Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Minikap

Plantebørnehave med utilstrækkelig normering

Trængslen tager alvorligt til i min plantebørnehave i drivhuset. Der bliver pottet og priklet, og der bliver sået flere sommerblomster, der efter fremspiring inde i varmen kræver deres plads i drivhuset. Det er lige godt en måned siden, jeg priklede et (alt for) stort antal tobaksblomster, Nicotiana, i Minikap bakker, som det ses her. Men nu bliver jeg altså nødt til at potte dem om igen. De har tydeligvis haft det strålende i bakkerne næsten alle sammen og behøver simpelthen mere plads til rødderne.

Minikap systemet, som Pindstrup står bag, har været et absolut positivt bekendtskab. Der er blevet rigtig fine planter ud af de spæde, der blev priklet, og det uden at jeg har spekuleret nævneværdigt på vanding i den forgangne måned. Det sørger et vandreservoir i bunden af Minikap’en for. Selvvandingssystemet hjælper heldigvis lidt på den pressede normering i min plantebørnehave, hvor enmandshæren godt kan være udfordret, når alle de små skal passes.

Omplantningen af 75 tobaksblomster (!) frigav pads i Minikap bakkerne, men der var også nærmest kødannelser for at få mere plads i den overfyldte plantebørnehave. Efter en spuling af bakkerne kunne næste hold komme til og få plads på mit plantebord med indlagt varme, hvor de kan hygge sig gennem de aktulle kolde nætter. Tobaksblomsterne må finde sig i at stå i bakker på gulvet i drivhuset, men de får en dyne af fiberdug på til natten, så de ikke kommer til at fryse. Minikap bakkerne, der også fungerer som minidrivhus, kan købes her. Det samme gælder i øvrigt Pindstrups så- og priklejord, der er lækker at arbejde med.

I en bakke med den sart lysegule stolt kavaler, Cosmos bipinnatus ‘Xanthos’ beregnet til projekt gult sommerbed, er planterne blevet alt for store allerede, til at det giver mening at plante dem i Minikap bakkerne.

Af samme grund droppede jeg de hjemmelavede papirpotter, jeg plejer at prikle i, og valgte i stedet de praktiske tørvepotter fra Jiffy. Potterne har den fordel, at de kan plantes med ud i jorden, når den tid kommer, så rødderne ikke bliver forstyrret endnu engang. Det samme gælder de ærteblomster, Lathyrus odoratus, der står bagved, for de er sået i toiletrullerør, der giver gode forhold for ærteblomsternes lange rødder. Til gengæld kræver de noget mere opmærksomhed i hverdagen i min plantebørnehave.

Forskel på frø afgør forspiringsmetode

Vi er endelig nået til midten af marts, og dermed er tiden for forspiring af en hel masse sommerblomster officielt nået. Jeg behøver nok ikke at sige, at jeg fluks er gået i gang med de arter, der er længst tid om at udvikle sig, og dem der vinder ved gentagne knibninger før udplantning som for eksempel ærteblomst, Lathyrus odoratus, og edderkoppeplante, Cleome spinosa. Et dejligt job i planteværkstedet i drivhuset på sådan en våd og kold dag.

Der er forskel på frø på mange niveauer, og det er afgørende for valget af forspiringsmetode. Når der ikke er yderligere krummelurer i forhold til krav til spiringsforholdene, lader jeg frøenes størrelse afgøre forspiringsmetode. Større frø, der er nemme at håndtere, sår jeg enkeltvis. Det sparer både undertegnede og de spæde planter for en prikling, der lige meget hvor blidt og omsorgsfuldt den udføres, ikke kan undgå at bremse plantens vækst og dermed sætte tid til.

Ærteblomst er en af de arter, der har store frø. De er nu sået i sådan et Minikap minidrivhus fra Pindstrup, som jeg fortalte om forleden, da jeg priklede de første tobaksblomster, som det ses her. Jeg følger tommelfingerreglen, at frø skal dækkes af et lag jord, svarende til frøets tykkelse, så de store frø bliver presset lidt ned i jorden og dækket til.

Når det gælder mindre frø, bredsår jeg i bakker. Den forspiringsmetode har den fordel, at den ikke kræver så meget plads i begyndelsen. Til gengæld venter priklearbejdet hurtigt efter fremspiring. Det gælder om at have en rolig hånd, når der sås, så frøene ikke kommer til at ligge så tæt, at priklearbejdet bliver urimeligt besværligt.

Efter såning presser jeg frøene let fast til jorden, så jeg er sikker på at der er skabt kontakt. Da vi holdt workshop om planteformering med Haveselskabet Aarhus forleden, lagde jeg mærke til, at der var mange, der af en eller anden grund kun fyldte bakkerne halvt op med jord. Men det betaler sig ikke at spare på jorden i bakkerne. Jo mere jord, jo nemmere er det at styre fugtigheden i jorden og jo mere plads har rødderne at arbejde på.
Nu står alle de nysåede frø uafhængigt af forspiringsmetode i bakker på gulvet i badeværelset og luner sig ved gulvvarmen. De fleste frø spirer godt ved lun temperatur, men nu må jeg huske at holde øje med dem, for så snart de er spiret, skal de jo frem i lyset og stå ved lavere temperatur, så de ikke bliver ranglede.

Sæsonpræmiere for minidrivhus og plantebord med indlagt lys og varme

Behovet for prikling af min muligvis lidt overdrevne produktion af tobaksblomst, Nicotiana, trænger sig på. Det er ikke alle seks sorter, der er lige langt, så jeg begynder fra den nemme ende for at komme i træning. Den lilla sort, Nicotiana ‘Perfume Purple’ er spiret behersket – og de små planter står derfor med fornuftig afstand og har vokset sig store. Det er i øvrigt lidt sjovt, for da jeg købte en pose frø af den ret lækre sort i dyre domme, fik jeg lige nøjagtig en plante ud af mine anstrengelser. Det er den, der nu skal stifte familie.

De spæde planter er forholdsvis nemme at løsne fra spirebakken med en spids blomsterpind. Min sædvanlige priklepind er alt for stor til formålet, for det her er virkelig pillearbejde.

Jeg har fået lov at prøve et smart minidrivhus – minikap fra Pindstrup. Det forekommer ret ideelt til prikling af tobaksblomsterne, så afprøvningen er hermed fløjtet i gang. Plantebakken er fyldt med spiremuld (i øvrigt fra samme kilde), jorden er trykket til, og der er lavet huller i midten med blomsterpinden, så de spæde planter kan sænkes ned i hullet uden at jeg gør vold på de fine rødder.

Det gik nogenlunde nemt med hold 1. Værre ser det ud med hold 2, Nicotiana knightiana, der i modsætning til forgængeren er spiret helt uhæmmet. Her er ikke andet at gøre, end at lirke en lille klump planter op og forsigtigt forsøge at skille dem fra hinanden. Priklingen foregår efter de stærkeres ret, så kun de største planter bliver priklet efter at være blevet befriet for deres irriterende små søskende. Jeg har priklet 30 styk, hvilket må være nok, selv om der går nogle stykker til undervejs, men der er stadig hundredevis tilbage, der får lov at stå som reserver i spirebakken, så længe de kan holde til trængslen.

Egentlig er det lige lovlig tidligt at prikle narcistobak, Nicotiana sylvestris, for planterne er endnu meget små. Men de små planter er begyndt at vælte i et område af spirebakken, der ser ud til at brede sig. Shit! Kimskimmel. Jeg hader kimskimmel!!! Skumle svampesygdomme, der tager livet af de ellers så lovende planter, før de rigtig kommer i gang. I håbet om at kunne redde så mange planter, som jeg reelt har brug for, er en stribe til syneladende sunde planter længst væk fra det angrebne område hermed priklet.

Sikke noget pillearbejde… Efter priklingen har jeg med uendelig forsigtighed vandet hver enkelt celle i plantebakken, så jeg er sikker på, at rødderne har kontakt til jorden og ikke til luftlommer, så de risikerer at tørre ud.

Minikap systemet ser ret smart ud. Det er ovenikøbet udstyret med en babysitter i form af en selvvanderfunktion, så jeg ikke behøver være bekymret for de små, når jeg er på farten. Den nederste bakke er et vandreservoir, oven på den er der en plantehylde med en plantedug, der når ned til vandet i begge ender og fungerer som væge. Herpå står plantebakken med de nypriklede tobaksblomster, og øverst monteres et låg af klar plast, der fungerer som minidrivhus. Minikap kan købes her.

Det smarte minidrivhus har jeg så stillet ind i det mididrivhus, gemalen har designet til det hjemmebyggede drivhus. Det lyder måske lidt indviklet, men er faktisk ganske enkelt og ikke så lidt praktisk. Mididrivhuset står nemlig på det specialfremstillede plantebord, der har indlagt varme i betonpladen. (Designet kan ses her). Drivhuset sørger for at varmen ikke forsvinder op i den blå luft, og både top og front kan åbnes, når der er behov for udluftning af fugt eller varme. Det letter trykket gevaldigt på vindueskarmen, at småplanterne allerede nu kan flytte ud i mididrivhuset, der desuden er forsynet med lysstofrør med plantelys i kippen. Plantelyset er forbundet til en timer, så det kører også af sig selv 🙂 Jeg købte mine plantelysarmaturer her, hvor der også er mere information at få om lys til planter generelt. Søg på vækstlys.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén