Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Roses Forever Page 1 of 2

Lyserøde blomster og grønne nuancer klæder drivhuset

Det er virkelig mærkeligt. Selv om jeg planter ud og planter ud, er det lige som om trængslen i drivhuset tager til. De forspirede planter står fortsat i kø for at blive plantet ud, men dagens blæsevejr har ikke ligefrem været optimalt til formålet. Og jeg nåede simpelthen ikke længere i sidste weekend.

I stedet har jeg gået og hygget mig lidt med at skabe plads inde i drivhuset ved at flytte nogle af de opmagasinerede krukker med planter med lyserøde blomster ud foran drivhuset. Jeg synes, de hvide strukturer, de lyserøde blomster og grønne nuancer klæder hinanden så fint. I virkeligheden er det en broget forsamling, der har fundet hinanden her. Hvis vi ser bort fra planterne med de lyserøde blomster, er der en krukke med selvsåede fingerbøl, Digitalis officinalis (og muligvis en overvintret rose nedenunder), en ganske særlig krukkebrombær, som jeg kommer tilbage til, og stiklingeformerede zonalepelargonier, der faktisk har overvintret i drivhuset.

Til stjernerne i krukkegruppen med de lyserøde blomster foran drivhuset hører den nærmest evigt dejlige hortensia, Hydrangea Magical Four Seasons fra Gardeners Own, og en krukke med nytilkomne Infinity roser fra Flowers for You by Thoruplund. Infinity roserne, der er forædlet af danske Roses Forever, kan en hel masse. Jeg har flere krukker stående med overvintrede roser fra sidste år, der tydeligvis er klar til at give den gas i år også. Dem skal jeg også nok komme tilbage til. 🙂

Workshop med havedrømmekage blandt tusindvis af primulaer

I går kom den længe ventede dag, hvor Haveselskabet Aarhus havde inviteret til workshop om planteformering i Gartneriet Pedersen med undertegnede som guide sammen med gartner Henning. Det blev en super hyggelig eftermiddag, hvor alle fik jord under neglene. Der skulle sås, prikles og tages stiklinger og ind imellem lægges øre til facts og fiduser om planteformeringens kunst. Stor tak til Home & Garden for spændende frø, til Pindstrup for kvalitetsjord, til Jiffy for praktiske tørvepotter og til Gartneriet Pedersen for forspirede planter til at øve prikling med. Der blev ikke så lidt at bære hjem bagefter.

Gourmet Roses

I kaffen kunne vi byde på havedrømmekage takket være endnu en sponsor. For når en ganske almindelig drømmekage skal forvandles til en havedrømmekage, skal der selvfølgelig masser af blomster til. Kagen blev pyntet med spiselige roser, Gourmet Roses, fra Gartneriet Legro. Det er rosenforædleren Rosa Ekselund, Roses Forever, der har udviklet en serie af spiselige roser, der selvfølgelig dyrkes økologisk. Rosenbladene smager let bittert og giver en sød kage et lækkert pift. De kan også bruges i salater og til alt muligt andet, hvor maden lige skal have et løft.
Tak for kage til Gartneriet Legro og Forlaget Linnea, der i dagens anledning solgte min bog SLIP HAVEGLÆDEN LØS til workshoppris. (Hvis du ønsker dig bogen eller har brug for en gaveide til havefolk, kan den bestilles hos din boghandler eller direkte hos Forlaget Linnea her.)

Eftermiddagen bød også på en oplevelse ud over det sædvanlige, idet der selvfølgelig var en guidet rundvisning i gartneriet, der bugner af tusindvis af primulaer og andre lækre forårsplanter. Her er det initiativtageren til workshoppen, Leif, der nyder synet og duften.

Primula Bellerose

Gartneriet producerer et væld af forskellige primulaer, der hver for sig er nærmest uimodståelige. Hvad mener I for eksempel om den her rosenknop primula? Primula Bellerose hedder den meget passende, for blomsterne ligner vitterligt miniatureroser.

Jeg var næppe den eneste, der gik hjem med hovedet fuld af blomsterinspiration og forårsnykker efter den rundtur. Så nu har jeg tilplantet en af mine flotte betonkrukker fra B-Green med søde forårsblomster i rosa nuancer. Her er rosa Primula fra serien ‘Peach Melba’, her er helt sart lyserøde engelskgræs, Armeria maritima og vibeæg, Fritillaria meleagris, der end ikke har foldet sine ternede blomster ud. Og så er der rosa martsvioler, Viola odorata Miracle ‘Classy pink’, der har den fineste farve og den dejligste duft ovenikøbet.

Genblomstrende Green Infinity roser i krukkerne

Sidst i juni plantede jeg en flok potteroser af sorten Rosa ‘Green Inifinity’ i en stor zinkbalje, der kamuflerer et grimt brønddæksel midt i plænen lidt. Planterne har gjort det helt fantastisk i månederne siden. Første flor holdt længe, og siden har de stået med friske grønne blade, indtil de begyndte at lægge an til endnu en blomstring i ny stil. Blomsterne er større, stænglerne længere og kraftigere og farverne mere intense.Sådan så den nytilplantede balje ud, så der er sket en del siden, og ‘Green Infinity’ roserne er ikke blevet mindre dejlige af at have udviklet sig.

Hver enkelt blomst har fortsat det helt særlige vintagepræg, der kendetegner ‘Green Infinity’ rosen. Knoppen er støvet rosa, og blomsterne er rosa i udspring men bliver gradvist mere grønlige og papiragtige, og de holder utroligt længe. Jeg har sikkert nævnt det før, men jeg kan ikke lade være med at gentage mine varmeste anbefalinger til at bruge potteroser som krukkeplanter i sommerhalvåret. Og måske især ‘Green Infinity’.

Tørkeramte blomsterbede giver en ekstra omgang

Da jeg midt i sommervarmen var ved at blive ramt af en tørkedepression, fordi både haven og naturen omkring mig så ud som om, de var ved at stille træskoene og kunne futte af hvert øjeblik, det skulle være, var det svært at forestille sig, hvor hurtigt planterne kunne komme til hægterne igen efter nogle gode regnbyger. Nu er en god del af græsset (og hvad der ellers vokser i plænen) grønt igen, og bare det hjælper på helhedsindtrykket. Samtidig er der flere planter, der bogstaveligt talt har besluttet at give en ekstra omgang, og sensommerstauder og -buske er i fuld gang. Så selv om der stadig er en del, der ser mere slidt ud, end det burde, er det i det store hele ikke så ringe at være haveejer i dag her på matriklen.En staude, der blev plantet sidste efterår og som altså har haft sin første sæson her i haven denne sommer, er japansk asters, Aster ageratoides, i en hvid version. Den skal have mine varmeste anbefalinger med på vejen, for den har simpelthen blomstret sig uberørt gennem sommertørken, og gør det som det fremgår endnu. Samtidig er en både smuk, graciøs og naturlig. Ikke til at stå for.Rosen, Rosa ‘Fru Nørby’ blev også plantet sidste år og blomstrede smukt i begyndelsen af juli. Men sandelig ikke om den giver en omgang mere, nu hvor den har fået vand. Smukke, smukke blomster, der er cremefarvede i udspring og bliver mere hvide efterhånden.Snehvide er også blomsterne på syrisk rose, Hibiscus syriacus ‘W.R. Smith’, der bærer titlen som ugens yndlingsplante. En langsom starter, som jeg altid er bange for er død i det tidlige forår, men som til gengæld gemmer sin blomstring til september som en dejlig overraskelse.Sidst men ikke mindst er jeg lige nødt til at nævne min nye, sensommerblomstrende staudesolsikke, Helianthus ‘Lemon Queen’. Den forstår virkelig at sørge for, at staudebedet også har noget at byde på i sensommeren.

Plantemesse med lækkerier og plantenyheder til haven

De seneste dage har jeg befundet mig i en blomsterboble, for det er sæson for plantebranchens fagmesser, hvor der bliver købt ind til efterårssalget i havecentre med videre. Dejligt at lande i en frodig blomstrende oase oven på den tørre sommer. Så nu må I finde jer i lidt plantespan med plantenyheder, der kan være på vej til jeres haver. Jeg er i hvert fald ret fristet 🙂 Hvad mener I for eksempel om den her nye purpursolhat, Echinacea purpurea ‘Meditation Dream’, der på ingen måde er purpurfarvet. Blomsten starter som limegrøn i udspring og bliver efterhånden lækkert flødefarvet med teglfarvet midte. Wow siger jeg bare.Her er en anden lækker sag, der godt nok ikke er en af årets plantenyheder, men som ikke har så mange år på bagen. Det er høstanemone, Anemone japonica ‘Tiki Sensation’, der er fremelsket af den danske staudeplanteskole Staudegården.Danske rødder har også den fine nye rose, Rosa ‘Prins Henrik’ forædlet af Rosa Eskelund, Roses Forever, udvalgt af Prins Henrik selv og netop navngivet til minde om prinsen af rosenelskeren Ghita Nørby ved den store, internationale rosenkonvention i København.Der er også en ny sort af kokardeblomst, Gaillardia aristate Spin Top på banen. Den udmærker sig ved sin delikate, røde farve og en kontinuerlig blomstring. Jeg har en på prøve, så mere om den, når jeg har lært den bedre at kende.Sæbeurt, Saponaria officinalis, kan dårligt henregnes til kategorien plantenyheder, da den jo vokser vildt i den danske natur. Jeg kan faktisk huske, at jeg som barn har forsøgt at få den til at flytte ind i haven, fordi jeg syntes, den var så pæn. Det lykkedes ikke, men nu er der en mulighed, for nyt er det i hvert tilfælde, at en af staudeplanteskolerne har inkluderet den i sit sortiment.Hvor mange år på bagen den elegante hosta sort Hosta ‘Harry van Trier’ har, ved jeg ikke, men jeg har ikke set den før, og da jeg faktisk kendte Harry, der desværre ikke er mere, må den lige med i kavalkaden. Harry van Trier var en belgisk havejournalist, og jeg tror aldrig, jeg har mødt magen til omvandrende planteleksikon. Dejligt at hans minde lever videre i en smuk plante.

Tre dejlige roser der er noget helt specielt

Det er ikke ligefrem nemt at dyrke roser, når jorden er så sandet og tør  som her på matriklen, men i krukkerne går det fint. Jeg holder meget af at bruge potteroser som kukkeplanter, for de holder så dejligt længe på den måde.Den fantastiske sort, Rosa ‘Green Infinity’,der er skabt af Rosa Eskelund fra Roses Forever, er en af mine favoritter. Blomsterne holder helt utroligt længe og præsterer et fascinerende farveskift undervejs. I udspring er de vintagerosa og efterhånden bliver de mere og mere grønne.En ny og meget anderledes rose, som jeg er ret forelsket i men endnu aldrig har set i butikkerne, er mikrorosen Rosa ‘LillyRose’. Jeg fik og plantede et eksemplar sidste år, der altså har klaret vinteren i krukken inde i drivhuset.‘LillyRose’ har simpelthen de sødeste, bittesmå roser, og den blomster hele sommeren.Der er selvfølgelig også enkelte roser plantet i haven. Den her skønhed, der hedder Rosa ‘Lise Nørgaard’ er også skabt af Rosa Eskelund og opkaldt efter og navngivet af selveste Lise Nørgaard. Den blev plantet som barrodet plante sidste efterår, og har åbenbart fundet sig godt til rette her i haven trods de ikke så rosenvenlige betingelser. Se her, hvordan ‘Lise Nørgaard’ flyttede ind.

 

 

 

 

Roserne Fru Nørby og Lise Nørgaard flytter ind

Udgivelsen af Torben Thims bog, Rosa – forædleren, blev fejret på behørig vis i forbindelse med Odense Blomsterfestival 2016. Her navngav vores alle sammens Ghita Nørby en ny rose, forædlet af Rosa Eskelund. Rosa ‘Fru Nørby’, som den smukke rose i Rosa Eskelunds Plant’n’relax serie nu hedder, har fyldte, cremefarvede og duftende blomster, og den er remonterende, så den blomstrer hele sommeren. Torben Thims bog om Rosa Eskelund og hendes passion for roser kan man læse mere om og købe her. Torben Thim er selv passioneret rosoman og har skrevet adskillige bøger om roser, blandt andet bogen Ghitas roser, sammen med Ghita Nørby. Læs mere om den her.Rosa spurgte, om ikke jeg havde lyst til at prøve den nye rose selv. Det var lidt svært at sige nej til. Midt på ugen kom der så en dejlig pakke fra Grønløkke Planteskole, der producerer roserne, med både ‘Fru Nørby’ og en anden lækker rose fra Rosas forædling, der er opkaldt efter og navngivet af Lise Nørgaard. Roserne har ligget godt beskyttet i en sæk siden ankomsten, for det gjaldt jo om at passe på, at de barrodede roser ikke tørrede ud, før jeg kunne nå at plante dem.For lige at være på den sikre side, satte jeg roserne i en spand vand, mens jeg gravede huller til dem. Nu er roser jo ikke lige min spidskompetence, for den tørre sandjord her i haven, er dybest set ikke særlig velegnet til roser. I håbet om at gøre det lidt rart for de nye roser, så de alligevel bliver godt tilpas med indflytningen, har jeg investeret i rosenjord, der indeholder i hvert fald lidt af det ler, som roserne godt kan li’, men som der er meget lidt af i havens jord. Med hjælp fra datteren blev rosenjord og havejord blandet i plantehullerne, og så blev roserne ellers plantet efter alle kunstens regler med podestedet 8-10 cm under jorden og en ordentlig spand vand til at skylle efter med.‘Fru Nørby’ fik plads i det store, centrale bed, hvor den cremefarvede nuance vil passe perfekt, mens rosen ‘Lise Nørgaard’, der har stærkt fyldte, pink roser med et nostalgisk udtryk, blev plantet i det eksotiske hjørne. Nu er der ikke andet at gøre, end at glæde sig til næste år, når roserne springer ud.

Ukuelige roser trækker sommeren i langdrag

Det er ikke nogen hemmelighed, at hvis der er noget, haven her ikke er kendt for, så er det sine roser. Roser og tør sandjord er simpelthen en skidt kombination. Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det, at der faktisk er nogle af havens ukuelige roser, der vælger at blomstre nok så fint, selv om det jo med al tydelighed er blevet efterår. Her er det den dansk forædlede rose, ‘Inner Wheel Forever’, som Rosa Eskelund har forædlet. Det er oven i købet en velgørende rose, for salget af sorten støtter kvindeorganisationen Inner Wheels internationale hjælpearbejde for børn.Austin rosen ‘Harlow Carr’ er den rose, der har vokset længst i haven. David Austin Roses beskriver den da også som en “tough little rose” på sin hjemmeside, og det må siges at holde stik. Den blomstrer ikke overdådigt, som den nok ville gøre i andre misundelsesværdige haver, men den blomstrer hvert år, og den gør det altså endnu. Fine, fyldte gammeldags rosenblomster, der dufter præcist, som roser skal.En sej lille rose er også en fin betegnelse for Rosa ‘Pastella’, der har blomstret det meste af sommeren. Det er sjovt at følge, hvordan blomsterfarven ændrer sig i takt med temperaturen. Den er langt mere lyserød nu end tidligere på sommeren, hvor den havde sart ferskenfarvede og grønne nuancer. Ret lækker, både i den ene  og den anden afskygning.Den nye mikrorose ‘Lilly Rose’ fortsætter med at charmere i sin krukke. Faktisk er den helt fuld af knopper, så jeg tror, den skal flyttes ind i det nye drivhus til overvintring. Få historien om den nye krukkerose her.

To forbløffende roser i blomst i sensommerhaven

Da jeg var på plantemessen IPM i Essen i Tyskland sidst i januar, fik jeg en lille lyserød plasticpotte med en lillebitte rosenplante forærende af det store tyske småplantegartneri, Kientzler Jungpflanzen. Siden er rosen blevet passet og plejet, klippet ned og omplantet efter alle kunstens regler, og nu blomstrer den endelig.LillyRose er salgsnavnet for den nye rose, der i mangel af bedre må betegnes som en mikro-rose. Se lige, hvor små de enkelte roser er. Jeg synes, den er helt vildt sød, og den er alle tiders krukkeplante. Sund er den åbenbart også, for der har ikke været skyggen af problemer med planten siden dengang i januar. Jeg håber, LillyRose kommer ud i almindelig handel fremover, for det er da virkelig en fornyelse til sortimentet af krukkeplanter. Mit eksemplar vil jeg helt sikkert forsøge at overvintre.Apropos roser og overvintring er der gang i en anden god historie her i haven lige nu. Sidste sommer plantede jeg potteroser forædlet af danske Roses Forever i en stor krukke på terrassen, som det ses her. Krukken incl. roserne har stået der siden, det vil sige også hele vinteren igennem. Planterne skød pænt i foråret, og løvet har haft sådan en smuk farve hen over sommeren, at krukken fortsat blev stående som et naturligt element i krukkegruppen i hyggehjørnet på terrassen.Og nu – nu er roserne begyndt at blomstre. Farven forekommer lidt anderledes end i blomsterne på de væksthusproducerede planter, der blev plantet sidste år, og vækstformen er også markant anderledes på den lidt vilde og ret lækre måde. Så nu får potteroserne, der blev til krukkeroser, lov at leve videre. Jeg synes, potterosers potentiale som krukkeplanter generelt er lidt overset. Hermed min anbefaling 🙂

CPH Garden kom super godt fra start

Haveselskabets store satsning – CPH Garden – et rigtigt flowershow efter engelsk model på dansk grund – er i gang i Valbyparken. En kæmpe havefest, hvor alle er inviteret til at være med de næste fire dage. Førstedagen, der var forbeholdt Haveselskabets medlemmer, blev et stort tilløbsstykke, og jeg havde i hvert fald en virkelig god ud-af-haven oplevelse. At dømme efter stemningen, deler jeg vist den oplevelse med mange.Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været en lille smule skeptisk – for kunne et dansk flowershow nu også indfri forventningerne og have noget at byde på. Men det kunne det, og det havde det 🙂 Flotte, inspirerende og gennemarbejdede showhaver, spændende stande med absolut alt godt til haven, høj sol og god stemning. Al tvivl er sat til vægs. Godt gået af Haveselskabet og alle dem, der har knoklet for at få det hele til at klappe. Her er det den guldvindende have ‘Dream a little dream’ designet af Nete Højlund.Og her ‘Den blomstrende have’ designet af Lise Bollhorn, der løb med broncemedaljen. Der er ialt otte showhaver, der alle har spændende og inspirerende  elementer at byde på.Min personlige favorit til guldmedaljen var Dorthe Kvists ‘En vild og vidunderlig urban oase’. Den er fyldt med finurligheder, sjove påfund og en absolut lækker plantesammensætning med både stauder, græsser og spiselige planter. Men smag og behag er jo heldigvis forskellig, så døm selv, hvis vejen lægges forbi CPH Garden.Apropos Dorthe Kvist, benyttede hun og forlaget Koustrup & Co. lejligheden til at holde release party for den nye bog ‘Sådan skaber du rum i din have’. Den glæder jeg mig voldsomt til at forsvinde ind i, når det lige om lidt bliver sommerferietid. Læs mere om bogen her.

Men CPH Garden er andet end showhaver. Der er mere end 200 stande, hvor der sælges alverdens gode ting til haven – ikke mindst planter. Lad dette være en advarsel 🙂Som ethvert flowershow med respekt for sig selv har CPH Garden også et blomstertelt, hvor man virkelig kan finde specialiteter, hvis man fx er helt vild med pelargonier eller dahliaer.Sidst men ikke mindst hører det med til eventyret om CPH Garden, at haveudstillingen blev åbnet af en rigtig prinsesse. Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary, der samtidig takkede ja til et æresmedlemskab af Haveselskabet, erklærede CPH Garden for åben med dåben af en ny, bunddækkende rose fra Roses Forever forædlet af Rosa Eskelund. Den sart lyserøde rose fik selvfølgelig navnet CPH Garden in Bloom.

Page 1 of 2

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén