Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Tag: Mexicanerhat

Søndagsbuket af væltede sommerblomster

Når man nu er sådan en kæmpe klovn, at man har fået placeret de høje sommerblomster i kanten af bedet, så må man lære det på den hårde måde: De vælter. Til min undskyldning må jeg sige, at jeg fik byttet om på nogle småplanter i den hektiske udplantningsfase, så jeg troede faktisk, jeg plantede rosa sommerasters i det pink bed og ikke solgule håret solhat, Rudbeckina hirta. Suk.Det går meget bedre med de eksemplarer, det lykkedes at få plads til længere inde i bedet, hvor de kan støtte sig til buske og stauder. Ret fine, synes jeg, også selv om de giver farvekoordineringen i bedet et ordentligt skud for boven.I bedet på kanten, hvor jeg endnu har til gode at se de rosa sommerasters springe ud, har mexicanerhat, Ratibida columnifera, været lidt af et hit denne sommer. De har blomstret og blomstret i gule og orange farvenuancer, så det har været en ren lyst. De holder sig pænt på benene, men siger ikke nej tak til lidt støtte fra stauderne.

I køkkenhavens række af blandede blomster til tørring har den sjove tragtbæger, Molucella laevis, det også lidt svært med at holde sig oprejst. Men skuddene er altså også blevet meget lange efterhånden – og meget tunge – så der skulle ikke meget byge til at få dem til at lægge sig. Til gengæld søger de hurtigt opad igen, når de er tørre, så de har efterhånden fået en temmelig spøjs facon, og de andre blomster i rækken er ret trætte af dem.For ikke at skulle gå og ærgre mig over de væltede blomster, har jeg nu fået ryddet lidt op. Og der er jo ingen grund til, at de fine sommerblomster skal gå til spilde, så nu blev de til en hyggelig søndagsbuket i glade sommerfarver.

Blomsterbedet er et Eldorado for insekter og sommerfugle

Blomsterbedet nede i haven på kanten af skrænten har fået et markant lydspor, nu hvor sommerblomster og stauder nærmest blomstrer om kap. Der er simpelthen en evig summen af et mylder af insekter og lydløse, yndefuldt flagrende sommerfugle. Jeg skal med det samme indrømme, at bedet er blevet og bliver vandet på fornuftig vis om natten, når fordampningen er lav, for at sikre blomstringen. Som nævnt forleden (her), synes jeg, det er vigtigt at huske, at naturen er hårdt presset af den tørre sommer, og insekterne, der er livsvigtige for os alle sammen, har det som bekendt ikke for nemt i forvejen. Blomsterbedet fungerer som en oase, hvor der kan tankes op på den nektar, der er livsnødvendig for insekterne.Den røde skovangelik, Angelica sylvestris, der er knapt så voldsom som sin fætter rød kvan, Angelica gigas, men har de samme lækre, mørkerøde blade og smukke blomsterskærme, virker som en magnet på både bier, humlebier og blomsterfluer. Skærmene får besøg, så snart de stikker den første miniskærm ud af den store blomsterknop, der altid får mig til at tænke på et rumskib fyldt med aliens.Det er spændende at følge, hvordan forskellige insekter har deres præferencer blandt de nektarholdige planter. Humlebierne er for eksempel fuldstændig fjollede med virginsk ærenpris, Veronicastrum virginicum, som de nærmest besætter dag og nat. Om morgenen sidder de stadig i blomsterne og ser ud som om de sover en ordentlig brandert ud.Sommerfuglebuskens, Buddleja davidii, tiltrækningskraft på sommerfugle er legendarisk. Den er lige begyndt at springe ud og har hurtigt fået fint besøg. Foreløbig især af de hvide kålsommerfugle, men enkelte eksemplarer af alle de andre almindelige arter er også dukket op, og jeg er sikker på, at der er flere på vej, når det rygtes, at blomstringen er begyndt.De nyttige svirrefluer, der er kendt for at bekæmpe bladlus, huserer i de fleste af de blomstrende planter, men de er særligt glade for skærmplanter og kan tydeligvis ikke stå for den smukke gulerodsblomst, Daucus carota ‘Dara’.

Også den sjove sommerblomst mexicanerhat, Ratibida columnifera, som jeg har prøvet at så for første gang i år, er svirrefluerne virkelig glade for. Jeg troede egentlig, at det var frø af en orange sort, jeg købte i foråret, men mexicanerhattene har alle mulige gule og orange farver, der lyser op som lysglimt i blomsterbedet.

Sommerblomster som lysglimt i staudebedet

Alle mine sommerblomster er, formodentlig inspireret af den forbløffende sommervarme, kommet rigtig godt i gang. De blev forspiret, priklet, afhærdet og til sidst udplantet mellem stauderne efter Claus Dalby princippet – de skal skrues ned 🙂 Heldigvis ser det ud til, at timingen lykkedes, så sommerblomsterne formåede at få fat og få højde, før stauderne tog magten. Nu dukker de op som fine lyspunkter med knald på farverne mellem de overvejende blå, lilla og limegrønne stauder.Jeg har simpelthen kastet mig ud i et kompromis med det sædvanlige tone-i-tone princip og har leget lidt med kontraster og vilde farvekombinationer. Det er ret sjovt og egentlig også ret fedt. Det er i hvert fald svært at lade være med at smile inden i, når den i nogle tilfælde gyldengule i andre tilfælde rigtig orange svovlgul kosmos, Cosmos sulphureus ‘Bright Lights’ spiller op til den rødbladede skovangelik, Angelica sylvestris. Sikke nu et makkerpar.Mexicanerhat, der har fået sit danske navn af indlysende årsager, er også et fint lyspunkt i bedet. Ratibida columnifera hedder den sjove prærieplante på latin. Den spiller også i et væld af gule og prange nuancer.Sidste år fik jeg plantet gulerodsblomst, Daucus carota ‘Dara’ ud lidt sent, så de aldrig nåede at blomstre. Men det er svært at være ked af nu, hvor de helt skønne skærme står i fuldt flor med hvide, rosa og røde kniplingeblomster.Alt i alt er jeg rigtig glad for mine eksperimenter med sommerblomster i staudebedene, der udvikler sig dag for dag. En anden ting, jeg er super glad for i dag, er den sødeste anmeldelse af min havebog, Slip haveglæden løs – fryd, facts og fiduser, som min haveven Anette har begået på sin blog om Fru Pedersens have. Anettes hyggelige blog er altid et besøg værd, og dagens indlæg kan læses her.
Bogen kan bestilles her.

Hjemmelavede krukkeplanter begynder at ligne noget

Når jeg forspirer sommerblomster, er det typisk med den tanke, at planterne skal plantes ud i havens bede. Men i år er nogle af dem endt som hjemelavede krukkeplanter. Jeg har oven i købet eksperimenteret lidt med at plante forskellige arter sammen i større krukker i håbet om, at de vil vokse fint og naturligt ud og ind mellem hinanden. I den her krukke er der plantet både det lille prydgræs harehale, Lagurus ovatus, den lækre fløjlsblomst, Tagetes ‘Strawberry Blonde’ og den sjove mexikanerhat, Ratibida columnifera, der dog ikke blomstrer endnu, fordi den er blevet knebet en ekstra gang for at få den til at buske sig. Jeg synes, det tegner lovende.Den rødorange Tagetes ‘Strawberry Blonde’ er ny i udplantningssortimentet i år, men man har altså også kunnet købe frø og selv gå i gang. Sikke nu en farve.Harehale går igen i denne krukkegruppe, der også udelukkende byder på hjemmelavede planter, der lige er begyndt at blomstre.En virkelig sælsom plante, som er mest kendt fra blomsterdekorationer, er trommestikker, Craspedia globosa, med kugleforede, gule blomsterstande. Den er også lavet fra frø i år og står flere steder i haven og altså også i en krukke, hvor den ser ud til at have det rigtig fint.Den skønne morgenfrue, der i hvert fald engang var Calendula officinalis ‘Triangle Flashback’ er det måske lidt af en tilsnigelse at henføre til gruppen af hjemmelavede krukkeplanter. Den er ikke møjsommeligt forspiret, priklet og så videre, men dukker helt af sig selv op i stort antal i køkkenhaven, hvor den blev sået for flere år siden. De spontane og i nogen grad fejlplacerede planter blev gravet op og omplantet til en krukke. Selv om de i sagens natur må være hybridplanter, er de stadig lige så smukke som den oprindelige sort.Samme historie går igen, når det gælder den sart lysegule blomsterkarse, Tropaeolum majus ‘Milkmaid’. Det er år og dag siden, jeg købte en pose frø, men de sår sig selv med stor entusiasme, så der var rigeligt med planter til en krukke også.

Frøforsyninger til årets projekter bestilt

Hvis der er et sted, der er godt at være på sådan en råkold dag, hvor det ikke engang vil blive ordentligt lyst, så er det bag computerskærmen på besøg i lokkende, lækre frøbutikker med den klare mission at sikre sig frøforsyninger til nye eksperimenter. Inspireret af sidste sommers besøg i haver og parker og på udstillinger har jeg nu med stor omhu bestilt en hel masse, jeg ikke har prøvet at dyrke før. Det gælder for eksempel den her mexicanerhat, Ratibida columnifera, som jeg blev fuldstændig forelsket i på den store IGA udstilling i Berlin.Håret solhat, Rudbeckia hirta, er en enårig sommerblomst, jeg heller ikke har prøvet at så før. Men sidste sommer var det som om, den dukkede op alle vegne med store, smukke blomster i fantastiske brændte og glødende farver. Nu skulle den også gerne være på vej som en del af årets frøforsyninger.Jeg har også fået lyst til at lege lidt mere med fnuglette græsser inspireret ikke mindst af de storslåede beplantninger i Park de Gärten i Bad Zwischenahn i Tyskland. Jeg synes, det næsten tågede skær prærie-hirse, Panicum virgatum, lægger over bedet her er helt betagende, så nu kom den også med i indkøbskurven.Det samme gælder egernhalebyg, Hordeum jubatum, der kan det der med at få det hele til at se let og lækkert ud. Jeg har foreløbig købt ind i de to netbutikker kerneliv.dk og sarahraven.com men det bliver nok ikke de sidste 🙂 I øvrigt er gemalen ved at konstruere en helt fantastisk ting til det plantebord med indlagt varme, han byggede i efteråret: En slags drivhus til bordet, der kan holde på varmen, når de små forspirede planter skal ud og stå på egne ben i det nye drivhus i det tidlige forår. Det projekt kommer jeg helt sikkert tilbage til.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén