Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Skvalderkål

Bølgekronet storkenæb på havevandring

Bølgekronet storkenæb, Geranium phaeum

For nogle år siden plantede jeg tre eksemplarer af bølgekronet storkenæb, Geranium phaeum, i mit skyggebed i håbet om, at de ville tage kampen op med skvalderkålen, der huserer en del i det område. Nu har jeg nok i omegnen af hundrede planter både her og der og alle vegne. Hold nu op, hvor de sår sig selv. Det er nærmest som om, de er taget på havevandring.

Det er nu helt fint med mig, for jeg synes, de dybt violette blomster med tilbagebøjede kronblade er så fine. Det vil være en overdrivelse at sige, at bølgekronet storkenæb har fået overtaget på skvalderkålen. Jeg tror snarere, vi taler fredelig sameksistens med undertegnede som lejlighedsvis lejesoldat i storkenæbbens bataljon.

Bølgekronet storkenæb, Geranium phaeum ‘Album’

Et helt andet sted i haven vokser den hvide sort af bølgekronet storkenæb. Sjovt nok arter den sig helt anderledes og har slet ikke den tendens til at så sig og vandre rundt i haven. I stedet bliver den, hvor den blev plantet, og har med årene udviklet sig til en stor, flot plante, der blomstrer dejligt længe.

Storrodet storkenæb, Geranium macrorrhizum

En anden art af storkenæb, der er taget på havevandring, er storrodet storkenæb, Geranium macrorrhizum. Den er overhovedet ikke plantet i det her bed, men har som det fremgår travlt med at kolonisere det. Til gengæld er der ikke meget af den tilbage der, hvor den egentlig hører til.

Men det gør nu heller ikke noget. Den er så fin med sine små hvide blomster og røde støvdragere. Og så dækker den faktisk bunden betydeligt bedre end bølgekronet storkenæb. Jeg tror i virkeligheden, den gør en væsentlig større indsats i kampen mod skvalderkålen end sin fætter, der bare haft betydelig bedre presse 🙂

Fra fældet egetræ til forlænget svævende hegn

Jeg er meget glad for det lette, nærmest svævende hegn, der markerer, hvor til have-haven går, og hvor natur-haven begynder. Dels skaber det rum at have en form for hegn, selv om det er nok så let og nemt at vælte, dels har det stor psykologisk effekt på både mig og skvalderkålen, at vi ved hvis side af hegnet, der er hvis. Ja, okay, skvalderkålen er lidt svær at opdrage til at respektere fordelingen, men jeg arbejder på sagen.

Det svævende hegn sluttede lidt brat midt i skyggebedet, fordi gemalen, der har designet og konstrueret hegnet stærkt inspireret af de kastanjehegn, man kan købe sig til, løb tør for egegrene i passende tykkelse, sidst han var i gang. Men nu er der blevet ryddet lidt op i skovhaven, og dermed er der friske grene at arbejde med både til reparation af det gamle hegn, der sine steder er temmelig frønnet, og til forlængelse.

Egehegnet består i al sin enkelhed af grenstykker i passende længde. Enkelte er banket ned i jorden og danner hegnets skelet, mens resten bare er bundet sammen med kraftig ståltråd.

Det pyntede rigtig meget at få forlænget hegnet, så hele skyggebedet nu fremtræder som en del af haven. Nu kan indtrængende skvalderkål bare vente sig. Faktisk myldrer de første spæde skud allerede frem i jordoverfladen. Jeg må straks i gang med hakken på min side af det svævende hegn.

Kampen om skyggebedet står mellem storkenæb og skvalderkål

For nogle år siden plantede jeg bølgekronet storkenæb, Geranium phaeum i skyggebedet, fordi det forlyder, at den tætte og kraftigtvoksende staude til højre i billedet er i stand til at holde skvalderkål i skak. Sagen er nemlig den, at skvalderkålens domæne begynder lige på den anden side af hegnet, og det er ikke helt gået op for det imperialistiske ukrudt, at der eksisterer en grænse mellem haven og skvalderkål-land. Egentlig har jeg ikke været særligt imponeret over bølgekronet storkenæb indtil nu, men i år er der pludselig begyndt at ske noget.Der skal selvfølgelig stadig fjernes skvalderkål, men selvsåede planter af bølgekronet storkenæb er begyndt at dukke op og tage kampen op med skvalderkålen. De store blade dækker jorden godt, så der kommer i hvert tilfælde ikke skvalderkål op under dem. Jeg synes, den har sådan nogle fine blomster med en fantastisk farve og fikst tilbagebøjede kronblade. Nu er det så spørgsmålet, om der opstår et nyt, selvskabt ukrudtsproblem, fordi stauden breder sig for meget. Jeg satser på en god balance. Foreløbig ser det rart og frodigt ud.En anden plante, der flittigt sår sig selv i det skyggefulde hjørne af haven er miliegræs, Millium effusum ‘Aureum’. Den passer perfekt til den skovagtige stemning, jeg stræber efter i skyggebedet, og lyser dejligt op med sit smukke, limegrønne løv.Når jeg ser på skjoldblad, Darmera peltata ‘Nana’ i skyggebedet får jeg ikke bare associationer til skov men til urskov eller eventyrskov. De kæmpe store, parasollignende blade ser både eksotiske og lidt magiske ud, og her får hverken bølgekronet storkenæb eller skvalderkål lov at komme for tæt på, så der opstår risiko for udkonkurrering.

Hjemmedyrkede østershatte og friskt grønt fra haven

Det er ved at være et stykke tid siden, jeg skrev om mit forsøg med at dyrke østershatte i vindueskarmen ved hjælp af en Svampebox fra TagTomat. Nu er det ikke fordi, det tager enormt lang tid, at jeg ikke er kommet tilbage til historien. Det er mere fordi min første portion svampe snød mig og tørrede ud, før de nåede at blive spist. Ikke noget at prale med, men det går altså hurtigt, når svampene begynder at vokse. Sådan her så næste portion ud for tre dage siden.Og sådan ser den ud i dag. De svampe er helt klar til at blive høstet, så nu står den på omelet med østershatte i dag. Udfordringen i svampeproduktionen er helt klart at holde på fugtigheden. Jeg overbruser jævnligt mine østershatte med en forstøver, og lige efter at der er skåret hul i mælkekartonen, har jeg fundet ud af at vande voksemediet ved hjælp af et sugerør ved nærmest at puste vand ind i halmen.Det tegner lækkert med den omelet, for det er også tid til årets måske allermest værdsatte høst i haven: De første sprøde, kraftfulde, græsgrønne stængler af purløg, Allium schoenoprasum, kan plukkes. Det er virkelig smagen af forår 🙂

Et andet sikkert forårstegn er, at skvalderkål, Aegopodium podagraria, har fået ny energi og pibler frem både her og der. De helt spæde skud smager dejligt og krydret, så der ryger en håndfuld med på menuen. Det er ikke nogen driftssikker udryddelsesstrategi at forsøge at spise sig fra senere ukrudtsproblemer, men det kan da altid hjælpe lidt, og så er de friske skud garanteret fyldt med vitaminer.

 

Så er den skvalderkål barberet…

Primula elatior-8“Du har da vist en hel del, du skal have luget”, lød det henkastet her til morgen. Og der kan nok være lidt om, at staudebedene trænger til deres forårseftersyn, så i gang det gik. Da er det, jeg bliver ekstra glad for at have mange, mindre staudebede, så jeg kan tage dem et af gangen og dermed vide, hvor jeg skal begynde, og hvor jeg skal slutte uden at lade mig stresse. Jeg begyndte i skyggebedet, hvor skvalderkålen fra skoven bagved er ved at snige sig ind på blandt andet den smukke kodriver, Primula elatior.Aegopodium podagraria-8Skvalderkål er som bekendt ikke sådan at spøge med, men hvis det skal trænges lidt tilbage fra mine enemærker, er nu erfaringsmæssigt et godt tidspunkt. Rodsystemerne har travlt med at skyde med nye skud, og det tærer på kræfterne, så længe der ikke er grønne blade til at producere ny energi. Hvis man går til den i flere omgange, kan man efterhånden udmagre rødderne, men det er en langvarig proces, der kræver en stålsat indsats. Det rækker mine ambitioner ikke til. Her i haven arbejder vi mest med fredelig sameksistens, men lige nu gælder det om at markere, hvor grænsen går. Skvalderkål breder sig som bekendt med underjordiske udløbere, men planterne sår sig også, så der er fri jagt på nye, små kimplanter, der jo ikke ligefrem behøver blive til nyt ukrudt.Rodukrudt-8Der er noget terapeutisk ved at gå og lirke skvalderkål – og brændenælde – rødder op af jorden. Stor er glæden og følelsen af sejr, når man får et ekstra langt rodstykke med op i bevidstheden om, at så fik skvalderkålen brug for lidt mere krudt til at komme igen. Rodstykkerne bliver lagt på lit de parade, så de kan tørre helt ud, før de får lov at blive begravet i kompostbunken. Der skal jo nødig blive tale om genopstandelse…

Krydderurter i fri dressur

Rumex rugosus-17Stille og roligt er haven ved at genvinde sin status som spisekammer. Krydderurter kommer først, for mange af dem er jo stauder, der skyder frem i jordoverfladen efter vinteren, og faktisk aldrig bliver bedre, end de er lige nu. At nogle af dem så i nogen grad er ude af kontrol, er en anden sag. Det gælder fx havesyre, der ikke kun kommer der, hvor den oprindeligt blev plantet, men også alle mulige andre steder, fordi den sår sig selv temmelig effektivt. Men se lige, hvor fin den er – man kan da i det mindste prøve at spise sig ud af problemet.Melissa officinalis-17En anden krydderurt, der sår sig selv så effektivt, at man fristes til at opfinde begrebet krydderukrudt, er citronmelisse. Men igen, det er svært at være sur, når man mærker den liflige citronduft, mens man går og luger de fejlplacerede nye planter.Allium schoenoprasum-17 Purløgene, der oprindeligt blev sået på en nydelig række, har formået at kolonisere den ene ende af aspargesbedet. Men det er den ende, hvor der er lidt for skyggefuldt til aspargeserne, så det får de egentlig lov til, bare de holder sig nogenlunde inden for rammerne.Aegopodium podagraria-17Hvis der er en plante, der fortjener betegnelsen krydderukrudt – med streg under ukrudt – må det være skvalderkål, der netop nu sniger sig ind på de ydre staudebede og popper friske, lysegrønne skud dagligt. De er et fint tilskud til madlavningen i dette stadie, men det er ærlig talt en uoverkommelig opgave at spise sig ud af det ukrudtsproblem, der truer. Jeg må vist i gang med at luge, så jeg kan få generobret grænserne.

Lækker ny kompostbeholder

IMG_0594Her i haven bliver så meget haveaffald som muligt komposteret og genbrugt til jordforbedring af sandjorden. Lige nu er det højsæson for forårslugning af staudebedene, og det giver mange ukrudtskurve fyldt. Komposteringen foregår fuldstændig uvidenskabeligt ved, at ikke alt for voldsomt haveaffald smides på komposten, i takt med at det opstår, og får lov at ligge, til det er blevet omsat.IMG_0610Undtagelserne er haveaffald, der kan mistænkes for at sprede plantesygdomme. Rodukrudt som skvalderkål, kvik og brændenælde bliver lagt til tørre til det er helt dødt, før det kommer på komposten, så jeg ikke risikerer at det slår rod igen.

IMG_0619Indtil i dag har jeg kun haft en enkelt, stor kompostbeholder bagerst i køkkenhaven,  med jeg har længe ønsket mig en til i staudehaven, så jeg slipper for at slæbe ukrudtskurv efter ukrudtskurv den ene vej og kompost den anden vej. Og se nu hvad der er blevet snedkereret til mig. En lækker, ny kompostbeholder i lokalt egetræ, ligesom det træterrasserne i haven er lavet af. Den står og putter sig bag hyggedrivhuset, hvor den er nem at komme til og passer nok så fint ind i helheden, synes jeg.

Høstanemone vs. skvalderkål 3.0

Anemone japonica Königin Charlotte-2               Et af de aller første projekter, der blev sat i søen her på bloggen, var høstanemone vs. skvalderkål. Dengang for knapt to år siden var bloggen bare 12 dage gammel. En flok høstanemoner fra sensommerens staudekrukker blev plantet ud i et hjørne af haven, hvor det var skvalderkålen, der bestemte.Anemone japonica Königin Charlotte-1Ideen var, at det skulle vi være flere om. Altså om at bestemme. Og høstanemonerne blev sat ind i kampen sammen med undertegnede og hakkejern med mere for at omdanne det vildsomme hjørne under et stort egetræ til et smukt skyggefuldt bed … med skvalderkål i baggrunden.Skyggebedet-6Projektet er vist aldrig blevet afrapporteret, men det er ikke fordi, det er en fiasko. Det krævede en del luge- og hakkearbejde det første forår at trænge skvalderkålen op i en krog, men i år har det ikke været nævneværdigt belastende, og konturerne af det nyindvundet bed tegner sig fint. Selvfølgelig stopper behovet for lidt hakkearbejde aldrig helt, men der er etableret fredelig sameksistens, selv om vores side fører på point. Høstanemonerne har fået godt fat og blomstrer nok så fint lige nu, og der er plantet en masse spændende stauder med store blade, der kan skygge skvalderkål væk, hen over sommeren, så jeg glæder mig vildt til at følge udviklingen til næste sommer.

Høstanemone vs. skvalderkål 2.0

Billede

Der er ikke meget gang i de høstanemoner, Anemone japonicum, der blev plantet i januar i skvalderkål inficeret jord. Til gengæld er der rigtig meget gang i skvalderkålen, der pibler op omkring stauderne. Så det er nu – som i lige nu – høstanemonerne har brug for en hjælpende hånd.

Billede

Jorden blev løsnet med en gravegreb, og så mange rødder som muligt lirket op. Et lidt terapeutisk arbejde, hvor man kan blive forbløffende glad, når det lykkes at trække et ekstra langt rodstykke op. Jeg er godt klar over, at skvalderkålen så langt fra er udryddet i bedet, men fra nu af bliver alle nye skud mødt af hakkejernet, så planterne forhåbentlig mister energien på et tidspunkt. Chancen er i hvert fald størst, når man angriber lige nu, mens de bruger en masse energi på at sætte de nye skud – og er vedholdende…

Billede

Efter sådan et job gælder det om ikke at forfalde til oprydning – i hvert fald ikke hvis det indebærer, at den lugede skvalderkål ryger på komposten. Det vil med garanti bare resultere i endnu mere skvalderkål. I stedet er rødderne lagt til tørre og uskadeliggørelse i sol og vind.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén