Haveglæder, tips og tricks

Tag: Martsviol

Pinseviol og martsviol som fint bunddække

Pinseviol, Viola sororia ‘Freckles’

I den seneste måneds tid har det været martsviol, Viola odorata, der har været det fineste blomstrende bunddække i mange af havens bede. Men nu det er blevet påske, er det pinseviol, Viola sororia, der har taget over. Der er desværre ikke noget, der hedder påskeviol 🙂 Jeg har plantet en del af den helt særlige sort, Viola sororia ‘Freckles, der nu breder sig lystigt i bunden af bedene. Den er så sød med de fregnede blomster, synes jeg. En super genbrugsplante, der stammer fra tidligere års forårskrukker.

Pinseviol, Viola sororia

Til gengæld erindrer jeg ikke, at have plantet den “rigtige” blå pinseviol. Noget tyder på, at planterne har smidt om sig med frø, der slår tilbage til deres oprindelse. De kommer rigtig mange steder. Det har jeg det helt fint med, for jeg synes generelt, at violerne er rigtig gode som bunddækkeplanter. Og de er nemme at fjerne, hvis det bliver for meget.

Vibeæg, Fritillaria meleagris

Det gælder for både pinseviol og martsviol, at de efter afblomstring i forårsmånederne, lader bladene vokse og bladstænglerne strække sig. Her er det den søde pink martsviol, som de blomstrende vibeæg, Fritillaria meleagris, bruger som fodpose. Viola odorata Miracle ‘Classy Pink’ hedder sorten, der nu er næsten afblomstret.

Den hvidblomstrede martsviol, Viola odorata ‘Miracle ‘Bride White’ er afblomstret langs trædestien og omkring det lille spejlbassin/fuglebad i det hvide forårsbed. Den er allerede begyndt at gøre lidt mere fyldest som bunddække, end det gjorde under blomstringen.
Bassinet, der tidligere har været brugt som bålfad, har fået ny opgave efter sidste sommers tørke, hvor adgang til vand i haven blev nærmest livsvigtigt for fugle, egern, pindsvin, og hvad vi ellers har. Hermed er der også en mulighed for at komme til fadet for de mere generte, der ikke har lyst til at nærme sig det store spejlsbassin på terrassen.
Reklame: Bålfadet/fuglebadet/spejlbassinet kan erhverves hos Zinkbakken se her.

Martsviol og pinseviol i fine farver

Martsviol, Viola odorata Miracle ‘Classy pink’

Violer er, som de fleste vil vide, almindeligvis blå, ligesom roser er røde. Men det er ikke hele sandheden. Den her martsviol, Viola odorata Miracle ‘Classy Pink’ er jo for eksempel ikke spor blå. Den står og blomstrer i fine, bunddækkende tuer og spreder, som martsviol jo gør, den lækreste duft i luftrummet omkring sig.

Martsviol, Viola odrata Miracle ‘Bride White’

Den snehvide martsviol,Viola odorata Miracle ‘Bride White’ er en anden undtagelse fra reglen. Begge de to har startet karrieren her i haven som krukkeplanter, der er blevet plantet ud til genbrug. Det går, som det fremgår, super godt. Det er da et dejligt bunddække.

Derfor er der selvfølgelig også plantet violer i forårskrukkerne i år, så bestanden i haven vil vokse yderligere. De øvrige planter i forårskrukken er i øvrigt også gode genbrugsplanter, siger min erfaring.

Pinseviol, Viola soraria ‘Rubra’

Nu vi er ved krukkerne, så er der flere violer at komme efter netop nu. Her er det den helt skønne pinseviol, Viola sororia ‘Rubra’ der blomstrer med sine – for violer – store, smukke blomster i en lækker farve. Pinseviol kommer som navnet mere end antyder noget senere end martsviol, så selv om jeg kan se de skyder i haven, er der endnu et stykke tid, til de blomstrer.

Pinseviol, Viola sororia ‘Freckles’

Det glæder jeg mig ellers til, for jeg har genbrugt en masse af den her pinseviol, Viola sororia ‘Freckles’. Den er helt i særklasse med fine, fregnede blomster, der ser ud som om de er blevet ramt af sprøjt fra en malerpensel.

Martsviol, Viola odorata

Den”rigtige” martsviol, Viola odorata, kommer heldigvis af sig selv, og den er jo heller ikke så ringe.
Weekendens vejrudsigt varsler, at tiden er inde til at slippe haveglæden løs for alvor. Så nu kan jeg ikke dy mig for at minde dig om min havebog, Slip haveglæden løs – fryd, facts og fiduser. Hvis du mangler tips til, hvordan du kommer i gang, hvad du kan plante hvor og hvorfor. Eller hvis du har brug for staldtips til havearbejdet, så er bogen et godt sted at lede. Den er også en oplagt gaveide 🙂 Bogen kan bestilles hos boghandleren eller direkte hos forlaget på www.forlagetlinnea.dk, hvor der også er smagsprøver fra de mere end 200 sider og på de mere end 400 billeder at få. Der er forårstilbud netop nu: Skriv rabatkuponkoden Forår i feltet, så sparer du fragten.

Forårsazalea og magisk hortensia tager forskud på sæsonen

Rhododendron ‘Irene Koster’

Ude i haven står de løvfældende azalea’er – her Rhododendron ‘Irene Koster’ – med svulmende knopper. Men der er endnu et godt stykke tid, til de dejlige, duftende blomster folder sig ud og forvandler den lidt strittende busk til en fin forårsazalea.

Azalea Hortinno ‘Lime Green’

Anderledes ser det ud inde i drivhuset, hvor en virkelig lækkerbidsken af en plantenyhed står fyldt med limegrønne blomsterknopper, der er lige på nippet til at springe ud. Det er Gartneriet 7eren, der har taget den lækre forårsazalea, der har ganske særlige egenskaber, til sig. Azalea Hortinno Vintage ‘Lime Green’ hedder sorten, der er en blandt flere i en serie. Det ganske særlige ved de spændende nye sorter er, at de ikke har de tørre, brune knopskæl, der plejer at drysse af azalea’er i rå mængder – så man slipper for at støvsuge omkring den. Desuden er de nye sorter langt mindre følsomme for udtørring end normalt, og blomsterne holder længe. Planten tåler lave temperaturer men selvfølgelig ikke frost, så lige nu står den superfint i drivhuset, hvor jeg er ved at skrue op for forårsstemningen.

Hydrangea Magical Four Seasons

Også havens hortensia’er er ved at vågne op til dåd og er begyndt at skyde med friske grønne skud under de tørre blomsterstande fra sidste år. Den her er en Hydrangea Magical Four Seasons hortensia fra Gardeners Own, der har klaret hele vinteren i sin krukke og efter alt at dømme har det strålende med det. Jeg tør ikke klippe de vise blomster af endnu, for de beskytter trods alt skuddene lidt, hvis det skulle gå hen og blive koldt.

Hydragea Magical Colours Your Home

Den har også en kollega inde i drivhuset, der allerede er i fuld gang med foråret. Det er en indendørs model af de langtidsholdbare Magical hortensia’er, der skifter farve i løbet af blomstringsperioden. Magical Colours Your Home hedder serien, og sorten hedder ‘Revolution Blue’. Jeg synes, farvespillet i de nyudsprungne blomsterstande er helt fantastisk med de limegrønne og lyseblå nuancer. Også den har det fint med forholdene i drivhuset netop nu.

Forårshygge i drivhuset

Dermed kom jeg endelig i gang med at skabe forårsstemning i den til hygge beregnede halvdel af drivhuset, hvor en magisk hortensia og en forårsazalea nu lyser op sammen med en fin hvid vibeæg, Fritillaria meleagris, og nogle sart lyseblå, duftende martsvioler, Viola odorata Miracle fra Gartneriet Pedersen. Jeg må indrømme, at planteværkstedet i øjeblikket sniger sig vældigt ind på hyggehjørnets areal – for nu ikke at sige, at der roder voldsomt, fordi planteværkstedet arbejder på højtryk. Måske blev dette første skridt til, at jeg i løbet af weekenden får sat lidt skik på det hele. Når solen skinner bare lidt, får jeg i hvert tilfælde lyst til at slå mig ned i drivhusets dejlige klima, og så skal der jo helt være til at komme til 🙂

OBS alle de tre nævnte gartnerier sælger deres planter til butikker over hele landet.

Workshop med havedrømmekage blandt tusindvis af primulaer

I går kom den længe ventede dag, hvor Haveselskabet Aarhus havde inviteret til workshop om planteformering i Gartneriet Pedersen med undertegnede som guide sammen med gartner Henning. Det blev en super hyggelig eftermiddag, hvor alle fik jord under neglene. Der skulle sås, prikles og tages stiklinger og ind imellem lægges øre til facts og fiduser om planteformeringens kunst. Stor tak til Home & Garden for spændende frø, til Pindstrup for kvalitetsjord, til Jiffy for praktiske tørvepotter og til Gartneriet Pedersen for forspirede planter til at øve prikling med. Der blev ikke så lidt at bære hjem bagefter.

Gourmet Roses

I kaffen kunne vi byde på havedrømmekage takket være endnu en sponsor. For når en ganske almindelig drømmekage skal forvandles til en havedrømmekage, skal der selvfølgelig masser af blomster til. Kagen blev pyntet med spiselige roser, Gourmet Roses, fra Gartneriet Legro. Det er rosenforædleren Rosa Ekselund, Roses Forever, der har udviklet en serie af spiselige roser, der selvfølgelig dyrkes økologisk. Rosenbladene smager let bittert og giver en sød kage et lækkert pift. De kan også bruges i salater og til alt muligt andet, hvor maden lige skal have et løft.
Tak for kage til Gartneriet Legro og Forlaget Linnea, der i dagens anledning solgte min bog SLIP HAVEGLÆDEN LØS til workshoppris. (Hvis du ønsker dig bogen eller har brug for en gaveide til havefolk, kan den bestilles hos din boghandler eller direkte hos Forlaget Linnea her.)

Eftermiddagen bød også på en oplevelse ud over det sædvanlige, idet der selvfølgelig var en guidet rundvisning i gartneriet, der bugner af tusindvis af primulaer og andre lækre forårsplanter. Her er det initiativtageren til workshoppen, Leif, der nyder synet og duften.

Primula Bellerose

Gartneriet producerer et væld af forskellige primulaer, der hver for sig er nærmest uimodståelige. Hvad mener I for eksempel om den her rosenknop primula? Primula Bellerose hedder den meget passende, for blomsterne ligner vitterligt miniatureroser.

Jeg var næppe den eneste, der gik hjem med hovedet fuld af blomsterinspiration og forårsnykker efter den rundtur. Så nu har jeg tilplantet en af mine flotte betonkrukker fra B-Green med søde forårsblomster i rosa nuancer. Her er rosa Primula fra serien ‘Peach Melba’, her er helt sart lyserøde engelskgræs, Armeria maritima og vibeæg, Fritillaria meleagris, der end ikke har foldet sine ternede blomster ud. Og så er der rosa martsvioler, Viola odorata Miracle ‘Classy pink’, der har den fineste farve og den dejligste duft ovenikøbet.

Fire bly violer

Det er et velendt faktum, at violer er blå. Men violer er også hvide, lysegule, pink og ligefrem fregnede. Det er højsæson for violer her i haven, hvor der gennem årene er udplantet mange forskellige, der først har været brugt i forårskrukkerne. Mange af dem har, som det fremgår, vist sig at være super gode genbrugsplanter.Det gælder i høj grad den pink martsviol, Viola odorata Miracle ‘Classy Pink’, der har en rigtig lækker farve og dufter helt vidunderligt, som martsvioler skal.I samme serie findes den cremefarvede sort, Viola odorata Miracle ‘Vanilla White’, der også har bredt sig pænt i bunden af bedet, hvor den blev plantet ud for et par år siden og nu fungerer som fin bunddækkeplante. I år er jeg faldet pladask for pinseviol, Viola sororia ‘Freckles’, som jeg ikke har prøvet før. Er den ikke fantastisk med de fregnede blomster, der nærmest ser ud som om, der er nogen, der er kommet til at sprøjte blålilla maling på de hvide kronblade. Den står så fint i en krukke nu, men planen er selvfølgelig, at den skal plantes ud i haven senere. Forhåbentlig vil den også vise sig at være god som genbrugsplante, for den må helt sikkert gerne både komme igen og brede sig her i haven.Labradorviol, Viola labradorica, blomstrer i en krukke nu og inden længe også i haven, for den er plantet flere forskellige steder, hvor den stille og roligt breder sig. Den er så dejlig med det meget mørke løv, der også er fint bunddække uden for blomstringsperioden.

Små træer på havebordet

I mine fortsatte bestræbelser på at peppe haven op i anledning af foråret er det blevet til et nyt plantestilleben. Min udelte begejstring for spøgelsestræ eller sølvtræ, Corokia cotoneaster, har givet lyst til mere af samme slags. Fnuglette træer, der giver højde, lethed og modspil til naboplanterne. Mit første sølvtræ er vel tre år gammelt og har tilbragt vintrene udendørs i en krukke tæt ved huset. Nu vil jeg prøve, om eukalyptus, Eucalyptus gunnii, med de sølvpenge-lignende blade er lige så nem at have med at gøre. Det forlyder, at den skulle kunne klare ned til -14 grader. Nu må vi se. Træet til højre er en Sophora prostrata ‘Little Baby’, der udmærker sig ved en sjov zik-zak formet vækst og fine bittesmå blade.Træerne har fået følgeskab af søde forårsblomster og forrest den mystiske, næsten sortbladede kløver, Trifolium Repens ‘Dark Debbie’, der giver kontrast og skaber ro i flokken. Bag den står den fineste, sart syrenfarvede martsviol, Viola odorata, der oven i købet dufter præcist så dejligt, som martsvioler skal.Primula Primarosa Pink er en Primula i en kategori for sig med ganske sart lyserøde, let fyldte blomster. Meget svær at stå for 🙂 Jeg har før haft stor succes med at plante lignende Primula’er ud i haven, når deres krukkekarriere er slut, som det ses her. Så jeg regner også med, at bekendtskabet med denne bliver af længere varighed.

 

Martsviol i nye farver

Viola odorata Miracle Magenta Red-13Almindeligvis er martsviol blå og bly. Men sådan behøver det ikke at være. Den helt skønne serie Viola Miracle byder på martsviol i en hel stribe farver. Her er det Viola Miracle ‘Magenta Red’, der får lov at stå og dufte på bordet i drivhuset.Viola odorata Miracle Clasy Blue-13Man kan næsten høre på det latinske navn for martsviol, Viola odorata, at blomsterne dufter. De farvede sorter dufter dejligt, som violer skal dufte omend ikke helt så intenst som  den vilde model. Undtagelsen er Viola Miracle ‘Classy Blue’, der dufter ualmindelig lækkert.Viola odorata Miracle Bride White-13Sorten Viola Miracle ‘Bride White’ er heller ikke til at stå for. Jeg plantede nogen af sorterne ud i haven sidste år, og de kommer fint igen og breder sig hyggeligt i bunden af staudebedene.Viola odorata Miracle Classy Pink-13Viola Miracle ‘Classy Pink’ har en virkelig fin, klart pink farvenuance, der passer godt i en patineret terra cotta krukke.

Roser er røde, violer er … rosa

Viola odorata Miracle Classy Pink-5

Martsviol, Viola odorata, er ikke altid så blå, som man skulle tro. Med serien Miracle er der skabt en hel stribe sorter i andre farver. De er ikke mindre søde end de “rigtige” martsvioler, og de har den samme, dejlige duft. Miracle Classy Pink har de lækreste, rosa blomster. Jeg har stillet dem i drivhuset, hvor duften er det første, man registrerer, når man kommer ind.

Viola odorata Miracle Bride White-5

Miracle Bride White har rent hvide blomster. Dem, jeg plantede ud i haven sidste år, står med knopper nu, så vinterhårdføre er de også. De får følgeskab af årets krukkeplanter, når den tid kommer.

Viola odorata Miracle Vanilla White-5

Men lige nu gælder det krukkerne. De små violer er perfekte til forårskrukkern, hvor de danner en sød bund og lyser op med forårsfine farver. Miracle Vanilla White har cremefarvede eller blegt lysegule blomster. De ser sarte ud men klarer sig fint i det lunefulde forårsvejr, så længe det ikke ligefrem fryser.

 

Vild med vibeæg

Billede

Vibeæg, Fritillaria meleagris, er nok den løgblomst, jeg har sværest ved at stå for. Tænk at naturen har opfundet en ternet blomst… Derfor er forårskrukken med vibeæg blevet en tradition, der hører til her i haven. I år blev det til en kombination med blandt andet forskellige Primula i matchende farver, bordeuxfarvede hornvioler, Viola cornuta, den dybblå bredbladede perlehyacint, Muscari latifolium og så den efter min mening ualmindeligt søde, rosa martsviol, Viola odorata ‘Miracle Classy Pink’, der dufter lige så dejligt som den almindelige blå.

Billede

I forårskrukken er det ikke noget problem at plante tæt, så man får et næsten blomstereng agtigt udtryk med det samme. Temperaturen er endnu lav, så det er ikke svært at holde planterne med vand. Som vejrudsigten ser ud, holder krukken rigtig længe, men hvis der er udsigt til frost, bliver den dækket over med et stykke fiberdug, til faren er drevet over, eller flyttet i ly, hvis det ser rigtig truende ud. Men foreløbig skal den stå ved fordøren, så man bliver glad hver gang, man går ind eller ud.

Billede

Vibeæg planterne i forårskrukken får altid lov at visne ned i krukken. Så kan de nemlig plantes ud i haven bagefter. Der er efterhånden en ganske god bestand af genbrugs vibeæg flere steder rundt i haven. De skal plantes, så løgene kommer til at ligge 8-10 cm under jordoverfladen, og så skal man passe på, at man ikke forveksler de spirende planters græslignende løv med græsukrudt i det tidligste forår. Men ellers fungerer genbrugsordningen perfekt her i haven – og det gælder også de øvrige planter i krukken.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén