Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Selvsåning Page 1 of 8

Toårige sommerblomster overrasker altid

Toårige sommerblomster er en spændende plantegruppe, der giver dynamik og gode overraskelser i havens blomsterbede. Det første år spirer de frem og danner en form for bladroset. Først året efter kommer blomsterne, og når planten har dannet frø, dør den og overlader scenen til næste generation.

Judaspenge, Lunaria annua ‘Alba’

Mange af de toårige sommerblomster er virkelig gode til det med at sætte frø og efterfølgende så sig selv. Det er her overraskelserne kommer ind i billledet. Frøene spirer, men planten gør ikke meget væsen af sig i begyndelsen for så året efter at blomstre overdådigt på steder, hvor man sket ikke havde ventet det. Det er en charmerende evne at have, synes jeg. Jeg holder i hvert fald meget af, når blandt andet fingerbøl, kongelys og som her judaspenge, Lunaria annua ‘Alba’, vandrer rundt i haven og blander sig i den mere planlagte beplantning.

Skovangelik, Angelica sylvestris

En af de toårige sommerblomster, der lystigt vandrer rundt her i haven, er den rødbladede skovangelik, Angelica sylvestris. Det er mange år siden, jeg plantede den første plante, men nu er den stabilt – og iøjnefaldende – inventar i staudebedene hvert år. Bladrosetten er flot allerede første år, og det er noget af et show, den statelige skærmplante fyrer af, når den blomstrer. Se bare her.

Alexanderurt, Smyrnium olusatrum

En anden smuk skærmplante blandt de toårige sommerblomster er et nyt bekendtskab for mig. Ja, nyt og nyt, jeg har haft den i flere år, men den har åbenbart ikke helt forstået konceptet toårige sommerblomster. Alexanderurt, makedonsk persille eller sort løvstikke hedder den. Kært barn har mange navne. Det botaniske navn er Smyrnium olusatrum. Jeg købte engang en pose frø og fik lige nøjagtigt en plante ud af mine anstrengelser. Den så til gengæld glad og livskraftig ud og blev plantet ud i haven. Siden er der kommet fine, skinnende grønne blade hvert år, men den har aldrig blomstret før.

Derfor var det noget af en overraskelse, da jeg midt i min lugeterapi fik kigget op og opdagede den næsten meterhøje plante stå og blomstre højt hævet over tulipanerne. Den gør jo ikke så meget væsen af sig med de gulgrønne blomsterskærme, men de er virkelig fine, når man får kigget nærmere efter. Den har titel af oldgammel krydderurt, og stort set hele planten skulle kunne spises på forskellige måder. Det ved jeg nu ikke, om jeg nænner, for den pynter så vældigt i bedet på kanten, hvor stauderne kun er tittet de første 10 cm op af jorden. Nu håber jeg bare, at den vil så sig og komme hyggeligt og overraskende igen sammen med havens toårige sommerblomster.

Påskeblomster med virkelig skarp timing

Vejret og kalenderen har i fællesskab sørget for, at rigtig mange af havens påskeblomster faktisk blomstrer netop nu, da påsken er på trapperne.

Påskeklokke, Helleborus x orientalis

Read More

De allersidste sommerblomster skaber stemning

Sæsonen er forbi, jeg ved det godt. Men haven har alligevel meget at byde på, på sådan en grå novemberdag. De allersidste sommerblomster står alligevel derude og lyser op og skaber eventyrstemning med deres smukke forfald.

Read More

Planter der gøder sig selv og hinanden

I begyndelsen af august såede jeg en skønsom blanding af planter der gøder sig selv og deres omgivelser, såkaldt grøngødning, i et hjørne af haven. Nu blomstrer de og har forvandlet hjørnet til den fineste blomstereng.

Honningurt og gul lupin

Read More

Skønne skærme i sensommerhaven

Skovangelik, Angelica sylvestris

Jeg har været på farten det meste af ugen, så det var dejligt at komme hjem og konstatere, at haven er her endnu og ikke har opgivet ævred i mit fravær og deraf følgende omsorgssvigt. En af de ting, der slog mig, da jeg gik min velkommen-hjem-runde, var de mange skønne skærme, sensommeren har at byde på.

Det gælder ikke mindst de selvsåede eksemplarer af den rødbladede toårige skovangelik, Angelica sylvestris. Det er sjovt at se, hvor forskelligt frøplanterne falder ud. Den her er absolut den mest imponerende, både hvad angår højde og blomsterrigdom, til gengæld har den ikke nær så røde blade og blomsterstande som naboplanterne. Der er i øvrigt en vild og intens summen i bomsterne, for alle mulige insekter synes at være lige så vilde med de skønne skærme, som jeg er.

Sød fennikel, Foeniculum vulgare

I det spiselige staudebed er det også skærmplanterne, der dominerer lige nu. Her er det to sorter af sød fennikel, der står med meterhøje skud fyldt med fine, gule skærme.

Også her er der fest for bier og svirrefluer af alle mulige slags. Skærmplanter hører generelt til de planter, der er gode at dyrke i haven, hvis man vil række insektlivet en hjælpende hånd og dermed være med til at pynte lidt på biodiversiteten.

Tandstikkerurt, Amni visnaga

Tandstikkerurt, Amni visnaga, der er en af mine yndlings planter der også lige på nippet til at springe ud for alvor. Den er nu næsten smukkest lige før, de mange bittesmå hvide blomster i skærmene folder sig ud. Da er de grønlige og omgivet af et fint filigranværk af blade. Tandstikkerurt er en enårig sommerblomst, jeg har forspiret i det tidlige forår, så der er lidt leveringstid på disse skønne skærme. Men jeg synes nu så absolut, at de er værd at vente på 🙂

Tre gange jernurt i sensommerhaven

Violjernurt, Verbena rigida

Jernurt eller Verbena, som planteslægten hedder på latin, kan en hel masse i sensommerhaven. Desuden er der mange fine arter at vælge imellem. Alle kender vel efterhånden kæmpejernurt, Verbena bonariensis, der knejser over blomsterbedene med meterhøje, forbløffende stive stængler. Men hvad med violjernurt, Verbena rigida? Det er en lidt mindre, mere forgrenet fætter til kæmpejernurt, der har blomster i små skærme med en næsten lysende violet farve. Den er rigtig god til sensommerkrukker som her, hvor den har fundet sammen med plantenyheden Salvia hybrid ‘Mysty’, der i øvrigt har stået i krukken siden første halvdel af maj. Det er da valuta for pengene. Læs mere om ‘Mysty’ her.

Her er violjernurt plantet ud i et staudebed, hvor den lukker et hul efter nogle forårsblomstrende stauder, der er klippet ned. Sådan kan den også bruges. På sin hjemstavn er violjernurt faktisk selv en staude, men jeg tør ikke tro på, at den kan overvintre her. Men hvem ved. Det sker jo engang imellem at kæmpejernurten overvintrer.

Lægejernurt, Verbena officinalis

En for mig helt ny jernurt, som jeg er fuldstændig pjattet med bærer det seriøse navn lægejernurt, Verbena officinalis ‘Bampton’. Hvilke medicinske effekter den måtte have, skal jeg ikke kunne sige, men man bliver i hvert fald glad af at se på den. En meget rigt forgrenet plante med en bladfarve som gammelt sølv og en sky af bittesmå, lyslilla blomsteraks, der er så fine og letbevægelige, at de næsten ikke er til at fotografere.

Spydverbena, Vernena hastata ‘Pink Spires’

Dagens tredje jernurt er til gengæld en gammel kending her i haven. Jeg har faktisk ikke styr på, om den overvintrer, eller årets eksemplarer alle er selvsåede planter fra i år. I hvert fald dukker spydverbena, Verbena hastata, op både her og der med høje skud fyldt med lette, små blomsteraks i klynger. En absolut herlig plante, synes jeg, så den er altid velkommen, og kan flyttes, hvis den kommer på uhensigtsmæssige steder.
Go’ weekend derude i haverne 🙂

Grønne blomster i det gule bed

Det gule bed

Det gule bed, der er tilplantet og -sået med sommerblomster i den gule, hvide og grønne del af farveskalaen er så småt ved at tage form. Planterne lukker godt sammen – omend nogle skal styres lidt for ikke helt at tage magten. Men det overordnede indtryk af bedet er endnu ikke særligt gult. Faktisk er det lige nu snarere et grønt bed, dels fordi en del af de gule blomster ikke er sprunget ud, dels fordi mange af de grønne blomster er i fuld gang og planterne i sig selv vokser grønt og frodigt.

Tobaksblomst, Nicotiana knightiana

Blandt de grønne blomster er tobaksblomst, Nicotiana knightiana, en af de mest ivrige.

Det er super god pauseplante i sådan et sommerblomstbed, for den blomstrer hele sommeren, og selv om den ikke gør meget væsen af sig, er de grønne blomster bare så fine, når man kigger ordentligt efter. Lige nu spiller den nærmest hovedrollen i bedet, men når de gule og hvide blomster kommer til, er den klar til at støtte op om og understrege dem. Alletiders sommerblomst, hvis I spørger mig.

Kongekommen, Amni majus

Lige nu står kongekommen, Amni majus, også diskret med grønne blomster. Men det varer ikke længe, før det er fine, hvide kniplingsskærme, jeg kan glæde mig over.

Stolt kavaler, Cosmos bipinnatus ‘Xanthos’

De første gule blomster i bedet er så sart gule, at de næsten ikke er gule. Det er stolt kavaler, Cosmos bipinnatus ‘Xanthos’, der lyser op både om dagen og i skumringen med den fine, måneskinsgule farve. Planterne er faktisk formeret med hjemmehøstede frø, så det er dejligt at se, at blomsterne stadig har den samme lækre farve, som den forædlede sort.

Blomsterkarse, Tropaeolum majus ‘Milkmaid’

Det samme gælder blomsterkarse, Tropaeolum majus ‘Milkmaid’, der efterhånden har så mange generationer af selvsåede eksemplarer bag sig, at det nærmest er snyd at bruge sortsnavnet. Jeg har oplevet enkelte planter slå tilbage til orange, som er artens farve, men langt de fleste er lysegule år efter år. De planter, der nu er begyndt at blomstre i det gule bed, er faktisk gravet op som frøplanter i køkkenhaven, hvor de spirer frem i vildskab. Jeg kommer nok til at fortryde omplantningen, men de passer altså perfekt i farven her. De vokser voldsomt og frodigt lige nu, så det er nødvendigt at være over dem med saksen, hvis ikke de skal kvæle alle naboerne.

Selvsået er velsået fingerbøl og blomsterkørvel

Fingerbøl, Digitalis purpurea

Jeg er helt klart fan af planter, der sår sig selv, så de dukker op på passende steder rundt om i haven, hvor jeg slet ikke havde tænkt på at plante dem. Når det så oven i købet er et par yndlingsplanter som fingerbøl og blomsterkørvel, der mestrer teknikken, ja så er der ikke et øje tørt.

Det er sjovt med fingerbøl, Digitalis purpurea, der nærmest kan trylle. I hvert fald har jeg kun plantet hvidblomstrede eksemplarer, og der dukker da også et par spontane af de hvide op hist og pist. Men langt de fleste af de selvsåede planter er purpurfarvede ganske som arten. Der var faktisk nogle vilde eksemplarer af den to-årige art på matriklen, da vi flyttede ind, så måske har de blandet sig i formeringen. Eller måske er de forædlede hvide sorter bare vendt tilbage til deres oprindelse efter selv at have fået lov til at stå for partnervalget. Men ingen klager her. De purpurfarvede fingerbøl med de fine prikker inde i fingerbølblomsten er også så fine.

Blomsterkørvel, Orlaya grandiflora

Fingerbøl og blomsterkørvel, Orlaya grandiflora, er et fint makkerpar, i det team, der glæder haveejeren ved at så sig selv rundt omkring på passende vis. Blomsterkørvel er en anderledes og meget delikat skærmplante, jeg forelskede mig hovedløst i ved et besøg i Sissinghurst gardens i England for nogle år siden. Der blev fremskaffet frø og sået og kælet for småplanterne, før de blev plantet ud. Nu kommer de helt af sig selv. Det er bare dejligt.

Hjertegræs, Briza maxima

Men fingerbøl og blomsterkørvel er ikke de eneste, der er gode til atså sig selv. Hjertegræs, Briza maxima, er næsten lidt for skrap til disciplinen. Den sår ikke sig selv sporadisk men i voldsomme mængder. Jeg har en hel skov midt i det centrale blomsterbed, der nærmest er ved at kvæle omgivelserne. Så nu er jeg begyndt at luge nogle af planterne for at tørre de fine aks, der dingler i trådtynde stængler. De er super søde i buketter, men det er lidt af et skrækscenarie, hvis de alle sammen kommer i tanke om at så sig selv.

Fugeplanter med ganske særlige evner

Bakkestjerne, Erigeron karvinskianus

Jeg er vildt fascineret af fugeplanter, der synes at kunne vokse i det rene ingenting. En af dem, man ofte støder på i og omkring engelske haver, er bakkestjerne, Erigeron karvinskinanus, der kan kunsten at få det til at se ud som om, der svæver en sky af blomster over en belægning. Så da jeg fik den brolagte skråning langs trappen op mod huset, var der ikke langt fra tanke til handling. Der blev selvfølgelig plantet både bakkestjerne og et par andre fugeplanter til at fylde mellemrummene ud og bløde belægningen lidt op.

Det er et par år siden, men nu begynder det lige så stille at virke efter hensigten. Planterne, der blev plantet på stensætningen over brolægningen, selvsår pænt i mellem chaussestenene, så min blomstersky så småt er ved at være en realitet.

Trædepude, Leptinella dioica

Bakkestjernen slås lidt om pladsen mellem chaussestenene med trædepude, Leptinella dioica, som er transplanteret direkte ned i fugerne fra en beplantning et andet sted i haven. Det er imponerende så hurtigt og effektivt, de har fået fat. Nu vil de ovenikøbet til at blomstre med små, fine knappenålsblomster.

Rød stenurt, Sedum spurium ‘Tricolor’

Men der er flere fugeplanter med i kampen. Her er det en sort af rød stenurt, Sedum spurium ‘Tricolor’, der er så effektiv, at den helt skjuler brolægningen på denne årstid.

Men tilbage til bakkestjernen, som må have en hånd, hvis de andre fugeplanter bliver for nærgående. For det er jo den svævende blomstersky, jeg er ude efter. Den blomstrer så fint med lette, tusindfrydlignende blomster på lange tynde stængler, der dingler hid og did. Humlebierne er vilde med blomsterne, selv om de faktisk ikke kan bære de store insekter, så der er tydeligvis også tale om en plante, der er god for dyrelivet. I min staudebog står der, at bakkestjerne er lidt udfordrende at have med at gøre her til lands, fordi planten dårligt tåler vinterfugt. Men det er jo heldigvis ikke det store problem her på kanten af grusgraven.

Projekt skærehave er udfordret af biodiversiteten

Skærehave

Det går egentlig rigtig fint med projekt skærehave, men enkelte rækker af sommerblomster er nu alligevel lidt udfordrede. Nu ligger det mig jo fjernt at sige noget ondt om begrebet biodiversitet i haven. Men jeg synes alligevel det er lidt skrapt, når en vinbjergsnegl metodisk guffer halvdelen af række med mørkerøde kornblomster, Centaurea cyanus, i sig og grådigt udvælger sig de pæneste eksemplarer af håret solhat, Rudbeckia hirta. Førstnævnte må vist eftersås, solhatten ser heldigvis ud til at klare skærene og kommer nedefra.

Der er også et meget lidt genert rådyr, der hygger sig i haven i øjeblikket og gør det lidt svært at være velsmagende sommerblomster og stauder. De udplantede solsikker bliver aldrig til solsikker, for der står kun pinde tilbage. Og så har jeg fået grundig hjælp til knibning af den fine fløjlsblomst, Tagetes patula ‘Ildkongen’. Hjælp jeg egentlig hellere ville have klaret mig foruden. Derfor er der nu blevet installeret bambuspinde omviklet med gammel t-shitog dyppet i hjortetakolie. Håbet er, at den meget markante lugt får Bambi og Co. til at gå uden om projekt skærehave.

Blomsterkarse, Tropaeolum majus

Man kan argumentere for, at blomsterkarse, Tropaeolum majus, hører fint og naturligt hjemme i en have med sommerblomster. Men det er altså ikke tilfældet i det omfang, de selvsåede planter myldrer frem. De bliver luget i hundredevis sammen med det forårskåde fuglegræs, der lige i øjeblikket kalder på en ugentlig ukrudtshakning.

Udtynding af jomfru i det grønne

Det er oven i købet ikke bare ukrudtet, der skal luges lige nu. I de rækker, der er sået direkte, er der en del, der som sædvanlig står for tæt, fordi det er svært at dosere de små frø. Så der er ikke andet at gøre end at få luget de overskydende planter væk, selv om det gør lidt ondt. Her er det jomfru i det grønne, Nigella damascena, det går ud over.

Men alt i alt begynder projekt skærehave for alvor at antage den projekterede vifteform, der blev født som streger på et stykke papir, som det ses her. Der er lidt, der skal efterplantes, men det når jeg nok til. Jeg er absolut glad for resultatet indtil nu.

Stolt kavaler, Cosmos bipinnatus ‘Pink Popsocks’

Så foreløbig vil jeg glæde mig over, at den allerførste blomst er sprunget ud i skærehaven. Et lidt unseligt eksemplar af stolt kavaler, Cosmos bipinnatus ‘Pink Popsocks’, der er en sjov fyldt version af den traditionelle kavaler. Der kommer forhåbentlig mange flere.

Til slut lige en efterlysning: Jeg mangler adressen på vinderen af to billetter til Cph Garden. Pia Løbner, det er dig der er den heldige. Send din adresse til post@lottebjarke.dk, så kommer billetterne susende med posten.

Page 1 of 8

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén