Haveglæder, tips og tricks

Tag: Nygaards Planteskole

Voksen vedbend med fine blomster

Nu er det jo ikke fordi, der mangler vedbend, Hedera helix, her på matriklen. Faktisk vokser klatreplanten både her og der og alle vegne. Den fungerer som bunddække i skovhaven, og den klatrer ivrigt til vejrs i de gamle træer med sine umådeligt effektive klatrerødder, der gør rankerne helt uadskillelige fra værtstræet.Vedbend er en sælsom plante. Nærmest lidt Dr. Jekyll og Mr. Hyde agtig. En ungdoms vedbend og en voksen vedbend arter sig helt forskelligt og ser meget forskellige ud. Planterne blomstrer først, når de er blevet voksne, og det betyder, at jeg aldrig får lov at glæde mig over blomsterne på de vilde ranker, der klatrer virkelig højt op i træerne, før de kugleformede blomsterstande folder sig ud.Derfor er jeg meget glad for en ny slags vedbend, der er kommet. Hedera helix Nordic ‘Great Choiz’ hedder sorten, der er en stiklingeformeret voksenform af arten. Det betyder, at den er en voksen vedbend, selv om den ikke er højere end almindelig busk og altså, at man kan glæde sig over de fine, gulgrønne blomster og efterfølgende bær uden at klatre i træer. Det er Nygaards Planteskole, der har introduceret den nye sort, der i øvrigt har to nære slægtninge med samme egenskaber. Hedera helix Nordic ‘Compact Choiz’, der er perfekt til vinterkrukker og Hedera helix Nordic ‘Golden Choiz’, der får de fineste lysende gule bær.Apropos vedbend med anderledes egenskaber, så har jeg også haft den sjove opretvoksende sort Hedera helix ‘Erecta’ i en krukke i et par år. Det er en virkelig skulpturel plante med stive, oprette skud tæt besat med blade, der nærmest sidder i række og geled. Vedbend er jo en stedsegrøn og vinterhårdfør plante, så den er super god, grøn og frodig til vinerkrukkerne.

Tid til klipning af buksbom, Bloombux og Berrybux

Jeg har gang i en alsidig afprøvning af dels forskellige sorter af buksbom, Buxus microphylla, dels alternativer til buksbom, der skulle kunne nogenlunde det samme, hvis problemerne med den frygtede svampesygdom buksbomkvistdød, Cylindrocladium buxicola, griber om sig. Vi er jo mange, der vil savne buksbom med den kompakte vækst og store tolerance overfor klipning, der gør, at de kan formes, som man lyster, og tilpasses voksesteder efter behov. Her i haven, hvor den vildsomme stil hersker, bruger jeg buksbomkugler til at skabe ro og danne kontrast, så det hele alligevel kommer til at se haveagtigt ud 🙂

Tiden er i høj grad inde til klipning af buksbom, så nu har buksbomkuglerne fået deres årlige rundbarbering ved hjælp af græskantklipperen, der er eminent til den opgave. Jeg må sige, at de to nye sorter fra Nygaards Planteskole, der er med i testen, klarer sig superfint og ikke viser de mindste tegn på sygdomsangreb. Buxus ‘Chicagoland Green’ og Buxus ‘Northern Charm’ hedder de.I det tidlige forår plantede vi en lille hæk for at stramme bedkanten ind mod skovhaven op. Den består ikke af buksbom men af Rhododendron Bloombux, der markedsføres som et alternativ til buksbom, der har det svært. Jeg har gået lidt rundt om mig selv i overvejelser over, om den nu skulle klippes, for den stod og så så fin ud i al sin frodighed. Men nu gælder det jo en afprøvning af dens egenskaber som alternativ til buksbom, så til sidst kom saksen frem til en let studsning alligevel. Hækken har i øvrigt blomstret nok så fint med små, sart lyserøde blomster i maj, så Bloombux lever foreløbigt fint op til sit navn. Læs mere om Bloombux her.Endnu en ny plante, der markedsføres som et alternativ til buksbom, er en sort af lav blåbær, Vaccinium angustifolium Berrybux. Det er også en tæt og kompakt busk, der tåler klipning og kan formes til kugler, kegler og kaniner eller lave hække, ligesom en buksbom. Det smarte er, at planten jo også får lækre blåbær, og bærrene sidder heldigvis inden for den nye vækst, der må klippes af, hvis den skal holde faconen. Foreløbig står Berrybux i en krukke, men den bliver plantet ud i haven til efteråret. Det bliver spændende, hvordan bærrene smager.

Duften af æbleblomst

Der, hvor køkkenhaven bliver til skovhaven, står der et aldrende, vildt æbletræ, der udmærker sig ved at have fuldstændig uspiselige æbler. Men det er lige meget, for en anden af træets kvaliteter er, at det er ualmindelig smukt og malerisk.Og lige nu er det helt fyldt af de smukkeste hvide æbleblomster med et strejf af lyserødt. Og en duft, som ingen parfume nogensinde kommer på højde med.Stemningen fra hjørnet af køkkenhaven, har jeg forsøgt at overføre til et andet sted i haven ved at plante sargentæble, Malus sargentii. Ret vellykket, når jeg selv skal sige det, for busken har udviklet sig smukt under de barske, tørre betingelser, og lige nu er den dækket af de dejligste blomster, der dufter sødt som æbleblomst skal.På den anden side af græsgangen, der fører hen til trappen mod frugthaven, blev der sidste år plantet endnu en sargentæble. Jeg fik nemlig en prøveplante fra Nygaards Planteskole af den mørkbladede og lyserødt blomstrende sort, Malus sargentii ‘Spellbound’.En hurtig eksamen til den giver rigtig fine karakterer. Den har klaret vinteren uden problemer og står lige nu fyldt med de lækreste pink æbleblomster. Der kom vist lige en ny yndlingsplante på listen. Læs mere om den her.Æbletræerne i frugthaven er fortsat lidt til den ynkelige side. Jeg er simpelthen nødt til at få fremskaffet nogle æbletræer på kraftigere grundstammer til den her sandjord. Træet her er 5-6 år gammelt…Hvad de små træer mangler i vækstkraft kompenserer de for med en helt overdådig og dejligt duftende blomstring. Der er nu intet som æbleblomster.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén