Haveglæder, tips og tricks

Tag: Muscari

Dejlige danske forårsplanter letter humøret lidt

Det er forår for fuld skrue og fuglesang derude. Jeg ved ikke med jer, men det kribler i hvert fald i mine fingre efter at komme ud og komme i gang. Og ikke mindst efter at få gjort de hjemlige omgivelser smukke og hyggelige med dejlige danske forårsplanter, når nu det er matriklen, man skal opholde sig mest på i den nærmeste fremtid.

Forårsstemning med blomsterbuffet omkring spejlbassinet glæder bierne

Når man nu ikke har været så vaks at lægge masser af blomsterløg i krukker i efteråret, er det godt, at man kan snuppe en nem genvej til alligevel at få forårsstemning i krukkegrupperne rundt om i haven. Blomsterløg, der er drevet til at spire i små potter i gartnerierne, kan nemlig sagtens skilles fra hinanden og plantes om til krukker, så det ser fint og naturligt ud.

Perlehyacint, Muscari armeniacum

Jeg prøver at undgå, at det ser ud som om, jeg har plantet to eller tre små potter over i krukken, netop ved at skille potteklumperne ad og plante løgene individuelt. De tåler omplantningen uden problemer og holder i øvrigt dejligt længe under åben himmel, hvor det er hyggeligt at følge med i blomsternes udvikling, der foregår i adstadigt tempo.

Dermed blev der pludselig forårsstemning omkring spejlbassinet på terrassen. De sidste nåletræer blev sat i depot og skiftet ud med nogle overvintrede græsser, og ved hjælp af en passende dosis forårsblomster blev den sidste rest af julestemning jaget på flugt. Spejlbassinet, de har stået ude og fungeret som fuglebad hele vinteren, købte jeg sidste sommer her. Hold nu op, hvor er jeg glad for det 🙂

Balkananemone, Anemone blanda

Det er helt utroligt, så hurtigt de første, søvnige bier opdager, at der er stillet en blomsterbuffet frem. Lynhurtigt er der en ivrig summen omkring blomsterne, der bidrager med endnu et nøk forårsstemning. Jeg pudser glorien og tænker, at det næsten ikke er for min egen skyld, jeg fylder krukkerne med forårsblomster så tidligt. Det er da simpelthen for at give bierne en hjælpende hånd nu, da der er begrænset med føde at finde for dem i naturen.

Den fine, hvide balkananemone, Anemone blanda, er de helt vilde med.

Krinolinenarcis, Narcissus bulbocodium ‘Spoirot’

Men også den søde krinolinenarcis, Narcissus bulbocodium ‘Spoirot’, der har sådan en lækker, lysegul farve, bliver flittigt besøgt. Jeg har lige siddet i en solstråle med en kop kaffe og nydt både lyden og duften af forår, der har været umiskendelig i dag.

Krukke med fine forårsblomster

Forårskrukke 1603-1I sidste weekend fik jeg tilplantet en stor krukke med forårsblomster. Jeg turde bare ikke sætte den ud, da jeg havde tjekket vejrudsigten, så den har stået i drivhuset og hygget sig hele ugen. Men lige nu er det rimeligt mildt, planterne har vænnet sig til kulden, og jeg er hjemme til at holde øje med både krukke og vejr, så nu er den kommet ud på bænken tæt på huset og under et udhæng. Blomsterne kan godt tåle et strejf af frost, men bliver det koldere eller ligefrem snevejr, kommer den tilbage i drivhuset.Forårskrukke 1603-5Det er en meget stor – og tung – krukke, så jeg snød lidt, da jeg plantede den til. En flok omvendte plasticpotter i bunden sparer meget på krukkemuld budgettet og er samtidig til gavn for drænet. Forårsblomsternes rødder vokser ikke så meget i dybden, at der behøver være jord i hele krukken.Forårskrukke 1603-3Så blev der ellers plantet Primula i blålige og cremefarvede nuancer og hvide balkan-anemoner. Til slut blev krukken spækket med blomsterløg fra potter. De kan sagtens deles med forsigtighed, så løgene kan lirkes på plads, hvor de skal være, så det hele ser naturligt ud. Der blev plantet hvide perlehyacinter og de rent hvide narcisser af sorten ‘Thalia’, som jeg er temmelig vild med.

Forårskrukke 1603-2I dag har jeg så fået bakset hele molevitten op på bænken tæt ved huset. Krukken er egentlig tiltænkt et bestemt hjørne af terrassen, men vejret skal lige være lidt mere pålideligt, før jeg tør sætte den derud. Foreløbig er den fin at glæde sig over, når man går ud og ind. Jeg glæder mig, til løgvæksterne blander sig i billedet – og i særdeleshed til, at det bliver lidt mere forår.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén