Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Primula denticulata

Den søde primula-tid er endelig begyndt

Primula Belarina ‘Cream’

Den søde primula-tid er kommet vældig godt fra start, og nu pibler de frem alle vegne i haven. Nogle vil måske mene, at primula-tiden har været i gang længe her i haven, men indtil nu har det jo været primula’er i krukker, det har handlet om. Først nu er den “rigtige” primula-tid begyndt, hvor de små forårsfine stauder dukker op til et glædeligt gensyn. Gensynsglæden er ikke mindst, når den lækre, dobbeltblomstrede Primula Belarina ‘Cream’ melder sin ankomst.

Primula Belarina ‘Pink Ice’

Søstersorten Primula Belarina ‘Pink Ice’ er ikke mindre dejlig med sit mylder af dobbelte blomster, der ligner små roser og vitterligt har samme farve som barnsdommens jordbæris … den der uden jordbær i den trefarvede fødselsdagsis, I ved nok. De er i øvrigt begge kommet til haven for adskillige år siden som krukkeplanter, så der er tale om super gode genbrugsplanter.

Storblomstret kodriver, Primula vulgaris

Det bliver selvfølgelig ikke primula-tid uden den her sart lysegule sag. I modsætning til de forædlede Belarina sorter vokser den faktisk vildt i den danske natur og blomstrer netop nu i skovbunden rundt omkring. Jeg holder meget af storblomstret kodriver, Primula vulgaris, så den passer jeg godt på i haven. Sidste år blev en hel flok faktisk flyttet i forbindelse med fældningen af det gamle, syge piletræ og etableringen af et nyt bed på stedet. Heldigvis har de klaret flytningen fint.

Kugleprimula, Primula denticulata

Til den søde primula-tid hører også kugleprimula, Primula denticulata. Den er kun så småt ved at komme i gang, så de kugleformede blomsterstande er ikke engang rigtig kugleformede endnu. Men det skal nok komme, og der er heldigvis optræk til masser af blomsterbolde.

Genbrugsplanter med hvide blomsterdelikatesser

Jeg har, som nogen vil vide, en svaghed for hvide blomster, og lige nu står nogle af de allerdejligste blomsterdelikatesser i fuldt flor i forårshaven, hvor alting pludselig foregår i et rasende tempo takket være det sommeragtige vejr. En af dem er balkananemone, Anemone blanda, der vokser mange steder i haven, fordi afblomstrede forårskrukkeeksemplarer altid bliver gravet ned et eller andet sted. Blomsterne åbner og lukker sig med lyset, som om de hilser solen velkommen.En anden forårsfavorit, der for adskillige år siden var krukkeplante og nu gør det super godt som genbrugsplante med en dejlig blomstring år efter år, er den flødefarvede Primula Belarina ‘Cream’. De små, fyldte primulablomster ligner næsten miniature roser og er absolut ikke til at stå for.Den hvide kugleprimula, Primula denticulata, er endnu en af forårets blomsterdelikatesser, der kom til haven som krukkeplante og siden er kommet pænt igen år efter år. Jeg er bare så vild med de perfekt kugleformede blomsterstande, og det er de første bier i øvrigt også, så det er alletiders plante at have i forårshaven.

 

Plusgrader skruer op for forårsfornemmelserne

Det er utroligt, så meget det betyder for forårsfornemmelserne, at temperaturen lige sniger sig op over frysepunktet. Her skaber det i hvert fald et øjeblikkeligt behov for at komme ud og gøre noget. Og hvad kan være bedre end at shine krukkegrupperne lidt op med de forårsblomster, der står i kø i drivhuset og venter på at komme ud og gøre en forskel. Ahh, det var dejligt, og det pyntede gevaldigt på indkørslen, hvor krukkerne med vårlyng, vibeæg og andre lækkerier nu står og byder velkommen.En af forårets yndlingsplanter, kugleprimula, Primula denticulata, i flere farver er selvfølgelig med i krukkeforsamlingen, der er holdt i rosa, lilla og blå nuancer.Det samme gælder det absolutte forårshit her i haven, vibeæg, Fritillaria meleagris, med de fine, ternede blomster. Det kan godt være, jeg bliver nødt til at flytte hele molevitten ind igen, hvis der dukker mere sibirisk kulde op, men så må det være sådan. Foreløbig vælger jeg at tro på, at foråret er kommet for alvor.

Tyvstart på foråret med blomsterløg og Primula

Det er en lille smule snyd, men det bliver det ikke mindre dejligt af… Jeg har simpelthen brugt formiddagen til en tyvstart på foråret og er gået i gang med forårskrukkerne i planteværkstedet i det nye drivhus. Foreløbig er de stillet op på parade i drivhuset, mens de venter på at komme ud i haven. Egentlig er det så mildt i vejret, at de sagtens kunne stå ude, men nu får de lige lov at falde til i krukkerne under drivhusets beskyttende tag i første omgang. Så er det også lidt ekstra hyggeligt at gå og nørde.Jeg fik aldrig selv lagt løg i krukkerne i efteråret, men det er der heldigvis andre, der har gjort. Det er ingen sag at trylle spirende løg i små potter om til krukkeløg. Når løgene tages ud af deres potter, kan de skilles forsigtigt fra hinanden, hvis de skal passe i små krukker eller fylde en stor ud, så det samtidig ser naturligt ud og ikke som om, der er sat tre potter ned i krukken. De holder oven i købet meget længere på denne måde, end når de kommer ind i varmen.Det er umuligt ikke at komme i forårsstemning ved synet af de spirende løg, der har fået en lunende dyne af blødt, grønt mos. Godt, der er mos nok at tage af i plænen:-)De skønne vibeæg, Fritillaria meleagris, er længere fremme end de øvrige løgblomster og blomstrer allerede. Heldigvis holder de dejligt længe ved de lave temperaturer i drivhuset.Den fine, hvide kugleprimula, Primula denticulata, står lysegrøn og forårsagtig og kan ikke helt lade være med at vise, at den skam er klar til at blomstre. Den tåler heldigvis også de lave temperaturer fint, så jeg regner med at få lang tids glæde af hele kompagniet først inde i drivhuset og inden længe ude i krukkegrupperne i haven.

Det myldrer med Primula

Primula sæsonen tager fart i her i haven, hvor der vokser et hav af forskellige Primula. De fleste er tidligere krukkeplanter, der efterhånden er blevet til stauder i haven, der tilsyneladende er begunstiget af perfekte forhold til Primula dyrkning. Her er det den hvide, dobbelte Primula Belarina ‘Cream’, der står i fuldt flor.Jeg er i det hele taget ret pjattet med Belarina typerne, der har fyldte blomster, der minder om miniature rosenknopper i massevis. Tuerne bliver bare større og tættere for hvert år der går. Her er det Primula Belarina ‘Pink Ice’.Der er også godt gang i de dejlige kugleprimula, Primula denticulata, der diverterer med perfekte blomsterbolde, når de er fuldt udsprungne.Her er det den syrenfarvede sort, der heldigvis har overlevet omlægning og omrokering af det blå bed.

Blomster på køkkenhavebordet

Så er der kommet gang i køkkenhaven. Efterladenskaber fra sidste år er ryddet op, og den efterårsfræsede jord, der fik et godt tilskud Champost, er blevet revet igennem. Hvidløg, vinterløg og vinterærter er der fuld fart på, og nu har jeg også sået radiser og spinat, der jo godt kan klare årstidens lave temperaturer.Dermed er der for alvor fløjtet til sæsonstart i køkkenhaven, der ligger som et lidt afsondret haverum med dejligt læ og masser af sollys, ro og fred. Med andre ord et af mine foretrukne opholdssteder på en solbeskinnet forårsdag. Så der skal selvfølgelig være blomster på køkkenhavebordet 🙂Den lille zinkbalje er fyldt med dejlige forårsblomster og så den helt skønne hvidkløver, Trifolium repens ‘ Dark Debbie’, der binder det hele lidt sammen med sine smukke ranker med næsten sorter kløverblade. Der er Gartneriet Råhøj, der har stået for forædling og udvikling af den lækre kløver, så det er oven i købet et helt igennem dansk produkt, der sælges i butikker i hele landet.En anden favoritplante i krukken er den syrenfarvede kugleprimula, Primula denticulata, med fine blomsterkugler, der nærmest svæver over de øvrige planter i zinkbaljen.

Kugleprimula til lidt af hvert

IMG_0661Jeg er ualmindelig pjattet med kugleprimula, Primula denticulta, så der kommer nye til haven hvert år. De er nemlig så fine i forårskrukkerne, og når de bagefter bliver plantet ud i haven et sted, hvor der ikke er alt for meget knald på solskinnet, kommer de nok så fint igen og igen, og kan oven i købet finde på at brede sig. De hvide er lige sprunget ud som naboer til påskeklokkerne. Et nydeligt par, må man sige.IMG_0676Den lilla kugleprimula tyvstartede på blomstringen for mange uger siden. De første overmodige blomster fik et svirp af frosten, men nu er næste hold klar.IMG_0679Der blev plantet flere lyslilla kugleprimula i den firkantede zinkkasse til havebordet for et par uger siden. Den gang så de ikke ud af meget, men nu ser det næsten ud som om, de har tænkt sig at springe ud over kanten. IMG_0689Det er da en fuldstændig fantastisk blomsterstand, der udvikler sig til en perfekt blomsterkugle i takt med, at flere og flere af de enkelte blomster springer ud. Jeg er helt vild med den syrenfarvede sort. Nå ja, også med den snehvide. Og egentlig også med den rødlilla. Jeg kan vist bare rigtig godt li’ kugleprimula.

Havebuket i marts

Havebuket Marts15-23

Ups, der var jeg lige ved at glemme mit nytårsforsæt om at sikre mig, at haven er leveringsdygtig i mindst en havebuket hver måned året rundt. Det var ikke så nemt i denne omgang, så det blev en lille, tæt buket. De hvide vintergækker og piletræets gæslinger, der har en farve som gammelt sølv her lige før, de springer ud, danner bund og kontrast.

Helleborus orientalis-39

Selvskrevet i martsbuketten er påskeklokke, Helleborus orientalis. I denne omgang blev det de sorte, der måtte lægge stilke til saksen.

Primula denticulata-39

Buketklar er også kugleprimula, Primula denticulata. Jeg synes, den violette gør sit til at peppe den ellers sort-hvide buket op.

Endelig primula tid i haven

Primula denticulata-16

Havens mange forskellige Primula arter og sorter er i fuld gang med at sprede forårsstemning derude. En af mine klare favoritter er den hvide kugleprimula, Primula denticulata, der er nabo til påskeklokker og et væld af løgspirer, der myldrer frem gennem laget af visne blade. Det er da forår for alle pengene 🙂

Primula vulgaris-16

Under det gamle, opstammede piletræ er der gang i de “rigtige” primula’er. Det er storblomstret kodriver, Primula vulgaris, i mere eller mindre vild tilstand. De findes også vildtvoksende, men de her nu nok blevet plantet her i haven engang, og jeg har selv suppleret med flere fra tidligere års krukker. Det er kun de sart gule som de vildtvoksende, der bliver plantet under pilen, hvor skovbundsstemningen skal være intakt.

Primula-33

Der er mange flere af de dejlige forårsbebudere på vej, så her i haven strækker primulasæsonen sig over en lang periode. De næste ser ud til at blive de ualmindeligt søde, sart lyserøde, dobbeltblomstrede sorter. Primula ‘Romance’ hedder de. Blomsterne ligner næsten små roser både i knopstadiet, og når de er sprunget ud.

Dagens blomster

Billede

Der er ikke meget, der slår de allerførste stauder, der hvert år overrasker ved lige pludseligt at være sprunget ud i al ubemærkethed. Som nu lungeurt, Pulmonaria officinalis, der er lidt skøn med sine blomsterstande i blandede farver. Blomsterne er lyserøde i udspring og bliver gradvist blålilla. De plettede blade er en attraktion i sig selv, der gør god fyldest som bunddække, når blomstringen er et overstået kapitel.

Billede

Appennineranemone, Anemone apennina, med den skønne blå farve er en anden humørspreder i forårsbedene, der troligt kommer igen år efter år siden dengang, den blev købt til en forårskrukke.

Billede

Og kugleprimula, Primula denticulata, er det svært at få for mange af. Her er de hvide, men der er også violette rundt om i haven.

Billede

Og så er der selvfølgelig årstidens store stjerne, påskeklokke, Helleborus i et væld af variationer, der er på deres højeste lige nu.

Jeg overvejer ind imellem, om man burde lave et helt bed fyldt med forårsbebudere. Det kunne være et fantastisk syn lige nu – på den anden side set, ville det blive ret kedeligt senere på sæsonen – og neeej-nu-er-den-her-igen oplevelsen, når man finder de første blomster rundt om i bedene, har nu også sin egen store charme.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén