Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Stikling

Flere dahlia planter på flere måder

I efteråret gravede jeg nogle dahlia knolde op i forventning om at kunne genbruge dem i år og dermed få endnu flere dahlia planter. De blev sendt på vinterferie i det kølige værksted emballeret i tør spagnum i store potter, for knoldene, der er genbrugt flere gange, er efterhånden temmelig store. Nu fik jeg så lige kigget til dem og opdagede, at en af dem tydeligvis er blevet træt af at holde vinterferie. Den er simpelthen i fuld gang med at skyde med friske skud og trænger tydeligvis til både lys og vand. Sikke nu noget. Babu babu gik det til drivhuset, så der kan komme skik på dahlia situationen.

Egentlig var tanken jo, at jeg skulle have delt de efterhånden ret voluminøse knolde i flere enheder, netop for at få flere dahlia planter. Det kræver en skarp kniv og et øje for de nye spirer, der dukker op ved sidste års stængler. En knold i sig selv er ikke nok til at sikre familieforøgelsen, for en knold uden stængel spirer ikke.

Efter den temmelig voldsomme operation er de nye, individuelle planter lige sat tilbage i værkstedet til tørre, for jeg tør ikke plante knoldene, der jo har friske sår, lige nu. De risikerer bare at blive angrebet af skumle svampesygdomme. I næste weekend, når sårene er helet, bliver de plantet.

Jeg nænner ikke at dele den ivrigt skydende plante, men værksteds-skuddene er alt for bløde til, at der kommer noget godt ud af dem. Derfor har jeg nu klippet skuddene tilbage og håber, at planten vil skyde igen, forgrene sig og få stærke skud, der kan klare sig i fri dressur efter et forårsophold i det frostfri men kølige drivhus.

Her var det så, at jeg kom til at tænke på, at dahlia er ret nem at stiklingeformere. Jeg ved ikke, om de bløde skud dur til formålet, men når nu de er klippet af, er der jo ingen grund til ikke at afprøve endnu en vej til flere dahlia planter. Jeg klipper stiklingerne lige under et bladpar og fjerner de nederste blade.

Vupti er der fine stiklinger, lige til at stikke i gennemfugtet spiremuld i huller, dannet med priklepinden. Stiklingerne står nu på plantebordet med indlagt varme i drivhuset. Så må jeg se, om de vil noget.

Den sikreste vej til at få flere dahlia planter er selvfølgelig at købe sig til nogle friske knolde. Det er jo så også samtidig den eneste vej til at få planter med blomster i nye farver, så den vej er ikke til at slippe uden om. Ved at snuppe en tyvstart regner jeg med at få blomsterproduktionen tidligt i gang, så den kan vare rigtig længe. Nu har jeg pottet de nye knolde i store potter i gennemfugtet spiremuld med cirka 5 cm jord over knoldene. Potterne står i drivhuset samen med de øvrige tiltag, der skal resultere i flere dahlia planter til årets udgave af haven her.

Svævende stueplanter i kokedama

Jeg har længe spekuleret på, om jeg selv ville være i stand til at kreere de fine svævende stueplanter, der er blevet helt vildt populære, ikke mindst takket være Kaja Skytte, der har forfinet teknikken og skabt begrebet Planteplaneter. Så i dag skulle det være. Lige en dag til at gå og hygge sig i drivhuset sammen med den lille varmeblæser, der er en af mine bedste venner på denne årstid.Kokedama er oprindeligt en japansk ting. Koke betyder mos og dama betyder bold. Teknikken går ud på, at planterne vokser i en kugle af jord, der er svøbt i mos, der hjælper til med at holde på fugtigheden. Jeg gik i gang efter de forhåndenværende søms princip, så kokedama a la Sondrup er fremstillet af pottemuld tilsat lergranulat, mos fra plænen – som der heldigvis er rigeligt af 🙂 og sejlgarn. Pottemulden skal være temmelig fugtig for at man kan forme den til kugler, erfarede jeg hurtigt.Det var lidt en udfordring at flække kuglen, uden at den smuldrede fra hinanden, men da det først var lykkedes, gik det som en leg. På med mosmåtterne en efter en og så ellers vikle, vikle, ligesom man vikler et garnnøgle. Til sidst trådede jeg enden af sejlgarnet og syede det lidt ud og ind mellem viklingerne, så den kom til at fungere som ophæng.Og se nu bare her. Det er faktisk ikke så svært at lave kokedama. Det bliver ikke de sidste, jeg har begået, for de klæder hinanden så fint. Til nummer to snuppede jeg en stikling fra en parasolpilea, Pilea peperomoides og stak den direkte i jordbolden. Det er et eksperiment, men det er smart, hvis det virker, for så behøver man ikke flække jordbolden helt for at få plads til rødder og potteklump. Planterne passes ved at nedsænke hele kuglen i en skål vand med et par ugers mellemrum og lade dem dryppe grundigt af, før de hænges op igen.

 

Succes med vinterstiklinger

Midt i november investerede datter Anne i en kolonihave, og det ansporede mig til at forsøge at lave nogle gratis buske til haven fra vinterstiklinger. I morgen er der arbejdsdag i kolonihaven – en julegave 🙂 – så nu kom jeg lige i tanke om stiklingerne, der har stået og hygget sig i et lunt hjørne af haven beskyttet af de gamle minidrivhuse.Og jeg skal da lige love for, at de har hygget sig. Der er faktisk kun en enkelt stikling, der ikke har slået an. Alle de andre har allerede knopper, der er begyndt at bryde. Her er det en kommende ribsbusk, der ser fin og forårsoptimistisk ud. Det skal siges, at stiklingerne har fået absolut nul opmærksomhed, siden de blev stukket, så det projekt har der ikke været mange ben i.Her er det uægte jasmin, Philadelphus x virginalis, der vil frem. Det samme gælder sommerfuglebusk, Buddleja davidii, og alm. snebolle, Viburnum opulus ‘Roseum’. Foreløbig får stiklingerne lov at blive i kravlegården, men i løbet af foråret skal de plantes om, så de får mere plads at udvikle sig på og kan blive til smukke, velformede buske. Se her, hvordan det hele begyndte 🙂

Hjemmelavede sommerfuglebuske

Buddleja davidii Pink Delight-5Nu blomstrer sommerfuglebusken, der blev skåret helt ned til sokkeholderne i april, fordi den var blevet alt for voldsom og alt for ranglet. Buddleja davidii ‘Pink Delight’ hedder sorten, der har store toppe af behageligt pink blomster til glæde for sommerfugle med flere.Buddleja davidii -425I forbindelse med beskæringen blev jeg enig med mig selv om, at jeg sagtens kunne bruge nogle flere sommerfuglebuske. Derfor var det ikke alt det afklippede, der blev til haveaffald. Nogle skud blev klippet til stiklinger, der blev stukket i gennemfugtet pottemuld, dækket med fiberdug for at dæmpe fordampningen og placeret beskyttet i drivhuset.Buddleja davidii -426Stiklingerne slog rod alle som en og er blevet til fine, nye buske, der ligefrem er begyndt at blomstre.

Buddleja davidii -427De nye buske er nu blevet plantet som baggrund for køkkenhaven. Inde i mit hoved bliver det både flot og godt, når bier og sommerfugle fremover sværmer over køkkenhaven i august.

Fra vilde ranker til nye planter

Helichrysum petiolare-8

Da krukkerne på terrassen blev plantet til for en lille måneds tid siden, blev der plantet en grå evighedsblomst, Helichrysum petiolare, i en forholdsvis lille krukke. Siden har planten haft voldsom fart på. Så voldsom, at den faktisk var blevet svær at holde med vand. Omplantning til en større krukke var nødvendig, og da det samtidig var skiftedag i en krukke på fortrappen, holdt den grå evighedsblomst flyttedag.

Stiklingefomering-8

I forbindelse med omplantningen blev de længste ranker klippet af. De kan nemlig bruges som stiklinger og blive til nye planter. Der er masser af sideskud, der begynder at vokse, når ranken klippes lige over et blad, så planten bliver dejligt tæt og fyldig. Derefter klippes stiklingen lige under et blad, bladene fjernes undtagen de øverste par blade for at minimere fordampningen, og stiklingen stikkes i godt gennemfugtet spiremuld og dækkes med en plasticpose.

Stiklingefomering-9

Jeg er sikker på, at metoden virker, for jeg gjorde det samme, da krukkerne blev tilplantet sidst i juni. De stiklinger har allerede fået en fin rod, så nu er det blevet omplantet til den lille krukke, så der ikke kommer til at mangle grå evighedsblomst i krukkegruppen på terrassen. Der går dog et par dage, før krukken kommer op til de andre. De små planter skal lige finde rodfæste i krukken, så de er på rekreationsophold i drivhuset.

Tre trin til bedre bunddække

Hedera helix-410

Stenhøjen langs trappen op til fordøren er havens problembarn. Det eneste, der for alvor vil gro der, er græsukrudt, så den ser ret uorganiseret ud. Ikke på den hyggelige, vilde måde. Bare uorganiseret. Derfor besluttede jeg for et par år siden, at den skulle dækkes af vedbend, Hedera helix, i håb om at det kunne styre ukrudtet og skjule resten med det, der med havearkitektens ordforråd nok ville hedde en smuk, rolig og ensartet grøn flade. Først nu er det begyndt at virke lidt, men det går for langsomt! Så nu skal det speedes op. For det første er nogle af de lange ranker på de planter, der trods alt har etableret sig, blevet beskåret for at fremme forgreningen og dermed evnen til at dække jorden.

Hedera helix-411

For det andet er de afklippede ranker blevet klippet til stiklinger ved at klippe lige under et blad ved basis og fjerne bladet og derefter klippe toppen lige over et blad. Der kan blive mange stiklinger af en ranke. Det var sådan planterne i bedet begyndte deres tilværelse for et par år siden.

Hedera helix-412

Vedbend er noget af det nemmeste i denne verden at stiklingeformere. Man skal bare huske, hvad der er op og ned. Ned i fugtig spiremuld med stiklingens basis, en plasticpose over, og så går der kun nogle uger, før stiklingerne har slået rødder og dermed er blevet til nye, individuelle planter, der kan hjælpe moderplanterne med at dække stenhøjen lidt mere effektivt.

Hedera helix-413

Det tredje trin er et nyt eksperiment. Det går ud på at skabe kontakt mellem rankerne og jordbunden i forventning om, at rankerne så slår rod, der hvor de bliver dirigeret hen, så bunddækket kan blive mere komplet. Små kramber af bøjet ståltråd bliver brugt til at holde rankerne i nærkontakt med jorden. Nu skal jeg så bare huske at vande, for det er utvivlsomt vandmangel, der gør stenhøjen så problematisk.

 

Bunddække i trækronerne

Januar1502

Det fjerneste hjørne af skovhaven er et eventyrligt sted, hvor naturen passer sig selv. Et fint og praktisk bunddække af vedbend, Hedera helix, løber rundt i skovbunden. Men ikke nok med det, når vedbend rankerne finder frem til et af de gamle fyrretræer, bliver de nysgerrige og vil til vejrs. Derfor ser stammerne grønne og frodige ud, selv om der efterhånden er langt op til træernes nåle.

Hedera helix-40

Vedbend er en fascinerende plante, når rankerne kliner sig til træstammerne med deres klatrerødder, og kravler ubesværet til tops. Når man lægger nakken tilbage, kan man se, at der sker noget mystisk. Højere oppe breder det grønne sig væk fra stammerne, og man kan ane, at bladene ser anderledes ud. Blomsterstande er der også deroppe. Vedbend optræder både i en klatrende og vegetativ ungdomsform og i en voksenform med helrandende blade, ingen klatrerødder og gullige blomster i små skærme. En to i en plante…

Hedera406

Vedbend hører naturligt hjemme her i haven og er så nem at få flere af, at det er oplagt at bruge den som bunddække også i de besværlige hjørner af den mere havede del af grunden for at binde helheden sammen. For nogle år siden stak jeg en masse stiklinger for at få bunddækkeplanter nok til at dække en knapt så køn stenhøj. De blev til fine planter, der nu nok syntes, at vækstbetingelserne på stenhøjen var til den barske side. Men i 2014 blev der tyndet lidt ud i træerne, så der kom mere lys til, og de små planter, der længe havde stået i stampe, gav sig til at gro. Så mon ikke det længe ventede resultat kommer i år?

 

 

Hjemmelavede pelargonier

Billede

Almindeligvis bliver pelargonier, Pelagonium zonale, betragtet som sommerblomster her i haven. De gør det godt og går til, når sommeren er forbi. Men sidste sommer fik jeg en Dr. Ingrid pelargonie forærende af min datter, så den er der blevet hæget lidt ekstra om. Den kom ind i en lys og kølig vindueskarm i annekset, da det begyndte at se ud til frost, og der har den hygget sig siden i fred og ro. Faktisk har den hygget sig så meget, at den pludselig står med et par blege blomsterskærme i utide. Til gengæld har den også fået lige vel lange ben, så tiden var inde til en beskæring, der kan gøre den fin og tæt igen. Det har samtidig givet anledning til lidt familieforøgelse…

Billede

Der er jo det fantastiske ved pelargonier, at de er utroligt nemme at stiklingeformere. De afklippede skud kan hver især blive til fine, nye planter. Skuddene blev klippet til med et snit lige under et bladfæste, og de største blade blev fjernet, så den rodløse stikling ikke har en alt for stor overflade at fordampe vand fra. Gennemfugtet såjord blev fyldt i rene urtepotter, og stiklingerne stukket ned i jorden.

Billede

Et beskyttende låg – der også bare kunne have været en plasticpose – hjælper yderligere med at holde fordampningen nede, mens stiklingerne slår rod og bliver klar til at klare sig selv som nye, frodige planter til sommerens krukker.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén