Haveglæder, tips og tricks

Tag: Nedklipning Page 1 of 3

Forårskur til staudebedene i det fine vejr

Der hersker kaos i havens staudebede. Jeg kan lige så godt indrømme det. Men nu skal det være slut. Jeg er gået systematisk i gang med en forårskur til staudebedene, hvor de gamle toppe bliver klippet ned, ukrudtet luget, og det land, der er tabt til græsplænen, bliver tilbageerobret.

Sikke nu et herligt havevejr, vi har. En perfekt dag til den ultimative forårsbeskæftigelse – at sætte ind med en tiltrængt forårskur til staudebedene. Jeg lader jo altid staudernes visne toppe stå vinteren over, så haven ikke ser alt for kedelig og bar ud i vintermånederne, og så småfuglene kan nyde godt af de frø, der gemmer sig i toppene. Men nu er tiden inde til at få toppene klippet ned. Sjovt, at kejserkronerne, Fritillaria imperialis, i løbet af relativt få år er kommet til at stå midt inde i en stor tue af høstasters, Aster novi-belgii. Det vidner om staudebedets indbyggede dynamik. Man går og tror, det er haveejeren, der bestemmer. Men det er det i realiteten sket ikke 🙂

Høstasters, Aster novi-belgii

Det er næsten synd, at min forårskur til staudebedene skal gå ud over vinterstanderne af høstasters, der stadig har en vis portion charme. Men også kun næsten. Jeg trænger helt ærligt til noget grønt at se på i stedet.

Så tjuhej hvor det går. Både stauder og prydgræsser i bedet på kanten er hermed klippet ned til sokkeholderne. Nu kan de bare komme igen, kan de.

Og efter et nærmere studie i jordhøjde kan jeg oplyse, at det er lige præcis, hvad de er godt i gang med. Her er det blåkant – også kendt som katteurt – Nepeta x faassenii – der simpelthen myldrer frem og ser ud til at blive rigtig glad over at få fjernet dynen af vissen top fra sidste år.

Kejserkrone, Fritillaria imperialis

Jeg er heller ikke i tvivl om at kejserkrone, Fritillaria imperialis, der har bredt sig en del, syntes godt om min forårskur til staudebedene. De står og strutter grønt forårsfriskt, så nu håber jeg, de også har tænkt sig at blomstre i år. Mange af dem snød mig af en eller anden grund sidste år og lod det blive ved grønne skud.

Storblomstret kodriver, Primula vulgaris

Nede i bunden af bedet på kanten er der et af årstidens dejlige lyspunkter at finde. Her blomstrer storblomstret kodriver, Primula vulgaris, nemlig lysegult og lystigt, så man tager sig selv i at smile stille, når lugeterapien kommer på de kanter. Græstotterne har vældig fart på, så det hører med til en forårskur til staudebedene at få luget det værste væk nu, så det ikke sætter frø og bliver til mere ukrudt.

På jagt efter forsvundne stauder under blåkant

Ægte blåkant, Nepeta x faasseniii

Havens umådelig mange eksemplarer af ægte blåkant, Nepeta x faassenii, også kendt som katteurt, har blomstret som en drøm i mange uger til stor fornøjelse for bier og sommerfugle. De gør det for så vidt endnu, men de er begyndt at vise deres imperialistiske tilbøjeligheder og begynder desuden at se lidt slidte ud, som de ligger der med skuddene ud over det hele.

Da jeg samtidig var begyndt at spekulere over, hvor flere tilsyneladende forsvundne stauder mon var blevet af, blev det i dag, hver enkelt blåkant fik en sommerjustering. En varm omgang, kan jeg hilse og sige, for nedklipningen foregik med langskaftede handsker, for det tilfældes skyld, at der skulle være en enkelt bi eller to, der ikke helt forstod, at manøvren er til deres eget bedste. Sagen er jo den, at når man klipper blåkant ned nu, er der rigtig gode chancer for, at planterne kommer igen og giver en ekstra blomstring senere på sommeren.

Den første forsvundne staude, der dukkede op, efter at det store virvar af blåkant var blevet tæmmet, var den smukke, næsten sorte Heuchera, der ikke ser ud til at have lidt skade af det påtrængende naboskab. Den rigtig gode nyhed er, at bedet egentlig ikke kom til at se så afpillet ud efter nedklipningen af blåkant, som jeg havde frygtet. Da alle de yderste, nedliggende stængler var klippet af, dukkede der en pæn, lille blomstrende plante op i midten af hver tue.

Rank potentil, Potentilla recta ‘Sulphurea’

En af de stauder, der havde brug for lidt kunstigt åndedræt efter overvoksning, var den høje staudepotentil med de fine, lysegule blomster, rank potentil, Potentilla recta ‘Sulphurea’. De høje, blomstrende stængler havde lagt sig hen ad jorden som følge af trykket, men nu har de fået en støttepædagog. Dermed er de kommet op i lyset, hvor de hører til.

Fjerkløver, Trifolium rubens

Den sjove fjerkløver, Trifolium rubens, var også blevet ganske overvældet af naboskabet og måtte have en hånd i form af et højere staudestativ, end den havde fået i første omgang. Nu er god ro og orden genoprettet, så de dunbløde blomsterstande, man virkelig får lyst til at røre ved, kan nydes på passende vis.

Krudt, ukrudt og midtimellem i det store staudebed

Det store staudebed

I det store staudebed midt i haven er frodigheden nærmest overvældende efter at planterne har fået både vand og varme at vokse af. Det skal også siges, at den sædvanlige forårslugning samtidig med nedklipning af stauderne var udfordret på grund af frost. Så for at være helt ærlig, er jeg kommet bagud, og det er det, der afspejler sig i den aktuelle frodighed.

Døvnælde, Lamium album

Der vokser både krudt, ukrudt og noget midtimellem i det store staudebed. Men grænserne er nok temmelig flydende. Til kategorien ukrudt hører i hvert fald døvnælde, Lamium album. Ikke fordi planten ikke er køn eller ikke passer i farveholdningen i bedet. Det gør den nemlig fint, og derfor er det også lidt svært at blive sur på den lige nu. Men den har altså nogle temmelig imperialistiske tilbøjeligheder, og den skal ikke slippes af syne alt for længe af gangen, så koloniserer den hele bedet.

Blomsterkørvel, Orlaya grandiflora

Men heldigvis vokser der trods alt flest planter i kategorien krudt i det store staudebed. En af mine yndlingsblomster lige nu er blomsterkørvel, Orlaya grandiflora. Det er en tidlig sommerblomst, jeg forspirede, udplantede og hægede om for nogle år siden. Det har så ikke været nødvendigt siden, for blomsterkørvel er super god til at så sig selv i passende doser, så den nok så fint og naturligt dukker op mellem stauderne.

Hjertegræs, Briza maxima

Jeg ved ikke, om det er rimeligt at give hjertegræs, Briza maxima, prædikatet midtimellem. Men det er dog venligere end at kalde den ukrudt. Hjertegræs er også en enårig sommerblomst, som jeg på samme måde selv har forspiret og udplantet for et par år siden. Den er både sød og lækker med sine fine, dinglende aks, der ligner små hjerter.

Hvad jeg ikke lige havde overvejet var, at hjertegræs simpelthen er specialist i selvsåning og på ingen måde har blomsterkarsens finfølelse, når det gælder dosering. Det er ikke til at se det, men jeg har faktisk allerede luget en del hen ad vejen. Alligevel har jeg nu en decideret hjertegræsskov, der infiltrerer både stauder, roser og buske i bedet. Det ser ganske godt ud lige nu, men jeg vil helt sikkert være over dem, så snart stråene begynder at gulne, for jeg kan ikke overskue yderligere familieforøgelse til næste år.

Lugeterapi med underlige dufte i næsen

Sikke nu en perfekt dag til lidt lugeterapi og til at få fikset resten af staudebedene, så de er klar til en ny sæson. Fiksningen indebærer nedklipning af de visne toppe, hvilket er på høje tid. Stauderne har tydeligvis trykket på fuld-fart-frem-knappen, så hvis jeg skal nå at luge det græs, der absolut vil vokse inde i stauderne, er det nu. Nu er jeg jo heldigvis så underligt indrettet, at jeg rigtig godt kan lide at luge. Ikke mindst på sådan en forårsdag, så jeg har brugt nogle dejlige timer mellem de myldrende stauder, har klippet løs, fået årets første rigtige lugeterapi og hilst på en stor flok friske mariehøner, der åbenbart holder til nederst i sommerfuglebusken.

Kejserkrone, Fritillaria imperialis

Undervejs blev jeg ramt af en underlig ram duft, som jeg ved nærmere eftertanke har mærket flere steder i haven på det seneste. Selvfølgelig – det er de mange kejserkroner, der er på vej i vejret som raketter, der dufter så markant. De er jo faktisk plantet netop på grund af duften, der efter sigende kan holde mosegrise på afstand.

Kejserkrone, Fritillaria raddeana

Den første kejserkrone er allerede i blomst. Det er ikke en helt almindelig kejserkrone. Fritillaria raddeana hedder arten, hvor det almindeligvis er Fritillaria imperialis, man tænker på, når man tænker på kejserkroner. Fritillaria raddeana er lidt mindre voldsom i det og har en super lækker, sart lysegul farve. Så absolut min yndlings kejserkrone.

Persisk fritillaria, Fritillaria persica

Undervejs i min lugeterapi fik jeg også et glædeligt gensyn med spirende persisk fritillaria, Fritillaria persica. Jeg håber meget, at de vil blomstre igen i år, for de er simpelthen helt fantastiske med deres næsten sorte, perfekt klokkeformede blomster i lange spir. Sådan her så de ud sidste år.

Selvsåede stauder og sommerblomster mellem visne staudetoppe

Fuglene fløjter, spirerne spirer, og luften er mild og god. Og det er oven i købet weekend. Der er al mulig grund til at komme ud i haven, og hvad er bedre end at kaste sig over de vinterramte staudebede og få sat lidt skik på det hele, så foråret føler sig velkomment. Jeg elsker at klippe staudernes visne vinterstandere ned og begynde på en frisk. Men jeg ved også erfaring, at det gælder om at fare med lempe, så jeg ikke for lavet ulykker af bar begejstring. Det vælter jo op af jorden med spirende løgvækster, man ikke skal træde på, og der gemmer sig også masser af gratis haveglæder i form af selvsåede stauder og sommerblomster.

Selvsåede frøplanter

Jeg går med andre ord i gang med at vinterluge, men kun de planter, jeg er helt sikker på er ukrudt og ikke selvsåede stauder og sommerblomster. I dag har jeg fundet purpurtorskemund, Linaria purpurea, der spontant har meldt sig i det hvide og lysegule bed, hvor den ikke hører til, så den må flyttes. Blomsterkørvel, Orlaya grandiflora, myldrer heldigvis frem samme sted, så den behøver jeg ikke så i år. Så er der en fin lille julerose-baby, Helleborus niger, og ikke engang de let provokerende græstotter er ukrudt men hjertegræs, Briza maxima, der har meldt sig spontant i et antal, der gør, at den nok skal reguleres en smule.

Her ses de samme planter i samme rækkefølge i fuldt flor. Det ville da være synd og skam at få dem luget væk.

Krinolinenarcis, Narcissus bulbocodium

En anden god grund til ikke at fare for grundigt frem i netop det bed er, at der ligger løg af krinolinenarcis. Narcissus bulbocodium hele vejen rundt langs kanten af bedet. Det lignede en god ide, dengang jeg lagde løgene, men det giver lidt udfordringer, for de smalle blade er nemme at forveksle med græsukrudt, hvis det går for stærkt – og hvis de er infiltreret af netop græsukrudt. Men fint ser det nu ud, når de bittesmå narcisser blomstrer, så udfordringen tager jeg gerne med.

Bedet ændrer fuldstændig karakter efter sådan en omgang nedklipning og vinterlugning, men nu er det klar til forår for alvor. De mange løgvækster og de selvbestaltede selvsåede stauder og sommerblomster skal nok hjælpe til med at sørge for, at det snart bliver en realitet.

Påskeklokker med forårsfornemmelser kræver rettidig omhu

Påskeklokkerne, Helleborus x orientalis, har indtil nu brugt de gamle blade til at beskytte de nye blomster, men bladene er godt nok ved at være udtjente og har nærmest lagt sig i en ring omkring de nye blomsterskud i midten. Et klart signal til, at nu er det ingen skam at beskære påskeklokkerne og fjerne bladene. Faktisk tvært imod. Der er allerede spor af svampesygdommen julerosesortplet på de gamle blade, og det kan, når uheldet er ude, brede sig til blomsterne. Det gjorde det sidste år, hvor jeg var alt for sent på den og blev nødt til at fjerne en del angrebne blomster. Det var ikke morsomt.

Påskeklokke, Helleborus x orientalis

Til gengæld er det om ikke morsomt så ualmindelig dejligt at opdage, at de nye blomster er stærkt på vej og står og nikker fint i kulden med knopperne på spring. Det er virkelig påskeklokker med forårsfornemmelser, der er klar til at afløse juleroserne, Helleborus niger. De er ved at være færdige for i år, men de var også tidligt i gang i det milde vejr.

Jeg har fluks fattet saksen og gjort kort proces med de gamle blade, der ikke kommer på komposten men bliver behørigt destrueret, så jeg ikke risikerer noget. Fugtigt vejr fremmer spredning af svampesygdommens sporer, så det er godt at få klaret den opgave på en kold, tør dag.

Således opmuntret af den allerførste virkeligt forårsrelaterede opgave i haven kan jeg også gå og glæde mig over de fine påskeklokker med forårsfornemmelser, der er på vej med blomster i mange fine nuancer fra hvide over creme til næsten sorte.

Fra hindbærbed til stubmark i en håndevending

Både det ene og det andet hindbærbed har oprigtig talt været lidt af en skuffelse i år, for høsten har været en skygge af sig selv. Det er utvivlsomt tørken og varmen, der har været for meget for planterne her på sandjorden. Det tegner skidt for forsyningerne af den ellers nærmest livsvigtige, hjemmelavede hindbærmarmelade frem mod næste sæson.Det ældste hindbærbed i køkkenhaven er lige som det nye i den indhegnede frugthave (rådyr ELSKER hindbærblade) tilplantet med sorten Rubus idaea ‘Autumn Bliss’, der bærer på årsskuddene og derfor først modner sidst på sommeren. Som regel med rigeligt med store, flotte bær uden “orm” i, fordi blomstringen falder så sent, at den snyder hindbærbillerne, der for længst har lagt æg i andre hindbærblomster, når efterårshindbærrene blomstrer. Der sidder enkelte, mistrøstige bær tilbage så sent som nu, men høsten anno 2018 kommer altså ikke til at gå over i historien. Læs mere om ‘Autumn Bliss’ hos Plantetorvet her.Det gør 2019 høsten forhåbentlig. I hvert fald er tiden inde til at rydde op i bedene og gøre dem klar til det nye haveår. En anden fidus ved efterårshindbær er, at de kan beskæres fra en kant af. Alle de gamle skud klippes ned, for det er jo de nye skud, der skal høstes på næste år. Jeg gik løs på det ene hindbærbed med en dejlig ny og skarp beskæresaks, der ligger godt i hånden, så det tog ikke lang tid at få den opgave klaret. (Det er forresten lige sådan en saks, køberne af min havebog ‘Slip haveglæden løs’ kan vælge som julegave, hvis de shopper hos Forlaget Linnea i december. (Så længe lager haves). Læs mere her.Beskæringen forvandler det ellers stadig optimistisk grønne hindbærbed til en stubmark, men sådan må det altså være. Til gengæld er det nu til at komme til at luge lidt mellem stubbene. De afklippede skud bliver fragtet til den lokale genbrugsplads, så vi ikke risikerer, at eventuelle plantesygdomme på de gamle skud breder sig til de nye.

Nedklipning af stauder er fast arbejde lige nu

Det er halvanden måned siden, jeg begyndte på den årlige omgang nedklipning af stauder som en del af havens forårskur. Men processen er blevet afbrudt og udsat adskillige gange på grund af vejrgudernes indblanding. Jeg har hørt, der er kommet mere sne andre steder i landet, men her er vi heldigvis gået fri i denne omgang, så jeg kan komme videre med det forsinkede projekt, der byder på fast arbejde lige nu.Lige netop det her bed læner sig op ad en lidt større omgang, når jeg kan se, hvad der kommer op hvor, for der er lige vel mange stauder med anarkistiske tilbøjeligheder, der prøver at tage magten fra hinanden og de andre. Her er det duehoved, Chelone obliqua, der endnu står med fine vinterstandere. Eller stod, for nu er de blevet klippet ned.Det dejlige ved at klippe stauderne ned er, at det er så umiskendeligt et forårstegn. Er der noget bedre end at finde de friske skud af fx Skt. Hansurt, Sedum telephium, i jordoverfladen, hvor de er helt klar til at stikke mod forårshimlen, når temperaturerne mildnes om ganske kort tid?

Almindelig hortensia, Hydrangea macrophylla, der jo godt nok ikke er en staude men en busk, får som den eneste lov at beholde sine vinterstandere lidt endnu. Dels er de stadig dekorative i bedet, der ellers ligner en slagmark, dels kan de forhåbentlig beskytte de nye blade og blomsterknopper en lille smule mod sen frost, der kan gå hårdt ud over blomstringen. Og det vil jeg jo så nødigt have.

Foråret begynder med en saks i staudebedet

Staudebedene, der har stået med de visne staudetoppe som fine vinterstandere hele vinteren, begynder at se lidt kaotiske ud. Vinterstanderne vælter og går i opløsning, så tiden er inde til at  og klippe foråret frem med en saks i staudebedet

At klippe stauderne ned er en syssel, jeg holder vildt meget af, så jeg snupper et bed ad gangen, når jeg synes, jeg fortjener det 🙂 Det var absolut tilfældet her i eftermiddag, hvor solen skinnede og fuglene kvidrede. Det er godt nok stadig hundekoldt, men forårsstemningen indfinder sig uundgåeligt i takt med, at bedet forvandles. Jeg klipper staudetoppene i småstykker på stedet, så de kan formulde hvor de lander. Det sparer både tid og kræfter til bortskaffelse og kompostering andetsteds og gødning til staudebedene.Det hjælper selvfølgelig også, at spirer af diverse blomsterløg myldrer frem i jordoverfladen. Det gælder virkelig om at træde varsomt. Her er det våriris, Iris reticulata, der er stærkt på vej.Det viser sig også, at flere af stauderne er tidligt på færde med friske skud i jordoverfladen. I princippet nok en postgang for tidligt vejrudsigten taget i betragtning. Heldigvis er der blæst en million visne blade ind i bedet, der virker som en lun dyne.Staudebedet ligner lidt en krigszone efter sådan en omgang, men der skal erfaringsmæssigt ikke meget varme i luften til, før både staudeafklip og visne blade begynder at formulde. Samtidig er der blevet god plads til, at foråret kan indfinde sig i for af de spirende løgvækster og forårsfriske staudeskud.Min runde i staudebedene begyndte i det bed, hvor troldnød, Hamamelis x intermedia ‘Arnold Promise’ allerede står og blomstrer gult og forårsfint, så den kunne komme bedre til sin ret. Det fortjener den.

OBS OBS OBS Husk at du stadig kan nå at deltage i konkurrencen om et eksemplar af min nye havebog, der udkommer midt i marts. Konkurrencen finder du på Facebook siden Helt hen i haven. Den er nem, så hold dig endelig ikke tilbage 🙂

 

Stærke sommerblomster

Det var dejligt at stå op til en renvasket og grundigt opvandet have i morges, men jeg må indrømme, at jeg var noget bekymret på blomsterbedenes vegne, da regnen bare væltede ned i går. Men heldigvis har både stauder og sommerblomster i det store hele holdt sig oprejst – måske fordi, de er plantet så tæt, at de simpelthen ikke kan komme til at vælte… Løvefod, Alchemilla mollis, i kanten af bedene, kommer dog næppe på benene igen, men de sang også alvorligt på sidste vers i forvejen. Nu bliver de klippet ned, og så kommer der forhåbentlig friske, nye blade.Den smukke, snehvide vingetobak, Nicotiana alata ‘White’, der ellers efterhånden har nået en anselig højde, knejser fortsat stolt midt i det hvide bed og blomstrer helt overdådigt. Det var virkelig en lettelse, for jeg vil nødigt undvære hverken synet eller blomsternes fantastiske duft.Den skønne skærmplante tandstikkerurt, Amni visnaga ‘Green Mist’ er også en høj plante, der lige er begyndt at folde blomsterne i sine graciøse skærme ud. De har heldigvis heller ikke ladet sig anfægte af det store brusebad.Den fine, hvide dahlia, Dahlia ‘Snowflake’ er den første af bedets tre nye dahlia’er, der er sprunget ud. Her har den fundet en perfekt plantepartner i den sart lysegule stolt kavaler, Cosmos bipinnatus ‘Xanthos’.At haven har fået masser af vand, må ham her være bevist på. Der er ellers ikke lige frøterræn her på den tørre grund. Jeg ved ikke, hvem der blev mest forskrækket, men jeg fik et mindre sjok, da han pludselig syntes, det var nødvendigt at hoppe væk efter først lige at have givet mig et fornærmet blik over forstyrrelsen.

Page 1 of 3

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén