Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Skimmia Page 1 of 3

Julestemning med ild og vand og vinterplanter

Der er præcis en måned til jul, så nu må tiden være inde til at gøre haven lidt julehyggelig med dejlige vinterplanter. Ikke mindst der, hvor vi færdes dagligt og der, hvor planterne kan nydes inde fra den varme stue

Det sidste gælder i høj grad terrassehjørnet med spejlbassinet, der er placeret lige uden for stuens panoramavinduer. Det må være et godt sted at starte. Nu har jeg flyttet lidt rundt på krukkerne med vinterplanter og tilføjet et par juletræer til for alvor at slå julestemningen an. De to juletræer er genbrug fra sidste år. Hele sommeren har de bare været grantræer, men  nu er de igen ophøjet til juletræer. De har simpelthen stået i deres krukker inde i et bed, hvor ingen har taget nævneværdigt notits af dem. Desuden har jeg fisket minispejlbassinet ud af et staudebed, tømt det for vand og omdøbt det til bålfad. Der er ikke noget, der skaber så dejlig stemning som et flammende bål på en mørk og grå dag som i dag, synes jeg.

Og så lige lidt reklame og en serviceoplysning: Både spejlbassin og bålfad stammer fra Zinkbakken, og i denne sluttede kreds vil jeg da lige nævne, at webshoppen fejrer Black Friday i næste uge fra fredag den 29. november til og med søndag den 1. december ved at give 20 procent rabat på hele sortimentet. Det er da værd at vide, hvis der står et spejlbassin eller andet haveguf på ønskesedlen. Se mere her.

Jeg har holdt julekrukkegruppen med vinterplanter i røde og grønne nuancer, som jeg synes, hører julen til. Det er herligt, så mange smukke bladplanter, der findes med lækre røde nuancer, når man lige begynder at lede lidt efter dem. Desuden er jeg ret vild med vinterblomstrende planter som skimmia, vintersnebolle og selvfølgelig juleroser, der gør helhedsindtrykket fint og frodigt, selv om det jo er vinter.

Helleborus x glandorfensis Ice n’ Roses ‘Rose’

Jeg har nævnt den her ganske særlige julerose, der ikke er en rigtig julerose, før. Men nu gør jeg det lige igen, for er den ikke bare skøn? Helleborus x glandorfensis Ice n’ Roses ‘Rose’ hedder krydsningen med de utroligt smukke blomster.

Skimmia, Skimmia japonica

Blandt de mange dejlige vinterplanter er skimmia, Skimmia japonica, en klar favorit her i haven. Jeg køber mindst en hvert år til jul og planter dem ud i haven, når det bliver forår. Derfor er de efterhånden temmelig mange steder, hvor de står grønne og frodige med kuglerunde, røde blomsterknopper netop nu. Dem kommer jeg helt sikkert tilbage til 🙂

Nå ja, så vil jeg da også lige nævne, at den lækre Omnioutil spand, der er havnet på forsiden af min nye bog, ‘Sommerblomster – Fra frø til fryd’ også stammer fra Zinkbakken, lige her. Læs mere om ‘Sommerblomster – Fra frø til fryd’ her. Bogen passer perfekt under juletræet og kan bestilles der, hvor du køber bøger, eller i webshoppen hos Forlaget Linnea.

 

 

Skimmia og andre skønheder med alternative forårsfarver

Skimmia japonica ‘Rubella’

Jeg ved godt, at det ikke ligefrem er årstiden, hvor man almindeligvis glæder sig over havens stedsegrønne buske. Men det gør jeg nu alligevel. Faktisk glæder jeg mig over de mange eksemplarer af Skimmia japonica, jeg har, det meste af året, for det er nogle af de planter i haven, der samlet set har allermest at byde på, uanset årstiden. Stedsegrønt løv, røde vinterknopper og lige nu en helt overdådig forårsblomstring med blomster i alternative forårsfarver, der spiller i den creme- og teglfarvede del af farvespektret.

Hver eneste busk står med tusindvis af bittesmå blomster i fine stande og spreder gode forårsdufte omkring sig. Noget også insekterne kan lide, så de er virkelig omsværmede og bidrager utvivlsomt godt til forårsmenuerne blandt sultne bier, og hvad vi ellers har.

Bærmispel, Amelanchier laevis

Den dejlige bærmispel, Amelanchier laevis, jeg før har fremhævet, brillerer også med alternative forårsfarver langt fra de fremherskende lysegrønne og gule nuancer, der er årstidens adelsmærke. Og langt fra tulipanernes mere påtrængende rabalderfarver. Løvet er bronzefarvet i udspring og de yndefulde blomster cremefarvede med rødlige blomsterstængler. En virkelig lækkerbidsken, hvis I spørger mig 🙂

Vibeæg, Fritillaria meleagris

Og nu vi er ved de alternative forårsfarver, må det også være på sin plads at fremhæve vibeæg, Fritillaria meleagris. De nikkende blomsters afdæmpede violette farve genfinder man ikke i mange forårsblomster. Og gør man, er de i hvert tilfælde ikke ternede som vibeægblomsterne. Den er en af stjernerne i min forårshave. Jeg håber sådan, at de næsten sorte tulipaner, Tulipa ‘Queen of the Night’, der her flankerer vibeæg, når at springe ud, mens vibeæggene stadig blomstrer. Jeg har sådan på fornemmelsen, at det vil være et match made in heaven.

Endnu et hold lækre tulipaner er på banen

Tulipa ‘Purple Dream’

Noget af det bedste ved tulipansæsonen er, at den varer dejligt længe, fordi de forskellige sorter springer ud i hvert deres tempo. Så med fare for at det skal ende i det rene tulipanspam, er jeg lige nødt til at introducere endnu et hold lækre tulipaner. De topper lige nu, mens de første dejligheder står og smider om sig med kronbladene.

Den her har jeg ikke haft før, men hold nu op, hvor er den fin. Tulipa ‘Purple Dream’ hedder sorten, der vitterligt er smuk som en drøm. Jeg har altid holdt meget af de liljeblomstrede tulipaner, så det bidrager selvfølgelig til, at det blev til kærlighed ved første blik. Spændende om den hører til de tulipaner, der kan flere gange. Jeg krydser fingre.

Tulipa ‘Vanilla Cream’

En anden af de lidt sent blomstrende lækre tulipaner, der allerede har vist sig at være i hvert fald lidt stabil, er Tulipa ‘Vanilla Cream’. De cremegule blomster ser så appetitlige ud, at det er lige før, man får lyst til at spise dem. De står i øvrigt fantastisk til den hvidblomstrede skimmia, Skimmia japonica ‘Finchy’, synes jeg.

Tulipa ‘China Town’

Tulipa ‘China Town’ er også i gang med at blomstre for andet år i træk. Det havde jeg faktisk ikke forventet, men sådan kan man jo blive overrasket. Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om den er for kitsch’et med de blondekantede blade og forvredne blomster, eller om den også bare hører til de lækre tulipaner… Den er en af Viridiflora tulipanerne, der har de der grønne aftegninger på kronbladene og blomstrer ret sent på tulipansæsonen.

Tulipa ‘Spring Green’

Det samme gør den skønne, gulgrønne Tulipa ‘Spring Green’. Ingen tvivl her til gengæld. Den hører i min optik så absolut til de mest lækre tulipaner og er i virkeligheden nok en af mine yndlingstulipaner i al sin fine forårsfriskhed.

Forårsfin februarbuket fra haven

Jeg har været på blomsterrov i haven, for nu var tiden simpelthen moden til, at årets første havebuket – en februarbuket lige på falderebet – skulle på bordet.

Vintergæk, Galanthus nivalis

Til sådan en februarbuket hører selvfølgelig vintergæk, Galanthus nivalis. Og nu træffer det sig så heldigt, at havens vintergækker, der altid er nogle af egnens sidste til at dukke op, fordi de skal kæmpe sig frem gennem et betydeligt bunddække af liden singrøn, Vinca minor, af samme grund er temmelig langstilkede – i hvert fald af vintergækker at være.

Troldnød, Hamamelis x intermedia ‘Arnold Promise’

En anden oplagt kanidat til en februarbuket er den overdådigt blomstrende troldnød, Hamamelis x intermedia. Der kan sagtens stjæles nogle skud af samme længde som vintergækkerne, uden at det kan ses i blomstermylderet.

Skimmia, Skimmia japonica ‘Finchy’

Den fine, hvidblomstrede skimmia, Skimmia japonica ‘Finchy’ er også leveringsdygtig både i gulgrønne vinterknopper og grønne blade. Desuden klippede jeg lidt ribsgrene – de springer så dejligt hurtigt ud – og nogle smågrene af fuglekirsebær, der allerede har lindet lidt på blomsterknopperne.

Dermed lykkedes det at samle nok sammen til årets første havebuket. Den er selvfølgelig ikke ligefrem prangende, men jeg synes nu alligevel, det er fantastisk, at haven allerede nu har så fine sager at byde på 🙂

Vinterknopper varmer sjælen på de korte decemberdage

Haven er derude, selvom verden i øjeblikket stå i julens tegn. En stille haverunde fjernt fra nisseland og duften af brunt og brændt giver en dejlig pause i alle juleforberedelserne og minder om, at planterne allerede er i fuld gang med at forberede sig på endnu et haveår. Mest tydeligt er det med de planter, der allerede nu står med struttende vinterknopper, der er designet til at modstå både sne og frost, så de er klar til at springe ud, når det bliver lunt og lyst nok igen. Havens forskellige rododendron, Rhododendron, hører til i den kategori. Denne hedder oven i købet Rhododendron ‘Schneekrone’, så den passer på en eller anden måde til årstiden.Stedsegrønne buske og især dem med optimistiske vinterknopper gør mig så glad på en kold og grå decemberdag. Den fine pieris, Pieris japonica, for eksempel. Jeg ved jo lige, hvor søde de små krukkeformede, flødefarvede blomster er, når de springer ud i smukke toppe. Og hvor glade skovmyrerne er for, at de gør det. Det glæder jeg mig allerede til, for så er det forår for alvor. Så ja, lad mig lige lufte kæphesten igen: Der er mange gode grunde til at plante stedsegrønne træer og buske i haven, så den er dejlig at færdes i året rundt.Jeg har allerede udråbt skimmia, Skimmia japonica ‘Rubella’ til ugens yndlingsplante. I min optik er det en af de allerbedste buske at have i haven, hvis der skal være noget at nyde året rundt. Hele vinteren står den med sine små toppe af kuglerunde, røde vinterknopper og kæmper for at bevare frodigheden og havestemningen, mens stauderne er gået under jorden, og de løvfældende træer og buske står med nøgne grene. Knopperne springer ud i det tidlige forår, bierne elsker blomsterne, og busken er et smukt og velformet element i beplantningen året rundt. Skimmia burde egentlig plantes i alle haver. Mine er kommet til som julekrukkeplanter og er blevet plantet ud i haven i det efterfølgende forår. Her har de, som det fremgår, udviklet sig rigtig fint, sandjorden til trods – eller måske på grund af – for der er ikke gjort yderligere for at gøre dem tilpas.Vinterknopper af skimmia er som oftest røde, men der findes også ret lækre sorter med hvide eller limegrønne knopper. Denne Skimmia ‘Finchy’ var julekrukkeplante sidste år og blev plantet ud i det tidlige forår i et nyt bed, hvor den har klaret sig fint trods nogle temmelig anmasende sommerblomster i årets varme måneder.

Stedsegrønne genbrugsplanter står i fuldt flor

Jeg har sikkert nævnt det før, men jeg synes det er overset, hvor meget stedsegrønne buske og træer betyder for, at haven er et dejligt sted hele året rundt. Men jeg gør det gerne igen 🙂 Lige nu er jeg ekstra glad for havens mange skimmia buske, Skimmia japonica, der har stået med fine, kuglerunde, røde blomsterknopper i små toppe mellem det mørkegrønne løv hele vinteren og givet haven både frodighed og farve.Nu er blomsterne sprunget ud med de fineste sarte, teglrøde nuancer. De dufter intenst og dejligt, og de bier og insekter, der er tidligt på færde, er vilde med dem. Der er endnu en god grund til at plante skimmia. Den store busk er lige som de andre genbrugsplanter, der er kommet til haven som krukkeplanter til vinterens og julens krukker. Når foråret kommer, bliver de plantet ud og finder sig dybest set i det mest utrolige fra haveejerens og vejrgudernes side. Med andre ord er de meget nemme at have med at gøre og udvikler sig, som det fremgår, både pænt og harmonisk.Skimmia fås også med hvide blomster som her sorten Skimmia ‘Finchy’, der blomstrer nok så fint og forårsagtigt.En helt anden af havens stedsegrønne, der også står i fuldt flor lige nu og gør alle fordomme om kedelige stedsegrønne til skamme 🙂 er den smukke pieris, Pieris japonica. Den har også stået med knopperne på spring hele vinteren og har nu foldet sine fine små, elfenbenshvide blomsterkrukker ud i smukke toppe.

Forresten har ide-nyt lige skudt en konkurrence i gang, hvor du kan vinde signerede eksemplarer af min nye bog, Slip haveglæden løs. Du deltager her.
Hvis du ikke tror på dit held, er der Mors Dag tilbud på bogen i webshoppen hos Forlaget Linnea frem til 8. maj 2018. Skriv kuponkoden MOR i feltet, så sparer du fragten. Bestil bogen her.

 

Årets første havebuket med fine vinterblomster

Men sneen langsomt trækker sig tilbage, presser forårsfornemmelserne sig på. De vil have plads og næring vil de, så noget må der gøres. Jeg besluttede mig for at gå på jagt efter vinterblomster til en lille havebuket, der kan sprede lidt forårsstemning inden døre. En oplagt kandidat er vintergæk, Galanthus nivalis, der blomstrer så fint og snehvidt midt i sneen. Hvert år kæmper de sig trofast op gennem bunddækket af liden singrøn, Vinca minor, så de er temmelig langstilkede af vintergækker at være og dermed buketkvalificerede.Den skønne skimmia, Skimmia japonica ‘Finchy’, der har gulgrønne blomsterknopper, er et andet af lyspunkterne i haven nu, og den kan vist godt undvære nogle af de forårsagtige skud til min buket.Havens gamle piletræer giver heldigvis en omgang mere, trods et ondartet svampeangreb, og står fyldt med søde, bløde gæslinger, der også gør sig godt i en havebuket med fine vinterblomster.Sidste ingrediens i opskriften på buketten er selvfølgelig troldnød, Hamamelis x intermedia ‘Arnold Promise’. Stor er den ikke, årets første havebuket, men den udfylder sin rolle perfekt som forårsspreder. Jeg bliver i hvert tilfælde selv glad, når jeg kigger på den 🙂

Vinterblomster er vitaminer til forårsfornemmelserne

Hvis der er noget, der kan sætte skub i mine forårsfornemmelser, så er det, når jeg begynder at kunne mærke, at dagene bliver længere. Ja, det er koldt, men det er allerede mærkbart både morgen og aften, at foråret rykker nærmere. Når jeg oven i købet kan gå ud i en solstråle og glæde mig over spirende løgvækster, gule erantis og småfugle, der også har noteret sig, at dagene er blevet længere – for ikke at tale om havens buske med vinterblomster, der er i fuld gang med det aparte forehavende, det er at stå i knop eller blomst i sne og frost, så er der ikke et øje tørt. Den smukke, stedsegrønne skimmia, Skimmia japonica, der står med fine, kuglerunde, teglrøde blomsterknopper på spring er et af havens vinterblomstrende vidundere.

Jeg er, som nogen allerede ved, stor fortaler for, at haven skal have noget dejligt at byde på uanset årstiden. Noget af et aller dejligste netop nu er troldnød, Hamamelis x intermedia, der simpelthen trodser ethvert tilløb til vinter og bare blomstrer løs med sjove, krøllede vinterblomster, der ligner gavebånd, på de nøgne grene. Den er plantet i alt for få haver, fordi den ikke tiltrækker sig synderlig opmærksomhed på de årstider, hvor de fleste går på planteshopping. Lige nu er den simpelthen guld værd for haven, og af samme grund er den endnu engang udnævnt til ugens yndlingsplante, som det fremgår af sidepanelet og menuen Ugens plante her på bloggen. Sådan en burde alle haver have.Dagens tredje favorit med helt skønne vinterblomster er vinter-snebolle, Viburnum tinus, der har foldet sine knopper ud og nu står med de sødeste blomsterskærme i rosa, lyserøde og cremefarvede nuancer. Busken, der siges at være sart, trives på matriklens lune sandjord i lunt læ ved indgangen til skovhaven og er efterhånden blevet mere end tre meter høj, uden at det stedsegrønne løv har været ramt af væsentlige frostskader gennem årene.

Smukt, iskoldt tryllestøv har forvandlet haven

Der var noget sælsomt i luften, da jeg slog øjnene op her til morgen. Lyset var simpelthen anderledes, end det plejer at være. Da jeg fik rullet persiennerne op  viste det sig nok at være lidt magisk men helt uden at være mystisk. Der var simpelthen blevet drysset lidt tryllestøv i form af sne og frost ud over haven i nattens løb.

Det var en glædelig overraskelse og så endda på en lørdag morgen, hvor der er tid til at nyde synet af haven, der lige er blevet opgraderet en gang. Sådan et drys virker som en ansigtsløftning på den efterhånden lidt slidte og trætte vinterhave.

Heldigvis er der stadig stauder, der står med dekorative vinterstandere som garanter for, at haven ikke bliver alt for trist i de kolde måneder. De står endnu skarpere i kontrast til det hvide landskab. Her er det anisisop, Agastache anisata, der fører sig frem.

Det er også værd at glæde sig over havens stedsegrønne og ikke mindst vinterblomstrende planter på sådan en morgen. Det næsten sort-hvide vinterfoto er smukt, men det bliver nu ikke ringere af, at der også er et lille farvestrejf at finde. Det sørger Skimmia japonica for, så den er klar favorit til at afløse vintersnebolle, Viburnum tinus, som ugens yndlingsplante.

Skimmia er havens bedste genbrugsplante

Ved gårsdagens julefrokost kom jeg – surprise 🙂 – til at snakke lidt have med min bordherre, der var i gang med at lægge planer for et staudebed ved indkørslen. Skimmia, udbrød jeg spontant, selv om Skimmia japonica selvfølgelig overhovedet ikke er en staude men en fin, stedsegrøn busk. Udbruddet var selvfølgelig affødt af, at netop Skimmia er en af de planter i haven, der giver aller mest glæde lige nu, som den står der fyldt med optimistiske, kuglerunde blomsterknopper. Lige så vild med stauder, jeg er, lige så vigtigt synes jeg, det er, at der også er noget smukt at glæde sig over i haven i vinterhalvåret. Ikke mindst ved indkørslen og de steder, man dagligt passerer eller kigger ud på inde fra huset. Et staudebed, der udelukkende er plantet til med stauder, er ikke særligt spændende lige nu.Her i haven bliver der plantet nye Skimmia hvert år. Ikke fordi de gamle går til. Det gør de nemlig ikke. De trives uden problemer og vokser sig støre og flottere år for år. Men fordi Skimmia ikke alene er gode haveplanter, de er også super krukkeplanter til vinterens krukker. Dertil kommer så, at Skimmia også er en eminent genbrugsplante. Når vinterkrukkesæsonen er forbi, planter jeg dem ud i haven, hvor de bare fortsætter med at se godt ud. I foråret var det den skønne sort Skimmia ‘Finchy’, der blev plantet ud i haven som genbrugsplante. Den står med limegrønne knopper nu, der vil udvikle sig til flødefarvede blomster, når det engang bliver forår, som det ses her.I år er det en ny sort, der har fundet vej til en af vinterens krukker. Skimmia japonica ‘Attraction’ hedder den. Knoppernes farver er knapt så rød, som Skimmia ‘Rubella’ men heller ikke lige så grøn som Skimmia ‘Finchy’. Jeg er spændt på at se, om den lever op til forventningerne. Foreløbig er den i hvert fald ret lækker, synes jeg. Og jeg ved lige, hvor den skal stå, som the kartoffelwoman sagde. Jeg har nemlig store planer for staudebedet på terrassen, der ærgrer mig dagligt i vintermånederne, fordi jeg i min staudebegejstring har glemt at supplere med stedsegrønne planter, jeg kan glæde mig over i de kommende måneder.

Page 1 of 3

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén