Haveglæder, tips og tricks

Tag: Nicotiana sylvestris

Haven er fuld af gratis frø til næste års blomster

Sommerblomsterne har set bedre dage, selvom der kan stadig plukkes buketter i haven. Til gengæld er et nyt højdepunkt nået i både skærehaven og rundt om i blomsterbedene. Vi er simpelthen nået hele vejen fra frø til fryd til frø. Haven bugner af ganske gratis frø til næste års blomsterflor, så det gælder om at få høstet, så snart det er tilstrækkelig tørt i vejret.

Gratis frø fra haven

Tobaksblomst styrer det eksotiske hjørne

Dagen byder på lidt mere tobaksblomst spam. Fordi: Det er simpelthen helt utroligt, hvad de præsterer i år, ikke mindst i det nyrenoverede eksotiske hjørne, hvor især narcistobak simpelthen styrer det hele. Her har udviklingen fra frø til umådeholden fryd virkelig taget fart. Prøv først lige at tjekke, hvordan der så ud i mit planteeksperimentarium i det eksotiske hjørne den 28. juni lige her.

Det eksotiske hjørne

Højt aktivitetsniveau i planteværkstedet

Der er pt højt aktivitetsniveau i planteværkstedet i drivhuset, hvor der både sås, prikles og pottes. Det er lidt af et puslespil at få logistikken til at hænge sammen på den begrænsede plads, hvor der ovenikøbet også er byggeplads. Kaos hersker 🙂

120 tobaksplanter er flyttet i plantekuvøse

Det er en lille måneds tid siden, jeg såede fire forskellige slags tobaksblomster i bakker i vindueskarmen. Nu er de blevet så store, at de skal prikles og flyttes til min plantekuvøse med lys og undervarme i drivhuset.

Jeg gjorde mig virkelig umage for ikke at så for tæt, da jeg såede mine hjemmehøstede frø af fire forskellige slags tobaksblomster den 9. februar. Jeg blandede frøene med fugesand, som det ses her, men alligevel er der kommet rigeligt med planter især af den hvide, duftende narcistobak, Nicotiana sylvestris, og den grønblomstrede Nicotiana knightiana, der er så god som pauseplante. Når man sår er det nærmest umuligt at forestille sig, at de bittebittesmå frø spirer så godt og bliver til så livskraftige planter på så kort tid. Men det gør de altså. Jeg lærer det nok aldrig 🙂

Bakkerne har stået under min nye LED vækstlyslampe i vindueskarmen, og det har tydeligvis bekommet dem vel. (LED lampen kan ses her). Selv om det er noget pillearbejde at få priklet de små planter, er de hver især fine og kraftige på deres egen beskedne måde. Så nu er det nu, de skal prikles, for at de fortsat kan udvikle sig godt og blive til gode, stærke udplantningsplanter. Paradoksalt nok, er priklingen mest blid, når den foretages, mens planterne er helt små.

Nu har jeg priklet 120 små planter, så mon ikke det rækker… Tobaksblomster har det med at blive til temmelig store planter, så det bliver nok ikke helt nemt at finde plads til dem alle sammen i haven.

Men hellere være på den sikre side, for det kan jo være, de ikke allesammen klarer opholdet i min plantekuvøse i drivhuset, hvor der ellers er både vækstlys og undervarme, som det ses her.
Til slut vil jeg lige reklamere lidt for et arrangement i Haveselskabet Aarhus den 21. marts, hvor jeg holder foredrag/workshop om netop planteformering i samarbejde med Gartneriet Pedersen i Solbjerg med udgangspunkt i min nye bog ‘Sommerblomster – Fra frø til fryd’. Læs mere om arrangement her og smugkig i bogen her.

Sæson for forspiring begynder med en spiretest

Alle de mange frø, jeg høstede i løbet af sensommeren og efteråret, ligger og venter på, at den nye sæson for forspiring begynder. For at undgå skuffelser til den tid har jeg nu sat gang i en spiretest.

Spiretest

Sæsonpræmiere for minidrivhus og plantebord med indlagt lys og varme

Behovet for prikling af min muligvis lidt overdrevne produktion af tobaksblomst, Nicotiana, trænger sig på. Det er ikke alle seks sorter, der er lige langt, så jeg begynder fra den nemme ende for at komme i træning. Den lilla sort, Nicotiana ‘Perfume Purple’ er spiret behersket – og de små planter står derfor med fornuftig afstand og har vokset sig store. Det er i øvrigt lidt sjovt, for da jeg købte en pose frø af den ret lækre sort i dyre domme, fik jeg lige nøjagtig en plante ud af mine anstrengelser. Det er den, der nu skal stifte familie.

De spæde planter er forholdsvis nemme at løsne fra spirebakken med en spids blomsterpind. Min sædvanlige priklepind er alt for stor til formålet, for det her er virkelig pillearbejde.

Jeg har fået lov at prøve et smart minidrivhus – minikap fra Pindstrup. Det forekommer ret ideelt til prikling af tobaksblomsterne, så afprøvningen er hermed fløjtet i gang. Plantebakken er fyldt med spiremuld (i øvrigt fra samme kilde), jorden er trykket til, og der er lavet huller i midten med blomsterpinden, så de spæde planter kan sænkes ned i hullet uden at jeg gør vold på de fine rødder.

Det gik nogenlunde nemt med hold 1. Værre ser det ud med hold 2, Nicotiana knightiana, der i modsætning til forgængeren er spiret helt uhæmmet. Her er ikke andet at gøre, end at lirke en lille klump planter op og forsigtigt forsøge at skille dem fra hinanden. Priklingen foregår efter de stærkeres ret, så kun de største planter bliver priklet efter at være blevet befriet for deres irriterende små søskende. Jeg har priklet 30 styk, hvilket må være nok, selv om der går nogle stykker til undervejs, men der er stadig hundredevis tilbage, der får lov at stå som reserver i spirebakken, så længe de kan holde til trængslen.

Egentlig er det lige lovlig tidligt at prikle narcistobak, Nicotiana sylvestris, for planterne er endnu meget små. Men de små planter er begyndt at vælte i et område af spirebakken, der ser ud til at brede sig. Shit! Kimskimmel. Jeg hader kimskimmel!!! Skumle svampesygdomme, der tager livet af de ellers så lovende planter, før de rigtig kommer i gang. I håbet om at kunne redde så mange planter, som jeg reelt har brug for, er en stribe til syneladende sunde planter længst væk fra det angrebne område hermed priklet.

Sikke noget pillearbejde… Efter priklingen har jeg med uendelig forsigtighed vandet hver enkelt celle i plantebakken, så jeg er sikker på, at rødderne har kontakt til jorden og ikke til luftlommer, så de risikerer at tørre ud.

Minikap systemet ser ret smart ud. Det er ovenikøbet udstyret med en babysitter i form af en selvvanderfunktion, så jeg ikke behøver være bekymret for de små, når jeg er på farten. Den nederste bakke er et vandreservoir, oven på den er der en plantehylde med en plantedug, der når ned til vandet i begge ender og fungerer som væge. Herpå står plantebakken med de nypriklede tobaksblomster, og øverst monteres et låg af klar plast, der fungerer som minidrivhus. Minikap kan købes her.

Det smarte minidrivhus har jeg så stillet ind i det mididrivhus, gemalen har designet til det hjemmebyggede drivhus. Det lyder måske lidt indviklet, men er faktisk ganske enkelt og ikke så lidt praktisk. Mididrivhuset står nemlig på det specialfremstillede plantebord, der har indlagt varme i betonpladen. (Designet kan ses her). Drivhuset sørger for at varmen ikke forsvinder op i den blå luft, og både top og front kan åbnes, når der er behov for udluftning af fugt eller varme. Det letter trykket gevaldigt på vindueskarmen, at småplanterne allerede nu kan flytte ud i mididrivhuset, der desuden er forsynet med lysstofrør med plantelys i kippen. Plantelyset er forbundet til en timer, så det kører også af sig selv 🙂 Jeg købte mine plantelysarmaturer her, hvor der også er mere information at få om lys til planter generelt. Søg på vækstlys.

Så er syv slags tobaksblomster sået

Tobaksblomster, Nicotiana,hører til mine erklærede yndlingssommerblomster. Både fordi de bogstaveligt talt blomstrer hele sommeren – og nok også lidt fordi, de skal sås allerede nu, hvor jeg trænger så meget til at komme i gang. Syv forskellige slags tobaksblomster lyder måske af lidt rigeligt, men de er alle sammen fra frø høstet her i haven, så det er svært at sige noget om spireprocenten. Jeg håber nu, at de alle sammen kommer 🙂

Frø af tobaksblomster er urimeligt små. Det er helt ufatteligt, at de kan blive til meterhøje, blomstrende planter i løbet af nogle måneder. Men det kan de. Jeg har læst mig til, at der går 7.000 frø på et gram. Det er virkelig noget småtteri og ikke nemt at håndtere. Nu har jeg jo heldigvis frø nok, fordi jeg selv har høstet dem, men har man købt en pose og ser på den smule støv, der ligger i bunden, kan man godt få lidt præstationsangst, for det gælder jo om at få fordelt frøene nogenlunde ensartet i bakken, når de bliver sået. En fugtig tændstik kan være en hjælp til processen. Det er nemmere at samle de små frø op med tændstikken end med sine i denne sammenhæng kolossale fingre, og nemmere at afsætte dem på jordoverfladen.

Tobaksblomster er lysspirende, så de skal ikke dækkes med jord efter såning. Jeg trykker dem let til med en stamper, så de får kontakt til den fugtige jord.

Det er en udpræget dårlig ide at vande bakkerne ovenfra efter såning. De små frø sejler lystigt med vandet og ender ude i siderne i en bunke. I stedet lader jeg de tilsåede bakker suge det vand, de kan nedefra i cirka 20 minutter. Så dækker jeg bakkerne med gennemsigtig plast for at holde på fugtigheden. Tobaksblomster spirer ved stuetemperatur i løbet af et par uger.

Narcistobak, Nicotiana sylvestris

Nu vil jeg så sætte mig til at glæde mig til, der igen er blandt andet narcistobak, Nicotiana sylvestris, der blomstrer i haven og oven i købet samtidig fylder den med dejlig duft.
I ventetiden vil jeg lige komme med et lille reklameindslag. Haveselskabets Aarhusafdeling afholder workshop om planteformering med undertegnede som underviser den 2. marts kl. 13. Det foregår i inspirerende omgivelser i Gartneriet Pedersen ved Hørning, hvor der også er mulighed for at opleve planteformering i større skala og få gode gartnerråd med i købet. Det bliver en eftermiddag med jord under neglene, for der skal sås, prikles, tages stiklinger og meget mere. Jeg glæder mig, for jeg er sikker på, at det bliver både hyggeligt og vildt sjovt. Der er et begrænset antal pladser. Læs mere om workshoppen og hvordan du tilmelder dig her.

Frøhøst til næste års sommerblomster

Høstmaskinernes fjerne summen lægger hyggelig baggrundsmusik til havearbejdet i dag. Det er høsttid og høstvejr ikke bare på markerne men også i haven, hvor mange af sommerblomsterne står med frøstande fyldt med frø. Det gælder fx hjertegræs, Briza maxima, der rasler med de hjerteformede aks ligesom kornet på markerne.Det gælder jo om at få bragte modne frø i hus, mens det ikke er alt for fugtigt. Så i dag er jeg gået på frøjagt. Frøhøst er ensbetydende med gratis frø og dermed forhåbentlig planter til næste år. En ualmindelig dejlig beskæftigelse. Hjertegræsfrøene er i hvert fald helt modne, og aksenefalder nemt fra hinanden, når de bliver nulret mellem fingrene.

Jeg høster kun frø, jeg er helt sikker på, er modne. De skal rasle i frøkapslen eller slippe den uden modstand. Ellers er der jo risiko for, at de ikke er helt færdigbagte og dermed ikke spiredygtige. Fløjlsblomst, Tagetes patula ‘Ildkongen’ blomstrer stadig fint, men der er også en del frø, der allerede er modne. De er hermed høstet og hamstret 🙂

De forskellige arter og sorter af tobak, Nicotiana, blomstrer videre, men også de er begyndt at rasle med de første frøkapsler, der er fyldt med bitte-bitte små frø. Jeg husker stadig min forbavselse, da jeg i foråret åbnede en hjemkøbte pose med Nicotiana knightiana og fandt et mikro-reagensglas med en lille klat frø. Men frøene spirede godt og planterne udviklede sig fint. Jeg har været meget glad for de små limegrønne blomster, der har lyst fint op og fyldt godt ud hele sommeren. Det kunne være rart at blive selvforsynende med frø af den. Det bliver hermed afprøvet. Frø er der i hvert fald nok af.Det plejer at gå fint nok med narcistobak, Nicotiana sylvestris, der også allerede er leveringsdygtig i kapsler med modne frø, selv om blomstringen heldigvis ikke er slut endnu.De nyhøstede frø får lige lov at ligge i flade skåle inden døre i en uges tid, så jeg er sikker på, at frøene ikke er fugtige, når jeg fylder dem i papirposer.Jeg “glemmer” altid at smide de små poser med vandsugende krystaller, der følger med nye tasker og frakker, ud, for de er nyttige som en ekstra forsikring mod fugtighed på frølageret.

 

Nu blomstrer edderkoppeplante og narcistobak

En ny omgang af de sommerblomster, der startede deres liv i vindueskarmen i foråret, er begyndt at blomstre. Forbløffende nok, vejret taget i betragtning. De blander sig med de øvrige planter blandt andet her i det overvejende hvide bed, så helheden stadig ser fin og frisk ud. Heldigvis er den tårnhøje narcistobak, Nicotiana sylvestris, ikke væltet trods det ret voldsomme vejr, vi har været nødt til at finde os i på det seneste.Narcistobak er en super god plante, når man har lidt rigeligt med bar jord i et nyt bed. De store blade dækker godt, og blomsterne er bare så smukke. Og så dufter de tilmed helt skønt – ikke mindst i aftentimerne. Det er utroligt, at der kan nå at komme sådan en kæmpeplante ud af de bitte-bittesmå frø, men det kan der altså, og jeg har aldrig oplevet, at det er slået fejl.Om morgenen kan blomsterstanden godt se lidt morgensur ud, fordi de enkelte blomster visner ret hurtigt. Men det er nemt at give den en hurtig make-over ved at trække de anløbne blomster af. Der kommer hele tiden friske blomster, så den bevarer sit smukke udseende over en virkelig lang periode.Den hvide edderkoppeplante, Cleome spinosa ‘Helen Campbell’, har også været længe undervejs, siden den blev sået i en bakke i det tidlige forår. Men nu er den første sprunget ud, og flere er på vej. Her mingler den fint med tandstikkerurt, Amni visnage ‘Green Mist’ og den hvide indianermynte, Agastache anisata ‘Alba’. Det bliver så godt 🙂

Narcistobak med fantastisk duft

Nicotiana sylvestris-28I den hvide krukkegruppe ved trappen op til huset, er de blomstrende narcistobak, Nicotiana sylvestris ‘Only the lonely’, ved at stjæle hele billedet. De er blevet tårnhøje men er underligt nok ikke kæntret i al den regn og blæst, vi har haft. Forbløffende, at der kan komme så meget plante ud af så bittesmå frø på bare nogle måneder.Nicotiana sylvestris-29Jeg er helt fjollet med de smukke, hvide, langhalsede blomster, der oven i købet dufter helt fantastisk. Ikke mindst i aftenstunden, hvor de hvide blomster ser ud som om de lyser i tusmørket for at lokke sære insekter til.Nicotiana alata White-27I den anden store betonkrukke har jeg plantet en slægtning til narcistobak nemlig den hvide vingetobak, Nicotiana alata ‘White’ Den er også et dejligt bekendtskab med elegante hvide blomster, der dufter lækkert. Den har været lidt mere slem til at vælte, så den er blevet klippet tilbage i ny og næ men blomstrer ufortrødent videre.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén