Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Selvsåning Page 1 of 8

De allersidste sommerblomster skaber stemning

Sæsonen er forbi, jeg ved det godt. Men haven har alligevel meget at byde på, på sådan en grå novemberdag. De allersidste sommerblomster står alligevel derude og lyser op og skaber eventyrstemning med deres smukke forfald.

Read More

Planter der gøder sig selv og hinanden

I begyndelsen af august såede jeg en skønsom blanding af planter der gøder sig selv og deres omgivelser, såkaldt grøngødning, i et hjørne af haven. Nu blomstrer de og har forvandlet hjørnet til den fineste blomstereng.

Honningurt og gul lupin

Read More

Skønne skærme i sensommerhaven

Skovangelik, Angelica sylvestris

Jeg har været på farten det meste af ugen, så det var dejligt at komme hjem og konstatere, at haven er her endnu og ikke har opgivet ævred i mit fravær og deraf følgende omsorgssvigt. En af de ting, der slog mig, da jeg gik min velkommen-hjem-runde, var de mange skønne skærme, sensommeren har at byde på.

Det gælder ikke mindst de selvsåede eksemplarer af den rødbladede toårige skovangelik, Angelica sylvestris. Det er sjovt at se, hvor forskelligt frøplanterne falder ud. Den her er absolut den mest imponerende, både hvad angår højde og blomsterrigdom, til gengæld har den ikke nær så røde blade og blomsterstande som naboplanterne. Der er i øvrigt en vild og intens summen i bomsterne, for alle mulige insekter synes at være lige så vilde med de skønne skærme, som jeg er.

Sød fennikel, Foeniculum vulgare

I det spiselige staudebed er det også skærmplanterne, der dominerer lige nu. Her er det to sorter af sød fennikel, der står med meterhøje skud fyldt med fine, gule skærme.

Også her er der fest for bier og svirrefluer af alle mulige slags. Skærmplanter hører generelt til de planter, der er gode at dyrke i haven, hvis man vil række insektlivet en hjælpende hånd og dermed være med til at pynte lidt på biodiversiteten.

Tandstikkerurt, Amni visnaga

Tandstikkerurt, Amni visnaga, der er en af mine yndlings planter der også lige på nippet til at springe ud for alvor. Den er nu næsten smukkest lige før, de mange bittesmå hvide blomster i skærmene folder sig ud. Da er de grønlige og omgivet af et fint filigranværk af blade. Tandstikkerurt er en enårig sommerblomst, jeg har forspiret i det tidlige forår, så der er lidt leveringstid på disse skønne skærme. Men jeg synes nu så absolut, at de er værd at vente på 🙂

Tre gange jernurt i sensommerhaven

Violjernurt, Verbena rigida

Jernurt eller Verbena, som planteslægten hedder på latin, kan en hel masse i sensommerhaven. Desuden er der mange fine arter at vælge imellem. Alle kender vel efterhånden kæmpejernurt, Verbena bonariensis, der knejser over blomsterbedene med meterhøje, forbløffende stive stængler. Men hvad med violjernurt, Verbena rigida? Det er en lidt mindre, mere forgrenet fætter til kæmpejernurt, der har blomster i små skærme med en næsten lysende violet farve. Den er rigtig god til sensommerkrukker som her, hvor den har fundet sammen med plantenyheden Salvia hybrid ‘Mysty’, der i øvrigt har stået i krukken siden første halvdel af maj. Det er da valuta for pengene. Læs mere om ‘Mysty’ her.

Her er violjernurt plantet ud i et staudebed, hvor den lukker et hul efter nogle forårsblomstrende stauder, der er klippet ned. Sådan kan den også bruges. På sin hjemstavn er violjernurt faktisk selv en staude, men jeg tør ikke tro på, at den kan overvintre her. Men hvem ved. Det sker jo engang imellem at kæmpejernurten overvintrer.

Lægejernurt, Verbena officinalis

En for mig helt ny jernurt, som jeg er fuldstændig pjattet med bærer det seriøse navn lægejernurt, Verbena officinalis ‘Bampton’. Hvilke medicinske effekter den måtte have, skal jeg ikke kunne sige, men man bliver i hvert fald glad af at se på den. En meget rigt forgrenet plante med en bladfarve som gammelt sølv og en sky af bittesmå, lyslilla blomsteraks, der er så fine og letbevægelige, at de næsten ikke er til at fotografere.

Spydverbena, Vernena hastata ‘Pink Spires’

Dagens tredje jernurt er til gengæld en gammel kending her i haven. Jeg har faktisk ikke styr på, om den overvintrer, eller årets eksemplarer alle er selvsåede planter fra i år. I hvert fald dukker spydverbena, Verbena hastata, op både her og der med høje skud fyldt med lette, små blomsteraks i klynger. En absolut herlig plante, synes jeg, så den er altid velkommen, og kan flyttes, hvis den kommer på uhensigtsmæssige steder.
Go’ weekend derude i haverne 🙂

Grønne blomster i det gule bed

Det gule bed

Det gule bed, der er tilplantet og -sået med sommerblomster i den gule, hvide og grønne del af farveskalaen er så småt ved at tage form. Planterne lukker godt sammen – omend nogle skal styres lidt for ikke helt at tage magten. Men det overordnede indtryk af bedet er endnu ikke særligt gult. Faktisk er det lige nu snarere et grønt bed, dels fordi en del af de gule blomster ikke er sprunget ud, dels fordi mange af de grønne blomster er i fuld gang og planterne i sig selv vokser grønt og frodigt.

Tobaksblomst, Nicotiana knightiana

Blandt de grønne blomster er tobaksblomst, Nicotiana knightiana, en af de mest ivrige.

Det er super god pauseplante i sådan et sommerblomstbed, for den blomstrer hele sommeren, og selv om den ikke gør meget væsen af sig, er de grønne blomster bare så fine, når man kigger ordentligt efter. Lige nu spiller den nærmest hovedrollen i bedet, men når de gule og hvide blomster kommer til, er den klar til at støtte op om og understrege dem. Alletiders sommerblomst, hvis I spørger mig.

Kongekommen, Amni majus

Lige nu står kongekommen, Amni majus, også diskret med grønne blomster. Men det varer ikke længe, før det er fine, hvide kniplingsskærme, jeg kan glæde mig over.

Stolt kavaler, Cosmos bipinnatus ‘Xanthos’

De første gule blomster i bedet er så sart gule, at de næsten ikke er gule. Det er stolt kavaler, Cosmos bipinnatus ‘Xanthos’, der lyser op både om dagen og i skumringen med den fine, måneskinsgule farve. Planterne er faktisk formeret med hjemmehøstede frø, så det er dejligt at se, at blomsterne stadig har den samme lækre farve, som den forædlede sort.

Blomsterkarse, Tropaeolum majus ‘Milkmaid’

Det samme gælder blomsterkarse, Tropaeolum majus ‘Milkmaid’, der efterhånden har så mange generationer af selvsåede eksemplarer bag sig, at det nærmest er snyd at bruge sortsnavnet. Jeg har oplevet enkelte planter slå tilbage til orange, som er artens farve, men langt de fleste er lysegule år efter år. De planter, der nu er begyndt at blomstre i det gule bed, er faktisk gravet op som frøplanter i køkkenhaven, hvor de spirer frem i vildskab. Jeg kommer nok til at fortryde omplantningen, men de passer altså perfekt i farven her. De vokser voldsomt og frodigt lige nu, så det er nødvendigt at være over dem med saksen, hvis ikke de skal kvæle alle naboerne.

Selvsået er velsået fingerbøl og blomsterkørvel

Fingerbøl, Digitalis purpurea

Jeg er helt klart fan af planter, der sår sig selv, så de dukker op på passende steder rundt om i haven, hvor jeg slet ikke havde tænkt på at plante dem. Når det så oven i købet er et par yndlingsplanter som fingerbøl og blomsterkørvel, der mestrer teknikken, ja så er der ikke et øje tørt.

Det er sjovt med fingerbøl, Digitalis purpurea, der nærmest kan trylle. I hvert fald har jeg kun plantet hvidblomstrede eksemplarer, og der dukker da også et par spontane af de hvide op hist og pist. Men langt de fleste af de selvsåede planter er purpurfarvede ganske som arten. Der var faktisk nogle vilde eksemplarer af den to-årige art på matriklen, da vi flyttede ind, så måske har de blandet sig i formeringen. Eller måske er de forædlede hvide sorter bare vendt tilbage til deres oprindelse efter selv at have fået lov til at stå for partnervalget. Men ingen klager her. De purpurfarvede fingerbøl med de fine prikker inde i fingerbølblomsten er også så fine.

Blomsterkørvel, Orlaya grandiflora

Fingerbøl og blomsterkørvel, Orlaya grandiflora, er et fint makkerpar, i det team, der glæder haveejeren ved at så sig selv rundt omkring på passende vis. Blomsterkørvel er en anderledes og meget delikat skærmplante, jeg forelskede mig hovedløst i ved et besøg i Sissinghurst gardens i England for nogle år siden. Der blev fremskaffet frø og sået og kælet for småplanterne, før de blev plantet ud. Nu kommer de helt af sig selv. Det er bare dejligt.

Hjertegræs, Briza maxima

Men fingerbøl og blomsterkørvel er ikke de eneste, der er gode til atså sig selv. Hjertegræs, Briza maxima, er næsten lidt for skrap til disciplinen. Den sår ikke sig selv sporadisk men i voldsomme mængder. Jeg har en hel skov midt i det centrale blomsterbed, der nærmest er ved at kvæle omgivelserne. Så nu er jeg begyndt at luge nogle af planterne for at tørre de fine aks, der dingler i trådtynde stængler. De er super søde i buketter, men det er lidt af et skrækscenarie, hvis de alle sammen kommer i tanke om at så sig selv.

Fugeplanter med ganske særlige evner

Bakkestjerne, Erigeron karvinskianus

Jeg er vildt fascineret af fugeplanter, der synes at kunne vokse i det rene ingenting. En af dem, man ofte støder på i og omkring engelske haver, er bakkestjerne, Erigeron karvinskinanus, der kan kunsten at få det til at se ud som om, der svæver en sky af blomster over en belægning. Så da jeg fik den brolagte skråning langs trappen op mod huset, var der ikke langt fra tanke til handling. Der blev selvfølgelig plantet både bakkestjerne og et par andre fugeplanter til at fylde mellemrummene ud og bløde belægningen lidt op.

Det er et par år siden, men nu begynder det lige så stille at virke efter hensigten. Planterne, der blev plantet på stensætningen over brolægningen, selvsår pænt i mellem chaussestenene, så min blomstersky så småt er ved at være en realitet.

Trædepude, Leptinella dioica

Bakkestjernen slås lidt om pladsen mellem chaussestenene med trædepude, Leptinella dioica, som er transplanteret direkte ned i fugerne fra en beplantning et andet sted i haven. Det er imponerende så hurtigt og effektivt, de har fået fat. Nu vil de ovenikøbet til at blomstre med små, fine knappenålsblomster.

Rød stenurt, Sedum spurium ‘Tricolor’

Men der er flere fugeplanter med i kampen. Her er det en sort af rød stenurt, Sedum spurium ‘Tricolor’, der er så effektiv, at den helt skjuler brolægningen på denne årstid.

Men tilbage til bakkestjernen, som må have en hånd, hvis de andre fugeplanter bliver for nærgående. For det er jo den svævende blomstersky, jeg er ude efter. Den blomstrer så fint med lette, tusindfrydlignende blomster på lange tynde stængler, der dingler hid og did. Humlebierne er vilde med blomsterne, selv om de faktisk ikke kan bære de store insekter, så der er tydeligvis også tale om en plante, der er god for dyrelivet. I min staudebog står der, at bakkestjerne er lidt udfordrende at have med at gøre her til lands, fordi planten dårligt tåler vinterfugt. Men det er jo heldigvis ikke det store problem her på kanten af grusgraven.

Projekt skærehave er udfordret af biodiversiteten

Skærehave

Det går egentlig rigtig fint med projekt skærehave, men enkelte rækker af sommerblomster er nu alligevel lidt udfordrede. Nu ligger det mig jo fjernt at sige noget ondt om begrebet biodiversitet i haven. Men jeg synes alligevel det er lidt skrapt, når en vinbjergsnegl metodisk guffer halvdelen af række med mørkerøde kornblomster, Centaurea cyanus, i sig og grådigt udvælger sig de pæneste eksemplarer af håret solhat, Rudbeckia hirta. Førstnævnte må vist eftersås, solhatten ser heldigvis ud til at klare skærene og kommer nedefra.

Der er også et meget lidt genert rådyr, der hygger sig i haven i øjeblikket og gør det lidt svært at være velsmagende sommerblomster og stauder. De udplantede solsikker bliver aldrig til solsikker, for der står kun pinde tilbage. Og så har jeg fået grundig hjælp til knibning af den fine fløjlsblomst, Tagetes patula ‘Ildkongen’. Hjælp jeg egentlig hellere ville have klaret mig foruden. Derfor er der nu blevet installeret bambuspinde omviklet med gammel t-shitog dyppet i hjortetakolie. Håbet er, at den meget markante lugt får Bambi og Co. til at gå uden om projekt skærehave.

Blomsterkarse, Tropaeolum majus

Man kan argumentere for, at blomsterkarse, Tropaeolum majus, hører fint og naturligt hjemme i en have med sommerblomster. Men det er altså ikke tilfældet i det omfang, de selvsåede planter myldrer frem. De bliver luget i hundredevis sammen med det forårskåde fuglegræs, der lige i øjeblikket kalder på en ugentlig ukrudtshakning.

Udtynding af jomfru i det grønne

Det er oven i købet ikke bare ukrudtet, der skal luges lige nu. I de rækker, der er sået direkte, er der en del, der som sædvanlig står for tæt, fordi det er svært at dosere de små frø. Så der er ikke andet at gøre end at få luget de overskydende planter væk, selv om det gør lidt ondt. Her er det jomfru i det grønne, Nigella damascena, det går ud over.

Men alt i alt begynder projekt skærehave for alvor at antage den projekterede vifteform, der blev født som streger på et stykke papir, som det ses her. Der er lidt, der skal efterplantes, men det når jeg nok til. Jeg er absolut glad for resultatet indtil nu.

Stolt kavaler, Cosmos bipinnatus ‘Pink Popsocks’

Så foreløbig vil jeg glæde mig over, at den allerførste blomst er sprunget ud i skærehaven. Et lidt unseligt eksemplar af stolt kavaler, Cosmos bipinnatus ‘Pink Popsocks’, der er en sjov fyldt version af den traditionelle kavaler. Der kommer forhåbentlig mange flere.

Til slut lige en efterlysning: Jeg mangler adressen på vinderen af to billetter til Cph Garden. Pia Løbner, det er dig der er den heldige. Send din adresse til post@lottebjarke.dk, så kommer billetterne susende med posten.

Krudt, ukrudt og midtimellem i det store staudebed

Det store staudebed

I det store staudebed midt i haven er frodigheden nærmest overvældende efter at planterne har fået både vand og varme at vokse af. Det skal også siges, at den sædvanlige forårslugning samtidig med nedklipning af stauderne var udfordret på grund af frost. Så for at være helt ærlig, er jeg kommet bagud, og det er det, der afspejler sig i den aktuelle frodighed.

Døvnælde, Lamium album

Der vokser både krudt, ukrudt og noget midtimellem i det store staudebed. Men grænserne er nok temmelig flydende. Til kategorien ukrudt hører i hvert fald døvnælde, Lamium album. Ikke fordi planten ikke er køn eller ikke passer i farveholdningen i bedet. Det gør den nemlig fint, og derfor er det også lidt svært at blive sur på den lige nu. Men den har altså nogle temmelig imperialistiske tilbøjeligheder, og den skal ikke slippes af syne alt for længe af gangen, så koloniserer den hele bedet.

Blomsterkørvel, Orlaya grandiflora

Men heldigvis vokser der trods alt flest planter i kategorien krudt i det store staudebed. En af mine yndlingsblomster lige nu er blomsterkørvel, Orlaya grandiflora. Det er en tidlig sommerblomst, jeg forspirede, udplantede og hægede om for nogle år siden. Det har så ikke været nødvendigt siden, for blomsterkørvel er super god til at så sig selv i passende doser, så den nok så fint og naturligt dukker op mellem stauderne.

Hjertegræs, Briza maxima

Jeg ved ikke, om det er rimeligt at give hjertegræs, Briza maxima, prædikatet midtimellem. Men det er dog venligere end at kalde den ukrudt. Hjertegræs er også en enårig sommerblomst, som jeg på samme måde selv har forspiret og udplantet for et par år siden. Den er både sød og lækker med sine fine, dinglende aks, der ligner små hjerter.

Hvad jeg ikke lige havde overvejet var, at hjertegræs simpelthen er specialist i selvsåning og på ingen måde har blomsterkarsens finfølelse, når det gælder dosering. Det er ikke til at se det, men jeg har faktisk allerede luget en del hen ad vejen. Alligevel har jeg nu en decideret hjertegræsskov, der infiltrerer både stauder, roser og buske i bedet. Det ser ganske godt ud lige nu, men jeg vil helt sikkert være over dem, så snart stråene begynder at gulne, for jeg kan ikke overskue yderligere familieforøgelse til næste år.

Akelejefrøstjerne danser med hvide prydløg

Prydløg, Allium stipitatum ‘Mount Everest’

Hvor er det bare en dejlig tid lige nu. Der er så mange af mine erklærede yndlingsblomster, der blomstrer på en gang, at det er svært at bevare overblikket over, hvilke der er de virkelige yndlinge. Heldigvis er jeg en rummelig person, så det lykkes mig nogenlunde at glæde mig over dem alle sammen i passende doser. Som nu det her morgenkig lige uden for fordøren. Akelejefrøstjerne, Thalictrum aquilegiifolium, med de lyslilla lampepudser-blomsterskærme har budt de smukke, hvide blomsterbolde af prydløg, Allium stipitatum op til dans i morgensolen. Godt man sagtens kan fotografere i morgenkåbe og træsko 🙂

Akelejefrøstjerne, Thalictrum aquilegiifolium

Jeg ved godt, at det er violfrøstjerne, Thalictrum delavayi, der er det store hit i haverne, men jeg synes nu også, at dens fætter, akelejefrøstjerne kan en hel masse. Navnet skyldes ikke, at den har noget som helst med akelejer at gøre, men bladene ligner faktisk temmelig meget. Og så blomstrer den allerede nu, altså i god tid før violfrøstjernen overtager scenen.

Blomsterstanden af akelejefrøstjerne er et kapitel helt for sig selv. Noget mere yndefuldt og fluffy skal man da lede længe efter.

Der er så samtidig det gode at sige om akelejefrøstjerne, at den er hårdfør og stabil og aldrig svigter. Slet ikke faktisk, For den sår også sig selv ganske flittigt og dukker op de mest usandsynlige steder for at gøre sit til, at forårsbedene bliver lidt ekstra lækre.

Page 1 of 8

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén