Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Påskeklokke Page 1 of 3

Det hvide forårsbed står i fuldt påskeflor

Det hvide forårsbed under den opstammede kristtorn blomstrer, så det er en lyst. Det fantastiske morgelys, vi bliver forkælet med her i påskeferien, gør alle de hvide blomster selvlysende. Det er virkelig som et stort påskeæg til havenørden, der for en gangs skyld har god tid til at gå morgentur i haven 🙂

Påskeklokke, Helleborus x orientalis

Det er så dejligt, at påskeklokkerne, Helleborus x orientalis, holdt hele vejen til påske. De lagde jo tidligt ud i år i den milde vinter, men står heldigvis længe, og er også smukke længe efter, at blomstringsperioden egentlig er ovre. Påskekokkerne danner grundstammen i det hvide forårsbed, når de springer ud, mens foråret endnu kun er spirende. Og de fortsætter egentlig med at spille hoverollen i bedet sommeren igennem, hvor de nye blade snart danner et tæt, grønt bunddække. Der er skyggefuldt i bedet og derfor ikke meget farve på i sommermånederne.

Narcissus ‘Misty Glen’

Mon ikke også det er i anledning af påsken, at den smukke, rent hvide narcis, Narcissus ‘Misty Glen’ er sprunget ud? Timingen er i hvert fald ret perfekt, og den gør lige nu sit til at gøre det hvide forårsbed til en lækker oplevelse.

Sommerhvidblomme, Leucojum aestivum

Den fine sommerhvidblomme, Leucojum aestivum, der nærmest har forvildet sig rundt i hele bedet, er også sprunget ud. Den har heldigvis en langvarig blomstringsperiode, for de dinglende, blondekantede blomsterklokker har en stor plads blandt mine forårsyndligsplanter.

Påskeklokkernes kapløb trækker sæsonen i langdrag

Påskeklokke, Helleborus x orientalis

Påskeklokkernes kapløb er en årligt tilbagevendende begivenhed, der altid får det samme udfald. Gruppen med nærmest svovlgule blomster kommer altid først. Faktisk har de ofte været så tidligt på færde, at blomsterknopperne har fået frostsvidninger i kanten. Men heldigvis ikke i år, hvor der nærmest ikke har været frost på matriklen.

Den ret uanselige svovlgule farve gør ikke den stabile vinder af påskeklokkernes kapløb til noget specielt spektakulært. Men så alligevel. Når man vender de beskedent nikkende blomster om, afslører der sig et helt kunstværk.

De næste påskeklokker, der folder blomsterne ud, er rent hvide og efter min mening noget af det smukkeste. Alle mine forskellige påskeklokker stammer fra samme kilde, nemlig Gartneriet Spiren, de er plantet samtidig for 8-10 år siden, og de står næsten alle sammen i det samme bed. Så det er lidt sjovt, at der er så stor forskel på, hvornår de springer ud. Det må ligge i deres forskellige gener.

Sidst i påskeklokkernes kapløb ligger altid den mystiske, næsten sorte sort, som jeg også er ret vild med og meget fascineret af. Tænk at blomster kan være så tæt på at være sorte.

Men den ligger der side om side med endnu en klynge rent hvide, der endnu ikke har foldet blomsterne helt ud. Jeg synes faktisk, der er ret dejligt, at påskeklokkerne topper i forskelligt tempo, for det gør jo, at sæsonen bliver dejligt lang.

Påskeklokker med forårsfornemmelser kræver rettidig omhu

Påskeklokkerne, Helleborus x orientalis, har indtil nu brugt de gamle blade til at beskytte de nye blomster, men bladene er godt nok ved at være udtjente og har nærmest lagt sig i en ring omkring de nye blomsterskud i midten. Et klart signal til, at nu er det ingen skam at beskære påskeklokkerne og fjerne bladene. Faktisk tvært imod. Der er allerede spor af svampesygdommen julerosesortplet på de gamle blade, og det kan, når uheldet er ude, brede sig til blomsterne. Det gjorde det sidste år, hvor jeg var alt for sent på den og blev nødt til at fjerne en del angrebne blomster. Det var ikke morsomt.

Påskeklokke, Helleborus x orientalis

Til gengæld er det om ikke morsomt så ualmindelig dejligt at opdage, at de nye blomster er stærkt på vej og står og nikker fint i kulden med knopperne på spring. Det er virkelig påskeklokker med forårsfornemmelser, der er klar til at afløse juleroserne, Helleborus niger. De er ved at være færdige for i år, men de var også tidligt i gang i det milde vejr.

Jeg har fluks fattet saksen og gjort kort proces med de gamle blade, der ikke kommer på komposten men bliver behørigt destrueret, så jeg ikke risikerer noget. Fugtigt vejr fremmer spredning af svampesygdommens sporer, så det er godt at få klaret den opgave på en kold, tør dag.

Således opmuntret af den allerførste virkeligt forårsrelaterede opgave i haven kan jeg også gå og glæde mig over de fine påskeklokker med forårsfornemmelser, der er på vej med blomster i mange fine nuancer fra hvide over creme til næsten sorte.

Anderledes kejserkrone og sort påskeklokke blomstrer

Jeg stiftede bekendtskab med denne elegante skønhed af en kejserkrone, Fritillaria raddeana, første gang sidste år, og nu er begge de to eksemplarer heldigvis ikke bare kommet igen men også sprunget ud. Er de ikke bare dejlige?Planterne er, som det fremgår, noget tidligere på den end den “rigtige” kejserkrone og meget mindre anmasende. De er knapt så høje, finere bygget og så er jeg jo helt pjattet med den, der sart lysegule til cremefarvede nuance, blomsterne har. Alt i alt et herligt gensyn 🙂Et andet glædeligt gensyn i den mere dramatiske kategori er den mystiske påskeklokke, Helleborus x orientalis, med næsten sorte blomster, der troligt dukker op i det rosa bed år efter år. Den er ikke nær så frodig som dens hvidblomstrede kolleger men ikke desto mindre trofast. Jeg tror, det er ved at være 8-9 år siden, jeg fik den med hjem fra Gartneriet Spiren, der jo er landets største specialist på påskeklokkefeltet.Det ser heldigvis også ud til, at der er et helt nyt bekendtskab på vej, som jeg har store forventninger til. I efteråret plantede jeg nemlig min første kleopatras nål Eremurus x isabellinus ‘Romance’, og jeg er ret sikker på, at det er de raketter, der kommer her, der skal udvikle sig til den forbløffende, smukke og statlige plante, som ses her. Håber, den finder sig til rette her i haven.

 

Redningsaktion for påskeklokker i røg og damp

Jeg ved det godt. Jeg burde have været i gang med at klippe de gamle blade af mine påskeklokker, Helleborus x orientalis, for længe siden, men jeg har ærlig talt ikke nænnet det, fordi vejret har været så stygt. Sådan så de ud for en måned siden på det tidspunkt, hvor de plejer at blive klippet ned. Som smukke omend let anløbne stjerner. Nu er de helt klappet sammen og næsten helt sorte af bladpletter, så selv om der er mere frost i vente, gør det ingen forskel, om bladene er der eller ej.Det vil sige, det gør det måske alligevel, men sådan at forstå, at det utvivlsomt er på høje tid at få fjernet bladene, der er tydeligt inficeret med den skumle plantesygdom julerosesortplet, Coniothyrium hellebori. Svampens sporer sidder på lur i de mørke pletter på bladene parat til at sprede sig til nye blade og til blomsterne, hvis det går helt galt. Derfor gælder det om at få klippet bladene af og få dem fjernet på en dag som i dag, hvor der ikke er fugtige forhold, der fremmer spredningen af svampen.De afklippede blade røg fluks i bålfadet og blev futtet af med det samme. Så er smittespredningen i hvert fald forpurret fremadrettet.Tilbage står de dejlige påskeklokker med nye, nøgne blomsterknopper og skutter sig i kulden. Heldigvis er de bygget til det, så forhåbentlig varer det ikke så længe, før de springer ud som et stensikkert forårstegn. Med lidt held sker det lige til påske, ligesom juleroserne, Helleborus niger, i år præsterede at stå i fuldt flor til jul.

Kender I forresten Lene Nissen og hendes spændende blog.peekaboodesign.dk, der er fyldt med sjove og kreative DIY og genbrugsideer. Den er altid et besøg værd, og i dag har hun oven i købet skrevet en anmeldelse af min nye bog, Slip haveglæden løs 🙂 Tak til Lene, der kan besøges her.
Husk, at der er introduktionstilbud på Slip haveglæden løs på www.forlagetlinnea.dk, så du kan spare fragten en lille uges tid endnu. Find tilbuddet her.

Slip haveglæden løs og vind min nye havebog

Nu kan jeg endelig løfte en flig af sløret for et projekt, jeg har gået og puslet med i de seneste måneder. Jeg har skrevet en ny og – synes jeg selv – anderledes havebog, der udkommer den 24. marts. Lige nu har jeg travlt med den afsluttende korrektur på min nye havebog, så trykkeriet kan komme i gang med de allersidste trin i den lange proces fra skør ide til færdig bog. Her ser du for- og bagside. Det er så ultra spændende, at sommerfuglene flakser rundt i min mave, så nu er jeg simpelthen nødt til at dele det her på bloggen. I anledning af weekenden, er der mulighed for at vinde tre eksemplarer af bogen frisk fra trykpressen. Konkurrencereglerne finder du på Helt hen i havens Facebookside. (De er meget nemme 🙂 )

Med mindre det trækker op til isvinter, går jeg også og og pønser på at holde åben have med release party for min nye havebog, Slip haveglæden løs, den 24. marts. Det er selvfølgelig meget tidligt på året, og det vil være begrænset, hvad haven har at byde på, men jeg har været i foto arkiverne og tjekke datoen, og der er i hvert fald gang i de tidligste forårsblomster og i særdeleshed i påskeklokkerne på det tidspunkt.Noget, der helt sikkert også er gang i, er forårskrukkerne. Jeg kan bare ikke lade være med at fylde hjørner og kroge med forårsblomster i krukker for at trylle lidt ekstra forårsstemning frem. Sådan her så der fx ud ved fordøren sidste år den 24. marts. Datter Anne, der plejer at åbne sin pop-up staudeshop i carporten, når jeg holder åben have, pønser også på en version med lækre forårsblomster og tidlige stauder. Men meget mere om alt det om et par uger. Håber, vi ses 🙂

Sensommerstauder med hvide blomster og rod i kalenderen

Der er ikke så mange hvide blomster i haven på denne årstid, men nogle er der heldigvis, der blomstrer, selv om det er sidst på sæsonen, og de varme farver generelt er i højere kurs. Silkekatost, Sidalcea hybrid, ikke alene blomstrer. Den blomstrer igen. Der var fuld gang i planten midt på sommeren, men efter afblomstring så den så trist ud, at den blev klippet ned. Ikke nogen dårlig ide, har det vist sig, for nu giver silkekatost endnu en omgang med hvide blomster, der vitterligt ser ud som om, de er lavet af silkepapir.Matrem, Tanacetum parthenium, burde egentlig også for længst have klaret det med blomstringen for i år, men det gælder, som det fremgår, ikke mit nyerhvervede eksemplar. En sød gæst, der besøgte haven dengang i juli, da vi holdt åben have i anledning af Haveselskabets Havefestival, havde den med, fordi hun havde noteret sig, at jeg godt kan lide planter med limegrønt løv. Og se nu her, hvor fin den er med alle sine små margueritlignende blomster. Den er jeg rigtig glad for.Den smukke skærmplante, walisisk seline, Selinum wallichianum, har til gengæld styr på sin kalender og blomstrer lige netop nu, som den skal, med lette, kniplingsagtige, hvide skærme. Dejligt med en skærmplante, der samtidig er en staude, så den bare kommer igen af sig selv år efter år.Her er til gengæld en, der har fuldstændigt kaos i sin kalender. For ja, der er en påskeklokke, Helleborus x orientalis, der af uransaglige årsager har givet sig til at blomstre nu. Måske tror den, at påsken varer lige til jul…

Forårsbed i sarte farver

Der er ved at udvikle sig trængselslignende tilstande i bedet under den opstammede kristtjørn, hvor påskeklokkerne ellers længe har haft scenen nogenlunde for sig selv. Påskeklokke, Helleborus x orientalis, er stadig lidt af en diva, der bare bliver ved med at se godt ud, selv om blomsterne modner og begynder at gå i frø. Men nu er den kommet i godt selskab.Den i mine øjne perfekte selskabsplante til påskeklokke, sommer hvidblomme, Leucojum aestivum, er lige begyndt at blomstre med sine utroligt dejlige blomster, der dingler som små, hvide klokker med grøn blondekant fra de høje stængler. Ugens yndlingsplante er fundet! Sommer hvidblomme blomstrer i ugevis, så showet er kun lige begyndt.I efteråret lagde jeg en masse løg af den super søde narcis, Narcissus ‘Minnow’, der også lige er begyndt at blomstre som en af de seneste narcisser. Den er så sød med de bittesmå narcisblomster i en sart lysegul nuance. Jeg er sikker på, at den hvide balkananemone, Anemone blanda, der fortsat blomstrer lystigt, nyder det gode selskab.Hundetand, Erythronium toulumnense ‘Pagoda’ har også taget hul på en blomstringsperiode, der forhåbentlig varer længe i det kølige forår. De sart gule blomster, der bøjer deres lysegule kronblade koket bagud, når de springer helt ud, er slet ikke til at stå for.

Havebuket til påskebordet

Nu er vi heldigvis nået til den årstid, hvor haven til hver en tid kan klare behovet for en buket. I dag gælder det påskebordet, så hvad er mere oplagt end påskeklokke,vibeæg og søde narcisser krydret med tulipaner og forskellige grene til at fylde ud. De afklippede stængler ryger direkte i en skål vand, så de ikke taber saftspændingen. Det er især vigtigt for at få påskeklokkerne til at holde i vasen.Der er gennem årene lagt en del tulipanløg rundt om køkkenhaven netop med henblik på at kunne høste til buketter. De små tulipaner, de efterhånden har udviklet sig til, er super fine til formålet.Det gav våde, iskolde fingre, men det er glemt, når buketten kommer på bordet. Nu gælder det vist madlavningen 🙂 God påske derude.

 

Startfløjt for tulipansæsonen

Jeg tror, det var en solsort, der gjorde det. Sikkert er det i hvert fald, at tulipansæsonen er fløjtet i gang. Det blev blandingen af sorterne Tulipa ‘Purissima’ og den lidt lavere Tulipa ‘Vanilla Cream’, der åbnende ballet i år. Jeg er vild med den sarte cremegule farve i knopstadiet, der ændrer sig til mere og mere flødefarvet i takt med at blomsterne springer ud. Frontløberne stammer oven i købet fra løg, der blev lagt i 2014 og 2015 og også blomstrede smukt sidste år. De får lige et plus i karakterbogen, for det er desværre ikke så tit, man oplever det.Mens jeg venter på de næste tulipaner, der står på spring, glæder jeg mig over påskeklokkerne, Helleborus x orientalis, der i år topper præcist til påske efter et dejligt langt tilløb, der begyndte, mens det stadig var virkelig vinter.Påskeklokkerne er så yndefulde netop nu, da de lange stængler løfter de dinglende klokker højt til vejrs, før årets nye løvblade begynder at titte frem for senere nærmest at fungere som bunddække i bedet.Lige nu er der god plads til forskellige løgvækster, der er stærkt på vej. Balkananemone, Anemone blanda, blomstrer lystigt i små klynger, der faktisk har bredt sig helt ud i græsplænen omkring bedet. Det ser super sødt ud og volder ikke problemer for plænen, for de visner hurtigt ned efter afblomstring.

Page 1 of 3

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén