Haveglæder, tips og tricks

Tag: Sommerfugleblomst

Junis lækre stauder i sarte farver

Staudekløver, Trifolium pannonicum

Det begynder for alvor at ligne noget i blomsterbedene, hvor stauder, sommerblomster og roser i fællesskab slår farvetemaerne an. I det store, centrale bed, dominerer de lækre, sarte farver, som jeg er så glad for. Hvide, cremefarvede, grønne og sart lysegule blomster klæder hinanden så fint, synes jeg. Her er det for eksempel den skønne staudekløver, Trifolium pannonicum, der ikke bliver smukkere, end den er lige nu.

Sommerfugleblomst, Gillenia trifoliata

På den skyggefulde side af bedet er sommerfugleblomst, Gillenia trifoliata sprunget ud med en sværm af små, hvide sommerfugleagtige blomster. Det er en spinkel plante, men den er tæt forgrenet, så den udvikler sig efterhånden til en hel staudebusk. Også en af mine favoritter 🙂

Lodden løvefod, Alchemilla mollis

Hvis der er en plante, der er her og der og alle vegne på matriklen lige nu, så er det lodden løvefod, Alchemilla mollis. Jeg har plantet et hav af dem, for de er så gode til at pakke næsten hvad som helst ind i lette skyer af gulgrønne blomster. Jeg tror faktisk ikke, jeg har fundet noget endnu, de ikke passer til. Her er det storblomstret fingerbøl, Digitalis grandiflora, de smyger sig omkring.

Nøgen solhat, Rudbeckia occidentalis ‘Green Wizard’

Dagens sidste staude hører til i den mere aparte afdeling, men jeg er lidt vild med den. Det er en solhat, der har glemt at få farvede kronblade – eller randkroner, som det hedder, hvis det skal være botanisk korrekt. Nøgen solhat, Rudbeckia occidentalis ‘Green Wizard’ er navnet på den sære blomst.

Bedfusion giver god synergi

Der er sommerstemning i det hvide bed, der efter en vellykket fusion med to andre små bede ikke alene er blevet stort men også har fået en ny farveholdning. Nu er det  nemlig ikke længere kun hvide blomster, der får lov at blive plantet i bedet, selv om de fortsat dominerer. De har fået følgeskab af lysegule blomster og ganske små strejf af sart rosa. En kombination, der set med mine øjne fungerer rigtig godt, så jeg er en glad haveejer 🙂Helt ny i bedet er rank potentil, Potentilla recta ‘Sulphurea’, som jeg faldt fuldstændigt for, da jeg faldt over den i en hollandsk staudeplanteskole, selv om det var en lille, ranglet plante med en knækket stængel, jeg fik med hjem. Men den fik en støttepædagog, og nu kan jeg gå og glæde mig over de fine, sart lysegule blomster, som svirrefluerne også rigtig godt kan li’ – og så samtidig glæde mig til, at planten forhåbentlig får meget mere fylde (=masser af blomster) næste år.En af mine yndlingsstauder blomstrer også så smukt netop nu. Det er sommerfugleblomst, Gillenia trifoliata, der kan udvikle sig til en hel busk, når den trives med forholdene. Jeg er vild med de lette, flaksende hvide blomster, der er sart røde i knopstadiet. En virkelig yndefuld staude, der giver bevægelse i bedet.En meget populær blomst i bedet er den skønne gulerodsblomst, Daucus carota. Jeg fik ikke sået friske forsyninger i år, men den har heldigvis selv klaret frøspredningen, så der alligevel er fine hvide blomsterskærme med et strejf af sart rosa at glæde sig over.Det er også nu som i lige nu, den hvide flerårig ærteblomst, Lathyrus latifolius, er gået i gang med at fyre det store, årlige blomstershow af. Den har et klatrestativ at holde sig til, men den vil meget mere end det. Inden længe svæver der en hel sky af snehvide ærteblomster over det centrale bed, som bedet foreløbig kaldes efter fusionen – indtil et bedre navn dukker op.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén