Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Plantesygdomme

Sæsonpræmiere for minidrivhus og plantebord med indlagt lys og varme

Behovet for prikling af min muligvis lidt overdrevne produktion af tobaksblomst, Nicotiana, trænger sig på. Det er ikke alle seks sorter, der er lige langt, så jeg begynder fra den nemme ende for at komme i træning. Den lilla sort, Nicotiana ‘Perfume Purple’ er spiret behersket – og de små planter står derfor med fornuftig afstand og har vokset sig store. Det er i øvrigt lidt sjovt, for da jeg købte en pose frø af den ret lækre sort i dyre domme, fik jeg lige nøjagtig en plante ud af mine anstrengelser. Det er den, der nu skal stifte familie.

De spæde planter er forholdsvis nemme at løsne fra spirebakken med en spids blomsterpind. Min sædvanlige priklepind er alt for stor til formålet, for det her er virkelig pillearbejde.

Jeg har fået lov at prøve et smart minidrivhus – minikap fra Pindstrup. Det forekommer ret ideelt til prikling af tobaksblomsterne, så afprøvningen er hermed fløjtet i gang. Plantebakken er fyldt med spiremuld (i øvrigt fra samme kilde), jorden er trykket til, og der er lavet huller i midten med blomsterpinden, så de spæde planter kan sænkes ned i hullet uden at jeg gør vold på de fine rødder.

Det gik nogenlunde nemt med hold 1. Værre ser det ud med hold 2, Nicotiana knightiana, der i modsætning til forgængeren er spiret helt uhæmmet. Her er ikke andet at gøre, end at lirke en lille klump planter op og forsigtigt forsøge at skille dem fra hinanden. Priklingen foregår efter de stærkeres ret, så kun de største planter bliver priklet efter at være blevet befriet for deres irriterende små søskende. Jeg har priklet 30 styk, hvilket må være nok, selv om der går nogle stykker til undervejs, men der er stadig hundredevis tilbage, der får lov at stå som reserver i spirebakken, så længe de kan holde til trængslen.

Egentlig er det lige lovlig tidligt at prikle narcistobak, Nicotiana sylvestris, for planterne er endnu meget små. Men de små planter er begyndt at vælte i et område af spirebakken, der ser ud til at brede sig. Shit! Kimskimmel. Jeg hader kimskimmel!!! Skumle svampesygdomme, der tager livet af de ellers så lovende planter, før de rigtig kommer i gang. I håbet om at kunne redde så mange planter, som jeg reelt har brug for, er en stribe til syneladende sunde planter længst væk fra det angrebne område hermed priklet.

Sikke noget pillearbejde… Efter priklingen har jeg med uendelig forsigtighed vandet hver enkelt celle i plantebakken, så jeg er sikker på, at rødderne har kontakt til jorden og ikke til luftlommer, så de risikerer at tørre ud.

Minikap systemet ser ret smart ud. Det er ovenikøbet udstyret med en babysitter i form af en selvvanderfunktion, så jeg ikke behøver være bekymret for de små, når jeg er på farten. Den nederste bakke er et vandreservoir, oven på den er der en plantehylde med en plantedug, der når ned til vandet i begge ender og fungerer som væge. Herpå står plantebakken med de nypriklede tobaksblomster, og øverst monteres et låg af klar plast, der fungerer som minidrivhus. Minikap kan købes her.

Det smarte minidrivhus har jeg så stillet ind i det mididrivhus, gemalen har designet til det hjemmebyggede drivhus. Det lyder måske lidt indviklet, men er faktisk ganske enkelt og ikke så lidt praktisk. Mididrivhuset står nemlig på det specialfremstillede plantebord, der har indlagt varme i betonpladen. (Designet kan ses her). Drivhuset sørger for at varmen ikke forsvinder op i den blå luft, og både top og front kan åbnes, når der er behov for udluftning af fugt eller varme. Det letter trykket gevaldigt på vindueskarmen, at småplanterne allerede nu kan flytte ud i mididrivhuset, der desuden er forsynet med lysstofrør med plantelys i kippen. Plantelyset er forbundet til en timer, så det kører også af sig selv 🙂 Jeg købte mine plantelysarmaturer her, hvor der også er mere information at få om lys til planter generelt. Søg på vækstlys.

Forhistorisk tempeltræ i splinternyt bed

Det kære gamle piletræ, som var en af havens oprindelige mastodonter, klarede ikke sommerens tørke. Det var i forvejen svækket og dødsdømt efter angreb af purpur lædersvamp, og kombinationen af plantesygdom og tørke blev bare for meget.Det var trist at fjerne træet, der ligesom hørte til i haven, men det var nødvendigt, for det var uigenkaldeligt dødt. Til gengæld opstod der så mulighed for at få et nyt bed, der kan omfavne træterrassen med morgensol nede i haven. Efter fældning og møjsommelig rodopgravning har jordstykket fået to læs kommunal kompost og bliver dermed forhåbentlig lidt mere attraktivt for interessant plantevækst.
Tak til entreprenøren 🙂Det første, der blev plantet i det nye bed, var et smukt tempeltræ, Ginkgo biloba. Et forbløffende træ med en helt fantastisk historie. Botanisk set ligner det ikke andre nulevende plantearter, men 230 millioner år gamle fossile fund fortæller, at fortidens kæmpeøgler gik rundt i skove af tempeltræ. Det er da vildt at tænke på.Træets særegne vifteformede blade er hverken løvblade eller nåle men et eller andet midt imellem, og dets reproduktionsmekanisme er en historie helt for sig selv. Tempeltræ har været plantet omkring templer i fjernøsten i årtusinder og har været tilskrevet alverdens gode egenskaber fra at give evigt liv til at kurere kredsløbsforstyrrelser. Det er da ikke det værste træ at have i sin have. Og så er det oven i købet pænt og får fantastiske, lysende gule høstfarver.Faktisk har jeg fået mere end et tempeltræ i haven. Gartneriet Thoruplund producerer nemlig de sødeste mini-tempeltræer, og sådan et er havnet i min krukkegruppe ved fordøren indtil det kan flytte ind hos datter Anne. Der står det nok så fint og fejrer efterårets komme i godt selskab.

Redningsaktion for påskeklokker i røg og damp

Jeg ved det godt. Jeg burde have været i gang med at klippe de gamle blade af mine påskeklokker, Helleborus x orientalis, for længe siden, men jeg har ærlig talt ikke nænnet det, fordi vejret har været så stygt. Sådan så de ud for en måned siden på det tidspunkt, hvor de plejer at blive klippet ned. Som smukke omend let anløbne stjerner. Nu er de helt klappet sammen og næsten helt sorte af bladpletter, så selv om der er mere frost i vente, gør det ingen forskel, om bladene er der eller ej.Det vil sige, det gør det måske alligevel, men sådan at forstå, at det utvivlsomt er på høje tid at få fjernet bladene, der er tydeligt inficeret med den skumle plantesygdom julerosesortplet, Coniothyrium hellebori. Svampens sporer sidder på lur i de mørke pletter på bladene parat til at sprede sig til nye blade og til blomsterne, hvis det går helt galt. Derfor gælder det om at få klippet bladene af og få dem fjernet på en dag som i dag, hvor der ikke er fugtige forhold, der fremmer spredningen af svampen.De afklippede blade røg fluks i bålfadet og blev futtet af med det samme. Så er smittespredningen i hvert fald forpurret fremadrettet.Tilbage står de dejlige påskeklokker med nye, nøgne blomsterknopper og skutter sig i kulden. Heldigvis er de bygget til det, så forhåbentlig varer det ikke så længe, før de springer ud som et stensikkert forårstegn. Med lidt held sker det lige til påske, ligesom juleroserne, Helleborus niger, i år præsterede at stå i fuldt flor til jul.

Kender I forresten Lene Nissen og hendes spændende blog.peekaboodesign.dk, der er fyldt med sjove og kreative DIY og genbrugsideer. Den er altid et besøg værd, og i dag har hun oven i købet skrevet en anmeldelse af min nye bog, Slip haveglæden løs 🙂 Tak til Lene, der kan besøges her.
Husk, at der er introduktionstilbud på Slip haveglæden løs på www.forlagetlinnea.dk, så du kan spare fragten en lille uges tid endnu. Find tilbuddet her.

Afløsning på vej til kriseramte buksbom

Jeg har gang i en fuldstændig uvidenskabelig prøvedyrkning af forskellige buksbomsorter, og nu opdager jeg til min skræk, at noget ikke er rigtig fat. De to ældste kugleklippede buksbom er af ukendt oprindelse, men de har været helt fine i fem-syv år og har endda fundet sig i at blive flyttet rundt på. Nu ser de ærlig talt noget skrantende ud ikke mindst i sammenligning med de navnesorter fra Nygaards Planteskole, der også er med i afprøvningen. Øv. Tydeligt kriseramte buksbom.Frem kom farfars gamle lup. Og gisp. Det ser faktisk ud til, at den frygtede buksbomkvistdød, Cylindrocladium buxicola, er nået til Sondrup. I hvert fald har grenene præcis de langsgående brune streger som plantedoktor.dk beskriver som et typisk symptom på angreb af svampesygdommen. Nu bliver de to planter med symptomer i hvert fald gravet op og destrueret, så sygdommen ikke spreder sig.Buksbomkvistdød har mange døde buksbomhække på samvittigheden i England, Tyskland og Holland og de senere år også her til lands, så planteforædlerne arbejder på højtryk for at finde resistente sorter eller andre alternativer til buksbomelskende havefolk. Et af alternativerne plantede jeg for et par år siden, og den trives fint her i haven. Så fint, at den skal klippes noget hyppigere end de “rigtige” buksbom. Det er nemlig slet ikke en buksbom men en kristtorn, Ilex crenata, der har bittesmå blade lige som buksbom og fint tåler klipning til både hække, kugler og kaniner.Faktisk har jeg lige været så heldig at få forærende nogle andre planter, der markedsføres som et sundt og hårdført alternativ til buksbom med varemærket Bloombux af den tyske planteskole Baumschule Diderk Heinje, der også sælger planter til danske havecentre. Igen er der overhovedet ikke tale om buksbom men om en særlig krydsning af to rododendron vildarter, Rhododendron hirsutum og Rhododendron micranthum. Bloombux har kompakt vækst og små blade og kan fint bruges til indramning af bede. Det skal jeg selvfølgelig have prøvet af, men foreløbig er planterne lige parkeret i drivhuset til frosttruslerne er ovre.Da Bloombux jo altså er en rododendron, kan den også noget som buksbom ikke kan. Den blomstrer nemlig med fine, sart lyserøde blomster i maj-juni, som billedet fra planteskolen viser. I øvrigt er det værd at bemærke, at Bloombux hører til gruppen af de såkaldte INKARHO rododendron, der er kalktolerante og derfor kan dyrkes uden større anstalter, selv om man ikke har et surbundsbed. Jeg glæder mig til at komme i gang 🙂

 

 

Bronzefennikel og pæretræ danner flot par

Ind imellem opstår der partnerskaber mellem to, som ingen lige havde tænkt på, var som skabt for hinanden. Det gælder også i planteverdenen. Her kender alle for eksempel det perfekte match mellem lavendler og roser. Men hvem havde lige tænkt på, at bronzefennikel, Foeniculum purpureum, og et lille pæretræ med høstfarver, går virkelig godt i spænd? Jeg havde i hvert fald ikke, så jeg blev helt glad ved synet, da jeg gik mig en søndagstur i haven.De to små pæretræer i køkkenhaven er normalt ikke værd at skrive hjem om. De trives simpelthen umanerligt dårligt på den tørre jord og vokser nærmest ikke. Men lige nu fyrer det ene træ af sorten ‘Clara Frijs’ simpelthen et festfyrværkeri af farver af. Wow siger jeg bare 🙂Det er lidt sjovt, for lige ved siden af står det andet træ af sorten ‘Conference’, og det er stadig helt grønt. Ingen af træerne har givet en eneste pære i år, formenlig på grund af frost i blomstringsperioden.Begge træerne er let angrebet af pæregitterrust, der må være en af de mest dekorative svampesygdomme, der findes. Bladene får de mest fantastiske røde og orange pletter, der er fyldt med svampesporer. Så vil man af med sygdommen, må de angrebne blade destrueres.Bronzefennikel er i anledning af søndagen ekstra fin, for den er pyntet med glitrende vanddråber, der hænger som diamanter fra blomsterskærmenes tynde stængler og det fine løv. En dejlig, lakridsduftende krydderstaude, der hører til kæmperne med sine to meter men alligevel er let og luftig og dermed lige så god i et staudebed som i en krydderurtehave.

Høstfest i drivhuset med gråskimmel på lur

Jeg har længe gået og luret på den enlige tomatplante af sorten ‘Mirabell’, der er på prøve i drivhuset i år mellem de sædvanlige røde cherrytomater af sorten ‘Gardeners Delight’, som er et driftsikkert bud på en god høst af lækre cherrytomater. ‘Mirabell’ har sat ustyrligt mange blomster. Så mange at jeg har gået og klippet i klaserne, for at der ikke skulle blive så mange tomater, at planten ikke orker at udvikle dem. De har været længe om det, men nu er de begyndt at modne i rå mængder. Fint gule, pæreformede og absolut velsmagende. ‘Mirabell’ kan godt tiltuske sig lidt plads igen til næste år.Mens jeg høster løs, må jeg desværre også se i øjnene, at gråskimmelen er dukket op som en ubuden gæst til høstfesten i form af gråbrune pletter på bladene hist og pist. Jeg skynder mig at klippe de angrebne blade af og få dem ud af huset i håbet om at kunne forsinke en eksplosion i udbredelsen. Endnu er der ikke pels, der spreder skyer af svampesporer i drivhuset endnu, så forhåbentlig hjælper det lidt. Derudover er det tid til masser af udluftning – også selv om det ikke er særligt varmt – for gråskimmel får alt for kronede dage, når luftfugtigheden er høj.Jeg elsker den her årstid, hvor jeg kan gå ud og høste masser af grønsager i drivhuset efter behov. Skoleagurkplanterne er gået helt amok. Der er kun to af dem, men dette er dagens høst. Og det er ikke fordi, det er længe siden sidst, som det fremgår af den pæne, ensartede størrelse.Det er selvfølgelig ikke alle skoleagurkerne, der lever op til EU-krav om størrelse og krumning, men det går ikke ud over høstglæden at opdage, at der også findes siamesiske tvillingeagurker 🙂

 

Pil med problemer

salix-27Den store, gamle pilebusk har altid haft en særlig status her i haven. En lidt rodet men markant planteskulptur, der springer først ud med søde, bløde gæslinger og er den af de sidste til at tabe bladene. Også i år er de næsten forårsagtige gule og grønne høstfarver et forfriskende indspark her på de aller sidste efterårsdage.purpur-laedersvamp-1Men desværre er alt ikke, som det plejer og skal være. Det er nemlig kun halvdelen af busken, der diverterer med høstfarver. Den anden halvdel ser umiskendeligt død ud. Hen på sensommeren begyndte bladene pludselig at visne i utide. Det tørre septembervejr fik umiddelbart skylden, men det er vist ikke hele forklaringen.purpur-laedersvamp-2I februar lagde jeg mærke til noget mystisk svampevækst på stammen. Og jeg kiggede skam også efter i september, da jeg fik tanken, at svampene kunne have noget med sagen at gøre. Det er nemlig specifikt stammen i den del af busken, der er visnet, der var angrebet af svampe. Men i september var der ikke noget at se, så jeg slog det hen og glædede mig over det gode vejr.purpur-laedersvamp-2-2 Men nu er de der altså igen, frugtlegemerne fra en eller anden svamp. Og det er vist ikke så godt 🙁 Kontakt til videntjenesten på KU afslører, at der er tale om purpur lædersvamp, Chondrostereum purpureum, og at den angrebne del af busken derfor må erklæres for død. Så sandsynligheden for at den anden halvdel af buskens dage er talte, er nok desværre stor. Jeg må tænke i nye haveplaner… Videntjenesten ved en hel masse, men det kræver abonnement at stille spørgsmål. Til gengæld kan alle læse stillede spørgsmål og svar fra videntjenesten og der er en hel masse, man kan blive klogere af. Purpur lædersvamp angriber typisk gennem beskæringssår og er kendt for at forårsage plantesygdommen sølvglans på frugttræer. Især blomme og kirsebær er udsatte. Desværre er pil også en værtsplante.

Årets sidste skoleagurk er høstet

cucumis-sativus-321Hele sommeren har vi arbejdet med agurketvang her i haven, men den er hermed afblæst. Den enlige skoleagurk plante har produceret vildt mange agurker, og de skulle jo nødig gå til spilde. Jeg har været tosset nok til at tælle dem, og det er faktisk løbet op i 167 agurker siden Skt. Hans aften, da jeg høstede den første. Rekord i forhold til sidste års optælling, der landede på 115 styk.cucumis-sativus-59Rekorden hænger utvivlsomt sammen med det fantastiske septembervejr, vi har haft i år. Desværre lever oktobervejret jo mildt sagt ikke op til det, så nu er det endegyldigt slut med høsten af årets sidste tre agurker. Det er simpelthen blevet for koldt til de sarte agurkrødder, og gråskimmelen har for alvor lagt sin klamme, pelsede hånd ikke bare på bladene med også på de umodne frugter.cucumis-sativus-60Så selv om planten stadig blomstrer og ser ganske optimistisk ud længst væk fra roden, er der nu ryddet op efter agurkefesten. Rankerne er blevet klippet ned stykke for stykke og overført til komposten i de fortsatte bestræbelser på at holde luftfugtigheden i drivhuset nede og dermed gøre det så svært for gråskimmelen som  muligt at få tag i de resterende planter. Tiltag, der for alvor blev sat i værk for nogle uger siden, da de første tegn på gråskimmel dukkede op. Med lidt held (og lidt solskin) kan der høstes tomater et par uger endnu. Der er i hvert fald mange på vej, og tomatplanterne er jo knapt så kuldefølsomme som agurkplanterne.

Lækre frilandstomater

Lycopersicon esculentum-60-1Planerne for det nye haverum, der opstod, da vi fik fritlagt jorden foran en gammel mur i et hidtil uberørt hjørne af haven, er stadig på tegnebrættet. Der er kun plantet enkelte flerårige ting, for først gælder det om at få bugt med de brombær og brændenælder, der skyder frem, så snart man vender ryggen til. Men langs muren blev der forsøgsvis plantet en række tomatplanter, der ikke kunne være i drivhuset. Lycopersicon esculentum-59-1Der var lige en kriseperiode, hvor jeg for alvor tvivlede på, at projekt frilandstomater ville lykkes. Da kartoflerne, der også blev dyrket i jordstykket, lagde sig med kartoffelskimmel, hoppede den grimme plantesygdom nemlig også på tomatplanterne, der jo tilhører samme plantefamilie som kartoffel. Det så ret skidt ud, og der blev klippet mange blade og frugter af for at begrænse skaderne. Heldigvis virkede kuren, og efter den seneste uges varme, modner frilandstomaterne nok så smukt. Og de smager ganske fantastisk.Lycopersicon esculentum-68-1Her under åben himmel afslører det sig, at der er stor forskel på tomatsorter. Mens cherrytomaterne af sorten ‘Favorita’ er i fuld gang, tager de store tomater det noget mere roligt. Det kræver nok en lidt længere periode med sommervejr, hvis den sort – som jeg ikke har helt styr på – skal nå at rødme.Lycopersicon esculentum-138-1For at sætte lidt ekstra skub i modningen af de tomater, der er på vej, er toppene nu blevet klippet af planterne. Der røg masser af blomster og også små tomater med i købet, men jeg var kold og beregnende. Hellere få noget ud af dem, der allerede er på vej, end at sætte det hele til, fordi der pludselig går efterår i vejret. Der er trods alt grænser for, hvad frilandstomater kan nå i løbet af en ikke alt for overbevisende dansk sommer.

Gråskimmel under observation i drivhuset

September1526Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har vandet i drivhuset, men det er ved at være længe siden. Drivhusplanterne er plantet direkte i drivhusjorden, så rødderne kan selv finde frem til vand udefra. Belægningen i drivhuset ligger løst oven på jorden, så både planter og fliser kan ryddes ud efter høst, når jorden skal have sit årlige komposttilskud.

Gråskimmel-13Her sidst på sæsonen er det en stor fordel, at der ikke vandes i drivhuset. De første tegn på gråskimmel dukker op, og lav luftfugtighed er den bedste måde at holde svampesygdommen nede på. Planterne holdes under intens observation, og angrebne plantedele bliver klippet af med forsigtighed direkte ned i en spand, så sporerne ikke spreder sig som en støvsky i drivhuset med fare for yderligere angreb.

September1526-18Der kan stadig høstes både tomater, agurker og chili’er i drivhuset, hvor det fine solskinsvejr gør underværker. Der bliver luftet ud dagligt – igen for at holde luftfugtigheden nede, så planterne ikke går til i gråskimmel før tid. En hårfin balance, for festen stopper jo også, når temperaturen bliver for lav. Der er stadig masser af tomater på vej, så jeg håber – også af den grund – af det dejlige septembervejr fortsætter langt ind i oktober.

 

 

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén