Haveglæder, tips og tricks

Tag: Skimmia japonica Finchy Page 1 of 2

Vinterblomstrende buske og stauder spreder haveglæde

Vinterblomstrende buske med frostvæske i plantevævet hører til årstidens absolutte mirakler i haven. De er svære at undvære på en kold, grå vinterdag som i dag, synes jeg, så de optræder mange steder rundt om i haven. Sammen med andre stedsegrønne planter søger de for, at uderummene får et rart og frodigt anstrøg, selv om stauderne er gået under jorden, og de fleste træer og buske står med nøgne grene og skutter sig.

Japansk snebolle, Viburnum tinus

Endnu et hold lækre tulipaner er på banen

Tulipa ‘Purple Dream’

Noget af det bedste ved tulipansæsonen er, at den varer dejligt længe, fordi de forskellige sorter springer ud i hvert deres tempo. Så med fare for at det skal ende i det rene tulipanspam, er jeg lige nødt til at introducere endnu et hold lækre tulipaner. De topper lige nu, mens de første dejligheder står og smider om sig med kronbladene.

Den her har jeg ikke haft før, men hold nu op, hvor er den fin. Tulipa ‘Purple Dream’ hedder sorten, der vitterligt er smuk som en drøm. Jeg har altid holdt meget af de liljeblomstrede tulipaner, så det bidrager selvfølgelig til, at det blev til kærlighed ved første blik. Spændende om den hører til de tulipaner, der kan flere gange. Jeg krydser fingre.

Tulipa ‘Vanilla Cream’

En anden af de lidt sent blomstrende lækre tulipaner, der allerede har vist sig at være i hvert fald lidt stabil, er Tulipa ‘Vanilla Cream’. De cremegule blomster ser så appetitlige ud, at det er lige før, man får lyst til at spise dem. De står i øvrigt fantastisk til den hvidblomstrede skimmia, Skimmia japonica ‘Finchy’, synes jeg.

Tulipa ‘China Town’

Tulipa ‘China Town’ er også i gang med at blomstre for andet år i træk. Det havde jeg faktisk ikke forventet, men sådan kan man jo blive overrasket. Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om den er for kitsch’et med de blondekantede blade og forvredne blomster, eller om den også bare hører til de lækre tulipaner… Den er en af Viridiflora tulipanerne, der har de der grønne aftegninger på kronbladene og blomstrer ret sent på tulipansæsonen.

Tulipa ‘Spring Green’

Det samme gør den skønne, gulgrønne Tulipa ‘Spring Green’. Ingen tvivl her til gengæld. Den hører i min optik så absolut til de mest lækre tulipaner og er i virkeligheden nok en af mine yndlingstulipaner i al sin fine forårsfriskhed.

Forårsfin februarbuket fra haven

Jeg har været på blomsterrov i haven, for nu var tiden simpelthen moden til, at årets første havebuket – en februarbuket lige på falderebet – skulle på bordet.

Vintergæk, Galanthus nivalis

Til sådan en februarbuket hører selvfølgelig vintergæk, Galanthus nivalis. Og nu træffer det sig så heldigt, at havens vintergækker, der altid er nogle af egnens sidste til at dukke op, fordi de skal kæmpe sig frem gennem et betydeligt bunddække af liden singrøn, Vinca minor, af samme grund er temmelig langstilkede – i hvert fald af vintergækker at være.

Troldnød, Hamamelis x intermedia ‘Arnold Promise’

En anden oplagt kanidat til en februarbuket er den overdådigt blomstrende troldnød, Hamamelis x intermedia. Der kan sagtens stjæles nogle skud af samme længde som vintergækkerne, uden at det kan ses i blomstermylderet.

Skimmia, Skimmia japonica ‘Finchy’

Den fine, hvidblomstrede skimmia, Skimmia japonica ‘Finchy’ er også leveringsdygtig både i gulgrønne vinterknopper og grønne blade. Desuden klippede jeg lidt ribsgrene – de springer så dejligt hurtigt ud – og nogle smågrene af fuglekirsebær, der allerede har lindet lidt på blomsterknopperne.

Dermed lykkedes det at samle nok sammen til årets første havebuket. Den er selvfølgelig ikke ligefrem prangende, men jeg synes nu alligevel, det er fantastisk, at haven allerede nu har så fine sager at byde på 🙂

Vinterknopper varmer sjælen på de korte decemberdage

Haven er derude, selvom verden i øjeblikket stå i julens tegn. En stille haverunde fjernt fra nisseland og duften af brunt og brændt giver en dejlig pause i alle juleforberedelserne og minder om, at planterne allerede er i fuld gang med at forberede sig på endnu et haveår. Mest tydeligt er det med de planter, der allerede nu står med struttende vinterknopper, der er designet til at modstå både sne og frost, så de er klar til at springe ud, når det bliver lunt og lyst nok igen. Havens forskellige rododendron, Rhododendron, hører til i den kategori. Denne hedder oven i købet Rhododendron ‘Schneekrone’, så den passer på en eller anden måde til årstiden.Stedsegrønne buske og især dem med optimistiske vinterknopper gør mig så glad på en kold og grå decemberdag. Den fine pieris, Pieris japonica, for eksempel. Jeg ved jo lige, hvor søde de små krukkeformede, flødefarvede blomster er, når de springer ud i smukke toppe. Og hvor glade skovmyrerne er for, at de gør det. Det glæder jeg mig allerede til, for så er det forår for alvor. Så ja, lad mig lige lufte kæphesten igen: Der er mange gode grunde til at plante stedsegrønne træer og buske i haven, så den er dejlig at færdes i året rundt.Jeg har allerede udråbt skimmia, Skimmia japonica ‘Rubella’ til ugens yndlingsplante. I min optik er det en af de allerbedste buske at have i haven, hvis der skal være noget at nyde året rundt. Hele vinteren står den med sine små toppe af kuglerunde, røde vinterknopper og kæmper for at bevare frodigheden og havestemningen, mens stauderne er gået under jorden, og de løvfældende træer og buske står med nøgne grene. Knopperne springer ud i det tidlige forår, bierne elsker blomsterne, og busken er et smukt og velformet element i beplantningen året rundt. Skimmia burde egentlig plantes i alle haver. Mine er kommet til som julekrukkeplanter og er blevet plantet ud i haven i det efterfølgende forår. Her har de, som det fremgår, udviklet sig rigtig fint, sandjorden til trods – eller måske på grund af – for der er ikke gjort yderligere for at gøre dem tilpas.Vinterknopper af skimmia er som oftest røde, men der findes også ret lækre sorter med hvide eller limegrønne knopper. Denne Skimmia ‘Finchy’ var julekrukkeplante sidste år og blev plantet ud i det tidlige forår i et nyt bed, hvor den har klaret sig fint trods nogle temmelig anmasende sommerblomster i årets varme måneder.

Stedsegrønne genbrugsplanter står i fuldt flor

Jeg har sikkert nævnt det før, men jeg synes det er overset, hvor meget stedsegrønne buske og træer betyder for, at haven er et dejligt sted hele året rundt. Men jeg gør det gerne igen 🙂 Lige nu er jeg ekstra glad for havens mange skimmia buske, Skimmia japonica, der har stået med fine, kuglerunde, røde blomsterknopper i små toppe mellem det mørkegrønne løv hele vinteren og givet haven både frodighed og farve.Nu er blomsterne sprunget ud med de fineste sarte, teglrøde nuancer. De dufter intenst og dejligt, og de bier og insekter, der er tidligt på færde, er vilde med dem. Der er endnu en god grund til at plante skimmia. Den store busk er lige som de andre genbrugsplanter, der er kommet til haven som krukkeplanter til vinterens og julens krukker. Når foråret kommer, bliver de plantet ud og finder sig dybest set i det mest utrolige fra haveejerens og vejrgudernes side. Med andre ord er de meget nemme at have med at gøre og udvikler sig, som det fremgår, både pænt og harmonisk.Skimmia fås også med hvide blomster som her sorten Skimmia ‘Finchy’, der blomstrer nok så fint og forårsagtigt.En helt anden af havens stedsegrønne, der også står i fuldt flor lige nu og gør alle fordomme om kedelige stedsegrønne til skamme 🙂 er den smukke pieris, Pieris japonica. Den har også stået med knopperne på spring hele vinteren og har nu foldet sine fine små, elfenbenshvide blomsterkrukker ud i smukke toppe.

Forresten har ide-nyt lige skudt en konkurrence i gang, hvor du kan vinde signerede eksemplarer af min nye bog, Slip haveglæden løs. Du deltager her.
Hvis du ikke tror på dit held, er der Mors Dag tilbud på bogen i webshoppen hos Forlaget Linnea frem til 8. maj 2018. Skriv kuponkoden MOR i feltet, så sparer du fragten. Bestil bogen her.

 

Årets første havebuket med fine vinterblomster

Men sneen langsomt trækker sig tilbage, presser forårsfornemmelserne sig på. De vil have plads og næring vil de, så noget må der gøres. Jeg besluttede mig for at gå på jagt efter vinterblomster til en lille havebuket, der kan sprede lidt forårsstemning inden døre. En oplagt kandidat er vintergæk, Galanthus nivalis, der blomstrer så fint og snehvidt midt i sneen. Hvert år kæmper de sig trofast op gennem bunddækket af liden singrøn, Vinca minor, så de er temmelig langstilkede af vintergækker at være og dermed buketkvalificerede.Den skønne skimmia, Skimmia japonica ‘Finchy’, der har gulgrønne blomsterknopper, er et andet af lyspunkterne i haven nu, og den kan vist godt undvære nogle af de forårsagtige skud til min buket.Havens gamle piletræer giver heldigvis en omgang mere, trods et ondartet svampeangreb, og står fyldt med søde, bløde gæslinger, der også gør sig godt i en havebuket med fine vinterblomster.Sidste ingrediens i opskriften på buketten er selvfølgelig troldnød, Hamamelis x intermedia ‘Arnold Promise’. Stor er den ikke, årets første havebuket, men den udfylder sin rolle perfekt som forårsspreder. Jeg bliver i hvert tilfælde selv glad, når jeg kigger på den 🙂

Skimmia er havens bedste genbrugsplante

Ved gårsdagens julefrokost kom jeg – surprise 🙂 – til at snakke lidt have med min bordherre, der var i gang med at lægge planer for et staudebed ved indkørslen. Skimmia, udbrød jeg spontant, selv om Skimmia japonica selvfølgelig overhovedet ikke er en staude men en fin, stedsegrøn busk. Udbruddet var selvfølgelig affødt af, at netop Skimmia er en af de planter i haven, der giver aller mest glæde lige nu, som den står der fyldt med optimistiske, kuglerunde blomsterknopper. Lige så vild med stauder, jeg er, lige så vigtigt synes jeg, det er, at der også er noget smukt at glæde sig over i haven i vinterhalvåret. Ikke mindst ved indkørslen og de steder, man dagligt passerer eller kigger ud på inde fra huset. Et staudebed, der udelukkende er plantet til med stauder, er ikke særligt spændende lige nu.Her i haven bliver der plantet nye Skimmia hvert år. Ikke fordi de gamle går til. Det gør de nemlig ikke. De trives uden problemer og vokser sig støre og flottere år for år. Men fordi Skimmia ikke alene er gode haveplanter, de er også super krukkeplanter til vinterens krukker. Dertil kommer så, at Skimmia også er en eminent genbrugsplante. Når vinterkrukkesæsonen er forbi, planter jeg dem ud i haven, hvor de bare fortsætter med at se godt ud. I foråret var det den skønne sort Skimmia ‘Finchy’, der blev plantet ud i haven som genbrugsplante. Den står med limegrønne knopper nu, der vil udvikle sig til flødefarvede blomster, når det engang bliver forår, som det ses her.I år er det en ny sort, der har fundet vej til en af vinterens krukker. Skimmia japonica ‘Attraction’ hedder den. Knoppernes farver er knapt så rød, som Skimmia ‘Rubella’ men heller ikke lige så grøn som Skimmia ‘Finchy’. Jeg er spændt på at se, om den lever op til forventningerne. Foreløbig er den i hvert fald ret lækker, synes jeg. Og jeg ved lige, hvor den skal stå, som the kartoffelwoman sagde. Jeg har nemlig store planer for staudebedet på terrassen, der ærgrer mig dagligt i vintermånederne, fordi jeg i min staudebegejstring har glemt at supplere med stedsegrønne planter, jeg kan glæde mig over i de kommende måneder.

Skimmia er en dejlig helårsplante

Skimmia japonica, der bare hedder skimmia på dansk, er en af havens absolut bedste helårsplanter, sådan at forstå, at den stedsegrønne busk er en af de få planter, der virkelig præsterer at have noget at byde på uanset årstiden. Hele vinteren står den med fine, kuglerunde blomsterknopper i fin kontrast til det mørkegrønne løv. Det her eksemplar er havens største. Det er nok syv-otte år siden, den blev plantet ud efter en karriere som julekrukkeplante, og siden har den udviklet sig til en pænt stor busk, der er smuk uanset årstiden. Alletiders genbrugsplante.Netop nu er de overvintrede blomsterknopper sprunget ud til stor glæde for både bier og haveejer. De dufter som en drøm, og blomsterstandene er utroligt smukke med deres elegant afstemte farver.Den hvidblomstrede Skimmia japonica ‘Finchy’, der netop er blevet plantet ud i det store, nye bed, ser allerede veltilpas ud med placeringen. I hvert fald har den også foldet sine limegrønne blomsterknopper ud efter en lang vinter på spring.Også her er farvesymfonien skabt af cremefarvede knopper, hvide kronblade, gule støvdragere og lysegrønne blomsterstilke nærmest sublim set med mine øjne. Ja, her i haven er skimmia et absolut hit, og det vel at mærke uden at de får nogen særlig opmærksomhed, når det gælder pasning. Jeg er vild med stauder, og den cyklus af årstidernes skiften, der følger med et staudebed, men det er nu også dejligt, at der er stedsegrønne som skimmia i staudebedet, så der er noget at glæde sig over, når stauderne går under jorden.

Genbrugsplanter til det nye bed

Oprydningen i vinterkrukkerne er for alvor gået i gang, for der er jo brug for krukkerne til forårsblomster 🙂 Heldigvis er der en del gode genbrugsplanter mellem de stedsegrønne planter, der har pyntet i krukkerne hele vinteren. En af dem, der har set smuk ud i månedsvis – og stadig gør det – er den nye julerosekrydsning Helleborus x sahinii ‘Winterbells’, som der er mere information om her.Den vil jeg selvfølgelig gerne have glæde af i haven fremover, så tiden var inde til en omplantning. Det faldt meget praktisk sammen med, at det nye, store bed, der er opstået ved fusionen af tre tidligere mindre bede, stod med nogle meget kedelige bare pletter.En af de andre oplagte genbrugsplanter, der passer perfekt i bedet, som jeg vil holde i hvide, cremefarvede og gulgrønne nuancer, er Skimmia japonica ‘Finchy’. Den har også klaret jobbet som vinterkrukkeplante til et flot 12’tal, og fortjener nu at komme ud i jorden, hvor det er nemmere at skaffe sig vand og næring på egen hånd.Det er super dejligt at være kommet bare lidt i gang med tilplantningen af de tomme områder i det nye bed. Det hjælper øjeblikkeligt på helheden, at der kommer lidt grønt til. Der skal selvfølgelig være plads til masser af stauder, men jeg har besluttet mig for at gøre mig umage med at sikre bedet en stedsegrøn basis, så det også vil være smukt og værd at kigge på i vinterhalvåret.

Årets første havebuket

Det vil nok være lidt af en tilsnigelse at påstå, at der er forår i luften i dag. Men så alligevel… Knopperne svulmer, fuglene kvidrer, og frosten er på flugt. Og ikke mindst – en tur rundt i haven gav blomster nok til en lillebitte havebuket, der skaber stor glæde inde i stuen, nu hvor længslen efter foråret er ved at stige mig til hovedet.En af de vinterblomstrende planter, der er leveringsdygtig i nogle stilke til min februarbuket, er den nye julerose hybrid, Helleborus ‘Winterbells’, der har de fineste små, nikkende juleroseblomster, der passer i dimensionerne til en buket, hvor vintergækker, Galanthus nivalis, er den bærende blomst. Læs mere om den nye julerose her.

Udover vintergæk og ‘Winterbells’ er der limegrønne blomsterknopper af Skimmia ‘Finchy’, grene af troldnød, Hamamelis ‘Arnold Promise’ med gule trevlede blomster og pilegrene med bløde, hvide gæslinger, der netop er begyndt at folde sig ud af deres blegrøde knopskel. En dejlig lille buket forårsbebudere i fine farver, der hygger gevaldigt på spisebordet nu, hvor mørket så småt falder på.

Page 1 of 2

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén