Haveglæder, tips og tricks

Tag: Sommerkrukker

Krukkegruppe med kolibrisalvie, sød kartoffel og paletblad

Krukkegruppen til venstre for bænken ved fordøren er blevet frisket op i anledning af sommerferien. Dejligt at have god tid til at gå og hygge sig mellem en masse dejlige sommerblomster og møblere rundt på krukkerne, til puslespillet går op 🙂

Kollibrisalvie, Salvia guaranitica Lagoon

Krukkeforsamling med lilla lækkerier

Nu er der kun to uger til, vi slår havelågen op og holder åben have for haveglade gæster søndag den 2, august. Derfor går jeg og hygger mig med at omorganisere den ene krukkeforsamling efter den anden rundt om i haven, så de ser indbydende ud til lejligheden.

Nye plantelækkerier frisker sommerkrukkerne op

Det er hårdt vejr at være krukkeplante i, men det går nogenlunde for sommerkrukkerne i indkørslen, hvor lyset flimrer under træerne. Men selv her gælder det om at være vaks med vandkanden, og der går da også en plante til af varmestress i ny og næ. Heldigvis har jeg lige fået lov at prøve nogle nye, spændende planter til sommerkrukkerne, så nu er krukkegruppen, der byder velkommen, blevet frisket op.En super sød plante, som jeg har ønsket mig siden jeg så det første eksemplar på en udstilling sidste sommer, er den nye sort af rosenskønhedsøje, Coreopsis rosea Twinkle Bells. Den er simpelthen noget af det fineste med hundredevis af små lyserøde blomster i det græslignende løv.

Det er faktisk ikke bare én sort men en helt serie med tre forskellige farver blomster, der bærer navnet Twinkle Bells. Her den røde, der heller ikke er til at stå for. Det er Gartneriet Pedersen, der har en prøveproduktuion af de nye planter i år, der rammer havecentrene netop nu. Prøveproduktionen ser i mine øjne meget vellykket ud, så lad os heppe på, at planterne for alvor kommer i produktion næste år. (Piiist, jeg har lige hørt i min øresnegl, at prøvepartiet rammer Plantorama i weekenden uge 29).

En anden helt skøn plantenyhed, der introduceres netop nu af Gunnar Christensens Planteskole og dermed har kurs mod landets havecentre, er den smukke nye sommerfuglebusk, Buddleja davidii ‘Prince Charming’. Det er da en plantenyhed, der er til at forstå. Jeg har i hvert fald aldrig før set en sommerfuglebusk med hindbærfarvede blomster. Nu får den lige lov at vokse i krukken, indtil det bliver plantevejr igen, så den kan komme ud i haven.Planten med det sølvfarvede løv midt i krukkegruppen er i øvrigt også en sommerfuglebusk. Buddleja crispa x loricata ‘Morning Mist’ hedder den. Den blomstrer ikke endnu, men skiltet i potten lover duftende, cremefarvede blomster, så dem glæder jeg mig til.

 

 

Sommertrimmede krukker på ferieophold i skyggen

Inden vi tog på ferie for en god uges tid siden sommertrimmede jeg mine krukker for at skrue lidt ned for planternes fordamning og dermed for deres behov for vand. Grå evighedsblomst, Helichrysum petiolare, der er en af mine yndlingsbladplanter til krukkegrupperne fik en grundig klipning.Der er jo hvilende sideskud i næsten alle bladhjørnerne, så sådan en klipning er faktisk en god ide, sommerferie eller ej. Den gør bare planterne mere tætte og mindre ranglede, og allerede her efter en god uges tid, er de fine igen.De blomstrende krukkeplanter fik klippet alle de udsprungne blomster af, selv om det gjorde lidt ondt. Men de ville jo bare være visne, når vi kom hjem igen, og blomsterne fordamper også vand.Derefter kom de mange krukker på ferieophold under skyggefulde forhold og efter en grundig opvanding vinkede vi farvel.Jeg skal blankt indrømme, at jeg har set frem til gensynet med bange anelser. Men gudskelov er det gået overvejende godt, og langt de fleste krukker har klaret skærene trods tørke og voldsom varme. Deres ferieophold gav så lige lejlighed til at få fejet pladsen foran huset. Og til at vise, hvor stor en forskel, krukkeplanterne gør for atmosfæren i haven. Her er før-billedet.Og her er efter-billedet.Det er ikke alle de blomstrende planter, der er i fuld gang endnu, men det skal nu nok komme, for knopperne er der, og i mellemtiden kan jeg sagtens nyde de rolige grønne nuancer.

Kom til Havefestival med åben have i Sondrup næste weekend

Ih, hvor jeg glæder mig til næste weekend, når vi skal holde åben have i forbindelse med Haveselskabets Havefestival. Vi slår havelågen op både lørdag og søndag fra 10-17 her på Sondrupvej 42, 8350 Hundslund. Alle er meget velkomne.
Ud over en sommerhave, der viser fine takter netop nu med masser af spændende planter i blomst, popper datter Annes populære staude pop-up shop i carporten med et parti af sæsonens lækre stauder, der sælges mod kontant betaling eller mobile pay, så længe lager haves. Her kan du ses sidste års butik.
Der er selvfølgelig også mulighed for at købe min bog ‘Slip haveglæden løs – fryd facts og fiduser’ til festivalpris – og om ønsket signeret – lige her, hvor den er blevet til. (Bogen kan også fortsat bestilles hos Forlaget Linnea).
Og så er der kaffe på kanden, og masser af muligheder for at slå sig ned og nyde en kop.
Jeg har ellers gået og været lidt småbekymret for, om der nu er noget at vise frem på dagen, fordi alting pludselig gik så stærkt, da sommervarmen ramte. Men bekymringerne er fejet af banen, for nok er der planter, der er afblomstret, men til gengæld er der masser af andre, der står på spring. Selv nogle af de forspirede sommerblomster, der er plantet ud, er faktisk begyndt at blomstre.Det gælder blandt andet den helt skønne skærmplante blomsterkørvel, Orlaya grandiflora, der både er plantet ud i bedene og som forsøg i en krukke. Jeg er så vild med de kniplingslignende blomsterskærme, at den har jeg svært ved at få nok af. Blomsterkørvel fungerer faktisk fint også som krukkeplante, viser det sig. Den bliver lidt lang og uregerlig i det, men det kan jeg godt lide i en krukkegruppe. Her gruppen ved fordøren, der lige som de øvrige har fået en ansigtsløftning i anledning af den tilstundende Havefestival. Håber vi ses til åben have i Sondrup 🙂

Krukkeklar til Havefestival i Sondrup

Stille og roligt er sommerblomsterne begyndt at afløse forårsblomsterne i krukkegrupperne rundt om huset. Nu er der jo ikke så længe til, vi holder Åben Have i forbindelse med Haveselskabets Havefestival den 9.-10. juni, og da vil jeg jo gerne være krukkeklar, så grupperne tager sig præsentable ud. Nogle af de nytilkomne ser endnu lidt spagfærdige ud og fylder ikke rigtig krukken ud, men jeg er nu ikke i tvivl om, at de nok skal nå at komme efter det i løbet af de kommende uger.Der er rart at få flyttet lidt rundt, plantet genbrugsplanter ud og smidt på komposten, så det er til at se, hvor der mangler sommerblomster, for at haven kan blive krukkeklar til årets Havefestival. Det gør der nu foreløbig ikke på pladsen foran drivhuset, hvor der mildt sagt stadig er gang i hornviol, Viola cornuta, og stedmoderblomst, Viola x wittrockinana.De to forsøgsmix i de store krukker, her den længst til venstre, er blevet super flotte synes jeg. De tre forskellige sorter, der var plantet sammen fra gartneriets side som en convenience-løsning med 3i1 hornvioler, klæder hinanden og blander sig på smukkeste vis. Det er slet ikke nogen dårlig ide med sådan et mix, når bare farverne passer sammen. Se her, hvordan det begyndte 🙂Apropos stedemoderblomster, så står en af årets første forårskrukker nu og ser sådan her ud. Oprindeligt var der alt muligt forskelligt i krukken, men løgvækster, primulaer og andre forårsplanter har givet op, og stedmoderblomsterne med de krøllede blomster, serien Viola Frizzel Sizzel, har taget hele magten. Det ser nu flot ud, synes jeg, så de får lov at styre det hele en tid endnu.

Perfekte pelargonier

Der er kommet nye krukkeplanter til i krukkegruppen ved fordøren, der i år er holdt i sart lyserøde og sølvgrå nuancer. En farvekombination, der passer super godt til det grå, pudsede hus, synes jeg. De nytilkomne er to pelargonie specialiteter, der bare passer lige i øjet til den vedtagne farveholdning. Den her hedder Pelargonium ‘Appleblossom’ – af indlysende årsager. Farvespillet svarer præcist til æbletræernes lækre blomstring, der jo desværre er overstået for i år.En anden, meget smuk pelargonie, der passer helt perfekt ind i krukkegruppen. er den tulipanblomstrede pelargonie, Pelargonium ‘Emma’. Den er noget ganske særligt  med de krukkeformede blomster, der vitterligt ligner bittesmå tulipaner. Det er det fynske gartneri 3kanten, der er begyndt at dyrke en hel stribe spændende og anderledes pelargonier, der sælges i butikker i hele Skandinavien.Takket være de nytilkomne planter blev krukkegruppen ved fordøren lige frisket op engang. Planterne i små potter på det lille bord er opgivet, for lige så fine de små krukker er i forårsmånederne, lige så umulige er de at holde med vand nu. Der skal simpelthen mere jordvolumen til, hvis man skal have glæde af planterne mere end en eftermiddag.Men heldigvis er der masser af planter i krukkerne, der kun lige er kommet i gang, og som, jeg forventer, vil ikke alene klare sig men også vokse og udvikle sig smukt hen over sommermånederne. En af dem, jeg har rigtig gode erfaringer med, er den seje elatior begonie, Begonia Betulia, der har det med bare at blive ved og ved uden at kræve nævneværdig opmærksomhed. Den kommer fra Gartneriet 7eren.Senecio candicens ‘Angel Wings’ er en usædvanligt spændende prøveplante, jeg fik fra Gartneriet Pedersen for et par måneder siden. Med lidt held kommer den i produktion til næste år. Foreløbig er den i hvert fald et meget behageligt bekendtskab med de store, fløjlsbløde, lysende sølvfarvede blade, og den vokser og udvikler sig pænt, som jeg jo så godt kan lide, at krukkeplanterne her i haven gør.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén