu klippet skuddene tilbage og håber, at planten vil skyde igen, forgrene sig og få stærke skud, der kan klare sig i fri dressur efter et forårsophold i det frostfri men kølige drivhus.

Her var det så, at jeg kom til at tænke på, at dahlia er ret nem at stiklingeformere. Jeg ved ikke, om de bløde skud dur til formålet, men når nu de er klippet af, er der jo ingen grund til ikke at afprøve endnu en vej til flere dahlia planter. Jeg klipper stiklingerne lige under et bladpar og fjerner de nederste blade.

Vupti er der fine stiklinger, lige til at stikke i gennemfugtet spiremuld i huller, dannet med priklepinden. Stiklingerne står nu på plantebordet med indlagt varme i drivhuset. Så må jeg se, om de vil noget.

Den sikreste vej til at få flere dahlia planter er selvfølgelig at købe sig til nogle friske knolde. Det er jo så også samtidig den eneste vej til at få planter med blomster i nye farver, så den vej er ikke til at slippe uden om. Ved at snuppe en tyvstart regner jeg med at få blomsterproduktionen tidligt i gang, så den kan vare rigtig længe. Nu har jeg pottet de nye knolde i store potter i gennemfugtet spiremuld med cirka 5 cm jord over knoldene. Potterne står i drivhuset samen med de øvrige tiltag, der skal resultere i flere dahlia planter til årets udgave af haven her.

Sommerfuglebusk med vinterstandere

Sommerfuglebusk, Buddleja davidii

Jeg har lige gået og glædet mig over mine sommerfuglebuske, Buddleja davidii. Det lyder måske nok lidt mærkeligt, for der er jo absolut ingen sommerfugle nu. Men alligevel. For buskene står der med de dekorative visne blomsterstande som vinterstandere hævet over staudernes og smukke sølvfarvede blade og gør sig bemærkede på den gode måde i det milde, grågrønne vinterlandskab

Sommerfuglebusk, Buddleja davidii

Det ser næsten ud som om, løvet er selvlysende i det sparsomme vinterlys. De buske, der står som rygstød i køkkenhaven, smilede jeg lidt ekstra over. De er nemlig hjemmelavede, formeret med stiklinger for nogle år siden, som det ses her.

Sommerfuglebusk, Buddleja davidii ‘Prince Charming’

Den lille, nye sommerfuglebusk, Buddleja davidii ‘Prince Charming’ som har været så fin i en krukke hele sommeren med sine hindbærfarvede blomster, er blevet plantet ud i det rosa bed og står nu også nok så fint der med små sølvlysende blade.

Buddleja crispa x loricata ‘Morning Mist’

Endnu en sommerfuglebusk, der er blevet genbrugt i haven fra sommerens krukker, er den smukke hvide Buddleja crispa x loricata ‘Morning Mist’, der ligefrem står ufortrødent med intakte blomsterknopper. Det bekymrer mig faktisk lidt, for jeg vil så gerne have, at den klarer vinteren, og det er nemt at komme til at tvivle på, når den slet ikke ser ud til at have gjort sig klar til kuldegrader. Jeg ved ikke, hvor hårdfør arten er, men jeg krydser fingre. Jeg er i hvert fald ret betaget af den forsølvede busk med farver som morgendis.

Forsøg med stiklingeformering af spansk margerit

Jeg må indrømme, at jeg ikke er blevet helt færdig med at rydde op i alle krukkegrupperne. Det er nu engang sjovere at fylde end at tømme krukker, og på den her årstid koncentrerer jeg indsatsen om de krukker, der er placeret ved havens hovedfærdselsårer, hvor vi kan glæde os over dem dagligt. De her krukker står i den nederste del af haven, hvor jeg pt ikke kommer hver eneste dag.Men måske er det ikke så ringe endda, at jeg er kommet lidt bagud. I hvert fald ser flere eksemplarer af spansk margerit, Osteospermum ecklonis, mest af alt ud som om, de har fået forårsfornemmelser i det milde vintervejr. Spansk margerit er et hit som sommerblomst her til lands, men i virkeligheden er planten ikke enårig men faktisk en staude. Der er bare for koldt her hos os til, at den kan overvintre.Men hvad nu, hvis den får en ekstra chance? De friske, forårsgrønne skud ligner nogle, der kan klippes til stiklinger. Det skal da så ubetinget prøves 🙂Altså ind i drivhuset med planten (måske kan den endda selv overvintre der, hvis det milde vejr holder), og så i gang med saksen. Stiklinger af spansk margerit tages normalt sidst på sommeren som det, der kaldes halvmodne stiklinger. Det betyder, at topskuddet er grønt, blødt og urteagtigt, mens den nederste del af stiklingen er begyndt at forvedde. Nu må det vise sig, om den forsinkede udgave dur.Af med de nederste blade, så fordampningen fra stiklingen reduceres, og så ned med stiklingen i en potte med gennemfugtet pottemuld i et dertil prikket hul.Nu står stiklingerne lunt og godt i vindueskarmen under en hat af plasticpose, der hjælper yderligere til med at holde på fugtigheden, indtil de forhåbentlig hurtigt fremspirende rødder begynder at virke. Det bliver spændende at se, om jeg kan frembringe mine egne planter af spansk margerit til næste sommers krukker.

Forsøg med dyrkning af sødkartoffel i drivhuset

Som I måske kan huske, eksperimenterede jeg i vintermørket med at producere stiklinger af sødkartoffel med en knold indkøbt til formålet i Bilka. Det gik faktisk over al forventning, og jeg er egentlig ret godt tilfreds med de flotte planter, der er kommet ud af projektet, der begyndte her.Det vil sige, det var jeg, indtil jeg i denne uge besøgte Gartneriet Viumlund, der er gået noget mere professionelt til planteproduktionen. Se nu bare her, hvor flotte – og store – gartneriets sødkartoffel planter er. De sælges i havecentre rundt om i landet lige nu.Nu har jeg fået lov at prøve de livskraftige planter af. Sødkartoffel eller batat, Ipomoea batatas, har intet med almindelige kartofler at gøre. Det er botanisk set en pragtsnerle, og planten er smuk, med store, hjerteformede blade og lange, viltre stængler.I forventning om at rankerne kan sno sig, er planterne nu blevet plantet ved et klatrestativ i drivhuset. Varmekrævende er de nemlig også. I første omgang får de lidt hjælp til at komme op i stativet, for det vil være betydeligt mere praktisk, hvis de vil vokse opad fremfor at invadere hele bunden af drivhuset, hvad de godt kunne se ud til at pønse på. Nu får de en masse vand oven i varmen, og så venter jeg spændt på, om der bliver egen høst af sødkartoffel senere på året.

Beskæring af sommerfuglebusk gør plads til foråret

Hele vinteren har sommerfuglebusk, Buddleja davidii, stået med sine visne blomster og pyntet pænt mange steder i haven – ikke mindst når de har fået et drys sne. Men nu er det ligesom om, de visne blomster ikke rigtig passer ind i havebilledet længere, så heldigvis er tiden inde til den årlige beskæring.Beskæring af sommerfuglebusk har nærmest karakter af en rundbarbering, og det er nemt at blive helt bekymret på buskens vegne. Den skulle jo gerne blomstre overdådigt på lange, graciøst buede skud hen på sommeren. Det er dog aldrig slået fejl her i haven, så alle de gamle skud fra sidste år bliver nådesløst klippet ned til 30-40 cm over jordoverfladen.

Busken gør ikke meget væsen af sig efter sådan en omgang, men der er masser af liv i de nederste knopper, så den skal nok snart komme til at ligne en sommerfuglebusk igen inden så længe. I mellemtiden er der bedre plads til forårsstemning i bedet, nu da de visne blomster ikke stjæler billedet.De afklippede skud kan i øvrigt bruges som stiklinger til nye sommerfuglebuske, hvis man mangler. Det gør jeg ikke, for jeg har stiklingeformeret adskillige på den måde gennem årene. De to buske bag køkkenhaven har tre år på bagen og er nu ved at få fylde. De er også blevet klippet langt ned, for det sætter samtidig gang i forgreningen. Se her, hvordan en hjemmelavet sommerfuglebusk bliver til.

Piiist – har du læst Jyllands-Posten i dag? Nina Ewald har skrevet den dejligste anmeldelse af min bog SLIP HAVEGLÆDEN LØS til avisens boligtillæg. Ihh, hvor den gør mig glad. 1000 tak til Nina 🙂 Læs mere om bogen og bestil den her. (Der er selvfølgelig også et kapitel om beskæring i bogen)

Stiklinger af sødkartoffel med masser af rødder

For 14 dage siden brækkede jeg de første stiklinger af min spirende sødkartoffel, Ipomoea batata, og satte nogle af dem i et glas vand, mens resten blev stukket direkte i jord, som det ses her. Tiden er allerede inde til at gøre første del af forsøget op, for det er godt nok planter med fart på 🙂Stiklinger af sødkartoffel i urtepotten har tydeligvis fået rødder, for de er begyndt at løbe i vejret og få friske, grønne blade. Stiklingerne i vandglasset har udviklet masser af rødder, så nu er de også blevet stukket i jord, så eksperimentet fortsætter. Jeg håber, de sprøde rødder klarer mødet med jorden, så jeg får flere planter til udplantning i drivhuset, når det bliver forår.

Går det helt galt er der nu ingen ko på isen, for moderen til alle de små plantebørn skyder lystigt med friske skud, der kan blive til endnu flere stiklinger af sødkartoffel.

Et andet lille projekt begynder også at tegne lovende. I nogle uger har jeg haft et par avokado sten til at stå med enden i vandskorpen, og nu har i hvert fald den ene sendt en optimistisk rod ned i vandet. Det ser lidt voodoo-agtigt ud, når der bliver stukket tandstikker ind i stenene, men ellers kan de jo ikke hænge på glasset. Stenen er begyndt at sprække, så forhåbentlig kommer der også snart et topskud, så jeg får en fin stueplante ud af det.

Stiklingeformering af spirende sødkartoffel

Den sødkartoffel eller batat, Ipomoea batata, der siden juleferien har stået og spiret på en vase med vand, har efterhånden udviklet en hel lille skov af fine friske skud, der skal bruges til opformering af planten og forhåbentlig en lille produktion af hjemmedyrkede sødkartofler i drivhuset. Jeg var ellers ved at blive bekymret, for flere af bladene begyndte at se småsløje ud, som om de var angrebet af mystiske skadedyr eller en svampesygdom – eller som om nogen havde drysset dem med sukker. Ved nærmere eftersyn med hjælp fra en lup, kunne jeg heldigvis se, at belægningen består af krystaller, som bladene har udskilt. Nu har jeg googlet mig til, at det er krystaller af calcium oxalat, og at det er et almindelig fænomen, så jeg har lagt bekymringerne på hylden og knebet de hårdest ramte blade af.Det står ikke helt klart, hvad der udløser udskillelsen af krystaller, men at det er noget med dyrkningsvilkårene, er der nok ikke nogen tvivl om. Så jeg besluttede mig for, at det måtte være et tegn til, at projekt sødkartoffel skulle gå ind i næste fase. Derfor gav jeg mig til at brække de længste af skuddene af, hvorefter moderknolden kom tilbage i vindueskarmen. Jeg tror ikke, den er færdig med at skyde endnu.Jeg kneb de nederste blade af skuddene, så de blev til fine stiklinger, og kunne konstatere, at der faktisk allerede var ansats til rødder på nogle af dem. Jeg har læst mig til, at stiklingerne skal sættes i vand for at danne rødder, men jeg har ikke så meget fidus til den metode, så jeg har stukket halvdelen direkte i jord og sat den anden halvdel i vand. Så må vi se. Almindeligvis er rødder dannet i vand sarte, fordi de aldrig har mødt modstand, og så går de nemt til, når de bliver plantet i jord siden hen. Læs mere om projekt sødkartoffel her.

Forårsstemning i vindueskarmens plantelaboratorium

I længslen efter forår, jord under neglene og noget der spirer, har jeg indrettet et lille plantelaboratorium i vindueskarmen. Her eksperimenterer jeg med at lokke lysegrønne spirer frem af blandt andet agern, avocadosten, løg og sødkartoffel. Og det går faktisk ganske glimrende. Den parasolpilea baby, der i efteråret blev stukket direkte i en jordkugle omviklet med mos og sejlgarn i mit første forsøg på at lave kokedama, har det også fint. Læs mere om det eksperiment her. Den er tiltænkt loftet i det nye drivhus, så den er bare på overvintring her inde. Jeg bliver helt glad ved synet af de små babyegetræer, der er kommet ud af efterårets agerneksperiment. Agern med antydningen af en spire blev sat på flasker med vand, som spidsen lige nøjagtigt kunne nå. Det var nok til at inspirere dem til at spire, og nu er flere af dem blevet til de fineste miniature egetræer.I juleferien indledte jeg endnu et eksperiment. Jeg har læst mig til, at dette er vejen, hvis man vil dyrke sødkartoffel eller batat selv, og det kunne jeg godt tænke mig at prøve. Jeg købte i første omgang en enkelt knold, der blev skyllet grundigt i håbet om at vaske spirehæmmende stoffer, den kunne være behandlet med, væk. Og nu efter en lille måneds tid er den sørme begyndt at spire med optimistiske rødlige skud. De skal blive lidt større og forhåbentlig lidt flere og så brækkes af og bruges som stiklinger til udplantningsplanter. Det bliver spændende at prøve.Det har være vildt fascinerende at følge den store knolds udvikling fra madvare til plante. Den begyndte hurtigt at sætte rødder, men det er først nu, der også er kommet gang i skududviklingen. Forhåbentlig ender det med, at den ene knold kan blive til flere planter, der kan levere hjemmedyrkede sødkartofler til madlavningen.

Svævende stueplanter i kokedama

Jeg har længe spekuleret på, om jeg selv ville være i stand til at kreere de fine svævende stueplanter, der er blevet helt vildt populære, ikke mindst takket være Kaja Skytte, der har forfinet teknikken og skabt begrebet Planteplaneter. Så i dag skulle det være. Lige en dag til at gå og hygge sig i drivhuset sammen med den lille varmeblæser, der er en af mine bedste venner på denne årstid.Kokedama er oprindeligt en japansk ting. Koke betyder mos og dama betyder bold. Teknikken går ud på, at planterne vokser i en kugle af jord, der er svøbt i mos, der hjælper til med at holde på fugtigheden. Jeg gik i gang efter de forhåndenværende søms princip, så kokedama a la Sondrup er fremstillet af pottemuld tilsat lergranulat, mos fra plænen – som der heldigvis er rigeligt af 🙂 og sejlgarn. Pottemulden skal være temmelig fugtig for at man kan forme den til kugler, erfarede jeg hurtigt.Det var lidt en udfordring at flække kuglen, uden at den smuldrede fra hinanden, men da det først var lykkedes, gik det som en leg. På med mosmåtterne en efter en og så ellers vikle, vikle, ligesom man vikler et garnnøgle. Til sidst trådede jeg enden af sejlgarnet og syede det lidt ud og ind mellem viklingerne, så den kom til at fungere som ophæng.Og se nu bare her. Det er faktisk ikke så svært at lave kokedama. Det bliver ikke de sidste, jeg har begået, for de klæder hinanden så fint. Til nummer to snuppede jeg en stikling fra en parasolpilea, Pilea peperomoides og stak den direkte i jordbolden. Det er et eksperiment, men det er smart, hvis det virker, for så behøver man ikke flække jordbolden helt for at få plads til rødder og potteklump. Planterne passes ved at nedsænke hele kuglen i en skål vand med et par ugers mellemrum og lade dem dryppe grundigt af, før de hænges op igen.

 

Page 1 of 3

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén