Haveglæder, tips og tricks

Tag: Pop-Up Shop Page 1 of 2

Åben have ’21 med planteeksperimentarium, skærehave og pop-up shop

Nu er der kun en uge, til vi åbner havelågen for alle interesserede og holder åben have ’21 i weekenden. Det sker lørdag og søndag 7.-8. august kl. 9-16. Adressen i det østjyske er Sondrupvej 42, 8350 Hundslund. Jeg havde egentlig forestillet mig, at jeg skulle gå og ordne lidt derude i dag, men hold nu op hvor har det regnet. Heldigvis er der så frodigt oven på både regn og varme, at det nok går endda. Til gengæld fik jeg ryddet lidt op i drivhuset 🙂

Skærehaven i morgensol

Blandt havens højdepunkter netop nu, synes jeg ikke, man kommer uden om skærehaven. Den er blevet sat en hel del i system siden sidste år, selvom det kan være svært at se, nu hvor blomsterfloret er totalt. Det er en daglig glæde for mig dels at nyde synet dels at plukke blomster til alle de havebuketter, jeg orker.

Skærehaveblomster i hundredevis

Nogle vil måske huske mit planteværksted i forårsmånederne, hvor det var ved at gå helt galt med normeringen i plantebørnehaven. Nu står de små her og er blevet store. Mor er bare så stolt og glad 🙂

Staudehaven efter udvidelse

Også i staudehaven på havens mellemste etage, er der sket ting og sager, der kan opleves, når vi holder åben have ’21. En træterrasse, der aldrig blev brugt, har holdt flyttedag til skærehaven, og stauder og sommerblomster har indtaget pladsen. Det så lidt bart ud i foråret, da alt var nyplantet, men det er helt svært at huske nu. Det hele er vokset pænt til, og der hvor stauderne mangler fylde, hjælper overskydende sommerblomster fra skærehaveproduktionen til med at få helheden til at hænge sammen. Det samme gør en større flok selvsåede skovangelik, Angelica sylvestris, der står i fuldt flot med flotte skærme på meterhøje stængler.

Planteeksperimentarium i det eksotiske hjørne

I det eksotiske hjørne led en del af de småeksotiske planter, der blev plantet sidste forår, overlast under den ekstremt kolde vinter, vi havde. Men det var langt fra alt, der gik til, så jeg synes, eksperimentariet viser gode takter. Ideen er jo netop at finde ud af, hvad der kan lade sig gøre i sådan et lunt høre på vores breddegrader. Der er blevet genplantet lidt, og narcistobak, Nicotiana sylvestris, der selvfølgelig ikke er specielt eksotisk, men til gengæld er en sommerblomst af anselige dimensioner, bidrager i fin stil til at skabe illusionen af en eksotisk have med sine enorme blade.

Krukkegruppe i indkørslen

Krukkegrupperne rundt om huset og her i indkørslen er også på plads og klar til at tage imod gæster. Ja, her ser sød kartoffel, Ipomoea batata Treasure Island med de limegrønne, hjerteformede blade nærmest ud som om, den har tænkt sig at løbe ud og sige velkommen. Jeg elsker, når planterne selv tager initiativ og vokser viltert 🙂

Anne på staudeindkøb

Traditionen tro lander datter Annes pop-up staudeshop i indkørslen, mens der er åben have. Jeg kiggede med, da butiksindehaveren var på indkøb til pop-up shoppen, og kan godt afsløre, at sortimentet ser lovende ud. Hun sælger sæsonens lækreste stauder i stor størrelse og i fuldt flor mod kontant betaling eller MobilePay, så længe lager haves.
Vi glæder os alle sammen til at byde velkommen i haven i næste weekend.

Du kan læse mere om haven på Haveselskabets hjemmeside lige her.

 

Nu begynder høsten af blomsterforråd til vintermånederne

Jeg kan stadig huske den grå vinterdag, hvor jeg virkelig trængte til havevejr, lun luft og masser af blomster, og hvor glad jeg blev, da jeg kom i tanke om mit blomsterforråd. Siden sommermånederne havde de tørrede blomster hængt på et garderobestativ i annekset, men nu skulle de aktiveres. Den glæde vil jeg ikke snydes for til vinter, så nu begynder høsten til et nyt blomsterforråd lige så stille.

Skærehaven i fin form

Billedkavalkade mens vi venter på havegæster

Så er det i morgen, søndag den 2. august 2020, vi holder åben have for glade havegæster fra kl. 9-17. Adressen er Sondrupvej 42, 8350 Hundslund – det er nogenlunde midt mellem Odder og Horsens i det østjyske – og alle er velkomne. Ud over muligheden for en hyggelig havevandring, er datter Annes pop-up shop med skønne stauder landet i carporten i dagens anledning. Og den ser indbydende ud, kan jeg afsløre.
Her kommer lige en billedkavalkade fra morgenens slentretur rundt i haven som en lille appetitvækker 🙂 Vi glæder os til at tage imod vores havegæster.

Staudehaven

Krukkeforsamling med lilla lækkerier

Nu er der kun to uger til, vi slår havelågen op og holder åben have for haveglade gæster søndag den 2, august. Derfor går jeg og hygger mig med at omorganisere den ene krukkeforsamling efter den anden rundt om i haven, så de ser indbydende ud til lejligheden.

Støttepædagoger af rio-net til skærehaven

Blæst og regn er hård kost for sommerblomsterne, så nu er der installeret støttepædagoger af rio-net til skærehaven. Det dur jo ikke, at alle blomsterne lægger sig ned og får fik-zak formede stængler, der er umulige at have med at gøre i buketterne.

Sommerlevkøj og sommerfloks kom først i skærehaven

Nu er det ganske vist. Jeg har plukket årets første havebuket i skærehaven med blandt andet sommerlevkøj og sommerfloks. Skønt at være i gang, selv om der måtte lidt hjælp til fra både krydderurter og stauder for at få ordentlig fylde på buketten.
Samtidig har vi besluttet, at vi holder åben have søndag den 2. august, når skærehaven forhåbentlig står i fuldt flor. Også en skøn fornemmelse 🙂 Mere om det sidst i indlægget.

Staudeshop med stort udvalg klar til weekenden

Her kommer lige en utilsløret reklame for Datter Annes staudeshop, der i løbet af dagen har materialiseret sig i carporten. Den – altså carporten – ser pludselig væsentlig bedre ud, end den plejer. Shoppen er fyldt med sæsonens lækreste stauder i store størrelser. Jeg tror udvalget er større end nogensinde, men der er så i sagens natur ikke så mange af hver. Stauderne sælges så længe lager haves lørdag og søndag, 24.-25. august, når vi holder åben have fra kl. 10-17 begge dage på adressen Sondrupvej 42, 8350 Hundslund. Der kan betales kontant eller med MobilePay.

Det er ovenikøbet lykkedes at skaffe et lille parti af ganske særlige specialiteter. Fra venstre er det lægeverbena, Verbena officinalis ‘Bampton’, pragtlys eller ananaslilje, Eucomis bicolor, og forrest Senecio ‘Angel Wings’.

Min havebog, Slip haveglæden løs – fryd facts og fiduser, er selvfølgelig også på hylderne i shoppen. Der ligger et bladreeksemplar i drivhuset, hvor man kan snuppe sig en pause med en kop kaffe.

Purpursolhat, Echinacea purpurea ‘Salmon’

I sortimentet i weekendens staudeshop er der flere stauder, jeg allerede har i haven. Det gælder for eksempel den helt skønne, nye purpursolhat, Echinacea purpurea ‘Salmon’, der som der fremgår er meget langt fra purpurfarvet. der er også solhat i andre gode farver blandt de mange stauder i butikken.

Anisisop, Agastache ‘Beelicious Purple’

En anden plantenyhed, der er at få i Annes staudeshop, er anisisop, Agastache ‘Beelicious Purple’. Den er til gengæld noget nærmere purpurfarvet end den gængse sort, og den er samtidig væsentligt lavere og dermed velegnet ikke bare til staudebede men også til krukker. Som navnet antyder er bierne – og for den sags skyld også sommerfuglene – fuldstændig pjattede med ‘Beelicious Purple’.

Omrokering og opfriskning af krukkegrupperne

Sensommerkrukker

Nu er der kun to uger til det går løs med Haveselskabets Havefestival og dermed Åben Have her på matriklen. Det giver anledning til omrokering og opfriskning af krukkegrupperne rundt om i haven, for de skal jo helst tage pænt imod havens gæster. Den første krukkegruppe, der lige har fået en make-over, er den i indkørslen, der også er den første til at byde velkommen. Der er lidt skyggefuldt i det hjørne, så jeg har valgt at holde krukkeplanterne i hvide, sølvgrå og limegrønne nuancer, der lyser godt op.

Pragtlys, Eucomis bicolor ‘Alba’

I forgrunden er det en nyerhvervelse, der lyser op. Pragtlys, Eucomis bicolor ‘Alba’, der af indlysende årsager også er kendt som ananaslilje, er en smuk, sælsom og lidt eksotisk plante, der egner sig supergodt til sensommerens krukker. Og den har perfekte farver til krukkegruppen i indkørslen.

Paletblad, Coleus hybrid

Det er ikke det store blomsterorgioe, der præger krukkegruppen. Her er det faktisk bladplanterne, der spiller hovedrollen. Som nu for eksempel den her fine paletblad, Coleus hybrid, der har de mest fantastiske bladfarver. Jeg fik den i begyndelsen af maj som en miniplante. Den er blevet pottet op og knebet flere gange, så den nu er en fuldgyldig krukkeplante. Sikke en vækstkraft.

Paletblad, Coleus esculentus

En anden paletblad, der har fået plads i indkørslen efter omrokeringen, er denne her flotte sag med limegrønne blade med bordeauxrøde farvetegninger.

Jeg nåede lige at snuppe et par billeder efter formiddagens krukkerier, inden der kom et vældigt tordenvejr med tilhørende åbne sluser ind over og afbrød arbejdet. Nu ser det heldigvis ud til at klare op, så jeg må ud og fortsætte 🙂

Haven, der ligger på kanten af Sondrup bakker midt mellem Odder og Horsens er åben 24.-25. august 2019 kl. 10-17. Adressen er Sondrupvej 42, 8350 Hundslund. Læs mere om haven her.
Datter Annes berømte pop-up staude shop lander traditionen tro i indkørslen med et stort sortiment af sensommerens lækreste stauder til favorable priser. Kontant betaling eller mobile-pay.

Havefestival på haveglædens holdeplads i august

Sidst i august, når sensommerstauder og sommerblomster står i fuldt og dejligt flor, holder Haveselskabet sin årlige Havefestival, hvor hundredevis af haveejere over hele landet åbner havelågen for haveglade gæster. Jeg har allerede sat krydser i kalenderen den 24.-25. august 2019 og har tilmeldt haven til endnu en Havefestival under overskriften Haveglædens holdeplads. Det var en nem beslutning at tage, for det er simpelthen så hyggeligt at få besøg og dele sin haveglæde med andre. Læs mere om Havefestivalen på Haveselskabets hjemmeside her.Traditionen tro har jeg været et smut i billedarkivet for at finde billeder fra den periode, hvor Havefestivalen finder sted. Det er en dejlig tid på året, hvor alle hjørner af haven har noget at byde på. Stauder og sommerblomster blomstrer om kap, sommerfuglene danser omkring sommerfuglebuske og duftende krydderurter, og køkkenhaven bugner.Der er også fuld gang i begge havens drivhuse sidst i august. Vi skal være hurtige for at nå at følge med agurk- og tomatproduktionen, og i det nye, hjemmedesignede og hjemmebyggede drivhus er frodigheden næsten overvældende. Jeg glæder mig allerede til Havefestivalen, og det samme gør datter Anne, der er i fuld gang med at planlægge årets udgave af sin staude pop-up shop med sæsonens lækreste stauder. I min bog ‘Slip haveglæden løs – fryd, facts og fiduser’ er der mange flere billeder her fra haveglædens holdeplads og masser af tips og tricks til årstidens gøremål derude. Bogen kan bestilles hos boghandleren eller direkte hos Forlaget Linnea her.

En lækker morgen til en havevandring, mens vi venter på havegæster

Jeg snuppede lige en stille havevandring i den blide morgenluft, og gik og glædede mig til endnu en dag med åben have i anledning af Haveselskabets Havefestival. Undervejs mødte jeg ham her, der også så ud til at nyde den stille morgen, der oven i købet bød på 8-9 dråber regn. Haven her på Sondrupvej 42 i Hundslund er åben i dag, den 10. juni 1018 fra 10-17. Tak for de mange besøg i går – jeg håber, der kommer lige så mange haveglade gæster i dag.Den plante, der udløste fleste spørgsmål i går, var småbladet buddleja, Buddleja alternifolia. Den ligner lidt men er ikke en sommerfuglebusk, Buddleja davidii – men nært beslægtet. Den blomstrer nu med lange klaser af de fineste lyslilla blomster – altså meget tidligere end sommerfuglebusk.Der er i det hele taget meget, der blomstrer netop nu, hvor vi inviterer inden for i vores private have. I flæng kan jeg nævne den fine flødefarvede rose ‘Fru Nørby’, som Rosa Eskelund, Roses Forever har forædlet og ganske rigtigt opkaldt efter Ghita Nørby, den smukke Koreakornel, Cornus kousa og så den duftende, snehvide uægte jasmin, Philadelphus x virginalis, der lige er sprunget ud ved indgangen til terrassen.Der er også godt gang i køkkenhaven, hvor grønsagerne står i fine buer, og inde i drivhuset vokser planterne, så man næsten kan høre det.I driverthuset i den anden ende af haven, er der et dejligt klima det meste af dagen, for huset ligger ikke i direkte sol. Her er der kaffe på kanden til dem, der kigger ind i løbet af dagen og trænger til en pause i deres havevandring.I indkørslen, hvor Annes pop-up staudeshop med salg af stauder, hyggeligt havetilbehør og min nye bog ‘Slip haveglæden løs’ holder til, tager velkomstkrukkegruppen som altid imod. I øjeblikket er den holdt i røde, grønne og grå nuancer, og sådan tror jeg, det skal være hele denne sommer, for det er en farvekombination, jeg er blevet ret glad for.

 

Page 1 of 2

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén